Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Microsoft/PR)

Microsoft må trække i land efter grel fejltagelse: Vil alligevel ikke lukke Azure-platform

Microsoft fik ved en fejl meldt ud, at Azure IoT Central skulle lukkes, men meddelelsen var en fejl, lyder det nu. Der hersker dog stadig mystik omkring udmeldingen.

For få dage siden kom det frem, at Microsoft ville pensionere løsningen ’Azure IoT Central’ 31. marts i 2027, og at udviklere fra april i år ikke længere vil kunne skabe nye applikationer ved hjælp af platformen.

"Fra den 1. april 2024 vil du ikke være i stand til at oprette nye applikationsressourcer; dog vil alle eksisterende IoT Central-applikationer fortsat fungere og administreres. Det er ikke tilladt for abonnementer at oprette nye applikationer. Opret venligst en supportbillet for at anmode om en undtagelse,” lød det i en meddelelse fra Microsoft til kunderne, skrev blandt andre The Register.

Nyheden ville have efterladt udviklere med noget af et arbejde for at finde en erstatning.

Men Microsoft har hurtigt trukket i land. Det hele var åbenbart en fejl.

”Der var for nylig en fejlagtig systemmeddelelse den 14. februar vedrørende udfasningen af ​​Azure IoT Central. Fejlmeddelelsen angiver, at Azure IoT Central vil blive udfaset den 31. marts 2027, og fra den 1. april 2024 vil du ikke være i stand til at oprette nye applikationsressourcer. Denne meddelelse er ikke korrekt og blev præsenteret ved en fejl.”

Sådan skriver Kam Vedbrat, produktchef hos Microsofts Azure IoT-afdeling i et blogindlæg. Og han fortsætter:

”Microsoft kommunikerer ikke produktnedlæggelser ved hjælp af systemmeddelelser. Når vi annoncerer tilbagetrækninger af Azure-produkter, følger vi vores standardproces for Azure-servicemeddelelser, herunder en meddelelsesperiode på 3 år, før support afbrydes. Vi forstår vigtigheden af ​​oplysninger om produktpensionering for vores kunders planlægning og drift.”

I blogindlægget beskriver produktchefen videre, hvordan Microsoft er dedikeret og engageret i IoT-løsninger, og det hedder sig, at Microsoft vil fortsætte med at arbejde med partnere og kunder for at få bedst mulige fordele ud af IoT-produkter.

”Vores mål er at give vores kunder en omfattende, sikker og skalerbar IoT-platform. Vi ønsker at give vores kunder mulighed for at bygge og administrere IoT-løsninger, der kan tilpasses til ethvert scenarie, på tværs af enhver branche og i enhver skala. Vi ser vores IoT-produktportefølje som en vigtig del af den adaptive cloud-tilgang,” skriver han.

Stadig mystik

Der nævnes dog ikke noget om, hvorfor en meget specifik meddelelse med konkrete datoer vedrørende en lukning af et produkt blev sendt ud til kunderne.

Og selvom det er slået fast, at meddelelsen var en fejl, nævnes det heller ikke direkte, at Azure IoT Central bliver en del af fremtiden.

Det nævnes blot, at meddelelsen var en fejl.

”Tak for opklaringen. Udtalelsen siger dog ikke specifikt, at IoT Central vil blive videreført. For at være ærlig ser fejlmeddelelsen ud til at være meget specifik og ligner ikke rigtig en ulykke. I hvert fald fra vores side er tilliden til platformen faldet drastisk. Jeg tror, ​​andre vil føle det samme,” skriver en bruger i Microsofts comminityforum.

Azure IoT Central er en application platform as a service (aPaaS), der benyttes til udvikling af applikationer. Tiden må vise, hvad Microsoft planer for platformen er.

Læs indlægget her.