Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: istockphoto.com)

Den danske e-handel er tilbage på vækstsporet … men en stor sort kinesisk sky truer i horisonten

Væksten er tilbage i dansk e-handel. Omsætningen er vokset tre procent og nåede 185 milliarder kroner. Men Dansk Erhverv frygter konsekvenserne af et voldsomt kinesisk indtog af e-butikker.

Danskerne klikker lystigt med musen og køber stadig mere ind i e-butikker. Så væksten er tilbage i dansk e-handel.

Det viser Dansk Erhvervs E-handelsanalyse for 2023.

De danske forbrugere handlede 298 millioner gange på nettet og brugte 185,8 milliarder danske kroner, hvilket er en fremgang på 3 procent fra 2022.

Selv om fremgangen ikke er voldsom, er Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv, tilfreds.

”2023 var ligesom 2022 et svært år for mange danske e-handlere, hvor forsigtige forbrugere og stigende omkostninger gav svedige håndflader og bekymrede miner hos mange. Derfor er jeg på virksomhedernes vegne glad for, at den samlede omsætning trods de svære betingelser er vokset. Det vidner om en stærk branche, der står på et solidt fundament.”

Håb om mere vækst

Analysen viser også, at 15 procent af forbrugerne regner med at købe endnu mere online i 2024:

”Kombineret med, at der tilsyneladende er ved at komme styr på inflationen, og at rentesænkelserne kan anes i horisonten, så giver det håb om en yderligere vækst i 2024,” forklarer Niels Ralund og henviser til, at væksten i andet halvår af 2023 var højere end første halvår.

“For mig betyder det, at vi ser mod lysere tider.”

Han peger også på, at 13 procent af forbrugerne foretrækker at handle alle slags varer online – en markant forskel fra 2020, hvor det blot var 5 procent:

”Vi kan i hvert fald konkludere, at forbrugerne stadig er rigtig glade for at handle online, og at de er klar på at handle alt fra tøj og sko til rejser og dagligvarer online,” siger Niels Ralund.

Kinesisk fremgang bekymrer

E-handelsanalysen indeholder også listen over de 20 mest anvendte netbutikker i 2023. Den toppes (som altid) af tyske Zalando, som dog har mistet lidt momentum og er gået fra at snuppe 7,2 procent af alle handler til ”blot” 5,3 procent.

Omvendt så buldrer kinesiske Shein frem og indtager listens 7. plads med 1,3 procent af alle handler.

”Det er markant, men jeg er faktisk mere bekymret for Temu, som også er kinesisk. Shein og især Temu er Wish på steroider, og allerede nu hører vi fra medlemmer, at det kinesiske indtog på det danske marked i den grad kan mærkes. Det bliver i mine øjne den største udfordring for danske netbutikker den kommende tid,” siger Niels Ralund.