Artikel top billede

(Foto: Tesla PR)

Tesla Model 3 får en gevaldig turboladning: Her er den nye Performance-model

Tesla Model 3 Performance kommer faretruende nær de nul til 100 på tre sekunder.

Teslas billigste bil i modelprogrammet er tilbage i en ny steroidpumpet variant.

Godt ni måneder efter lanceringen af den reviderede Model 3 er elbilspecialisten tilbage med en særdeles hårdkogt udgave af den i forvejen kvikke elbil.

Model 3 Performance får 460 hestekræfter, som distribueres via to motorer til alle fire hjul, hvilket ifølge producenten er selskabets ’mest kraftfulde Model 3 nogensinde’ og rækker til at klare nul til 100 disciplinen på bare 3,1 sekunder.

Hermed barberes 0,4 sekunder af tiden i forhold til forgængeren, mens topfarten hæves fra 261 til 263 kilometer i timen.

Bilen kan kendes på særligt designede front- og bagpartier med en kulfiberspoiler foran og diffuser bagpå samt nogle nye 20” Warp letvægtsfælge som huser nogle styrkede bremser med røde kalibre.

Til at tøjle kræfterne under varierende forhold tilbydes nu adaptive støddæmpere monteret på et fintunet chassis, mens en ny ’Track Mode V3’ giver mulighed for selv at styre, hvordan hestekræfterne slippes løs.

Ombord på Tesla Model 3 Performance vil man også kunne se, at man indfinder sig i en særlig version af Model 3 på nogle særlige sportssæder samt enkelte kulfiber-detaljer omkring i indretningen.

Den nye model deler batteri med Long Range versionen, men nye kræfter tærer dog mere på batteriet her.

Rækkevidden afkortes derfor med omkring 100 kilometer til 528 kilometer efter WLTP-målemetoden.

Det er 20 kilometer kortere end den afgående Model 3 Performance og omtrent det samme som Teslas billigste Model 3 med baghjulstræk (513 kilometer) og Model Y Performance (514 kilometer).

Debutprisen for Tesla Model 3 Performance lyder på 440.090 kroner med levering anslået i maj eller juni måned. Dermed bliver bilen nøjagtig 100 kroner dyrere end sin storebror Model Y Performance.