Tilhængere af ODF og OpenXML skal ruste sig til en lynkrig. År 2008 er udråbt til testperiode for de to dokumentstandarder.
Det fremgår af den køreplan, som videnskabsminister Helge Sander har fremlagt mandag.
Det centrale diskussionspunkt i køreplanen har været de åbne dokumentstandarder, og Helge Sander har nu meldt ud, at der fra 1. januar og et år frem skal arbejdes med både ODF og OpenXML.
Prøveperioden skal så evalueres af en uafhængig tredjepart i løbet af første halvår 2009.
De mere præcise kriterier for evalueringen skal forhandles på plads efter sommerferien.
Tilfreds minister
Efter flere måneders intens diskussion af især dokumentformaterne, så er det en tilfreds minister, der i dag meddelte, at køreplanen er på plads.
- Danmark er blandt de lande i verden, der er meget langt fremme, når det gælder åbne standarder. Nu er vi klar til at tage det næste store skridt og indføre obligatoriske standarder, siger Helge Sander.
Videnskabsministeren har presset på for at få en køreplan på plads, fordi de åbne standarder allerede tages i brug til nytår. Inden da skal IT- og Telestyrelsen lave pilotforsøg og udarbejde vejledninger til myndighederne.