ANNONCE:
Det var en hardwareleverandør, faktisk engang verdens førende leverandør af personlige computere.
Men i 2007 fjernede virksomheden "Computer" fra firmanavnet.
I 2001 lancerede Apple iPod, og i 2003 blev iPod så suppleret med iTunes, med Apples egne ord "The entertainment center of your world, a store, a player, a way to get music and more on your computer".
Hardwarebutikken er blevet underholdningsleverandør og har oven i købet formået at fastholde kundernes høje involvering i deres "gamle" kerneprodukt, hardwaren.
iPod og iPhone er dimserne, alle gerne vil have fingrene i.
Apple har indset, at deres produkt ikke giver nogen værdi i sig selv, måske lige bortset fra den lidt udefinerlige cool-faktor.
En musikafspiller giver nu engang mest værdi, hvis der er musik på. Gerne så meget som muligt.
Historien er værd at lære af for alle andre brancher. Det er jo ikke alle, der er så heldige, at deres "hardware" er så eftertragtet, at folket ligger i kø for at få et eksemplar.
Tænk bare som eksempler på elektricitet, landtransport, bredbåndsforbindelser, Unix-servere eller mel.
En blandet landhandel af produkter, der for det første - må vi jo nok se i øjnene - er temmelig usexede, og hvor kundens involvering først stiger, når det ikke virker, og for det andet helst skal produceres i rå mængder, for at man kan tjene penge på det.
For hvad er det, kunderne i virkeligheden efterspørger?
Hvordan tager man i praksis skridtene op ad værdikæden?
En måde er selvfølgelig for melproducenten at gå ind i bageribranchen og åbne brødudsalg.
Det er bare ikke sikkert, det er en særlig god ide. Det ville svare lidt til, at Apple begyndte at skrive musikken selv.
Fortsættes ...



