Artikel top billede

Leder: Vi kan alle lære af it-brugen i elbilerne

Computerworld mener: Vi står endelig med et ambitiøst projekt i Danmark, der for alvor kan illustrere for os alle, hvordan it kan anvendes på en miljømæssig progressiv måde.

Informationsteknologiens sejrsgang har hidtil hængt uløseligt sammen med støt stigende strømforbrug.

I pagt med tidens trend har it-branchen imidlertid solgt sig selv i stadig grønnere nuancer over det seneste års tid.

I dag vrimler det med grønne it-løsninger, der lover at spare på it-afdelingernes strømforbrug gennem virtualisering, billigere køling, energieffektive processorer og så videre.

Men selv om it-branchens markedsføringsbudgetter efterhånden er grønne som en dansk bøgeskov, så synes it-cheferne fortsat kun at forstå to farver: sort og rød.

Alle møder benhårde krav om at spare og effektivisere sig ud af krisen.

Og derfor er mange it-chefer på den ene side bedøvende ligeglade med "grøn it" - men vældig inter­esserede i at spare på strømregningen.

I hvert fald i de organisationer, hvor it-cheferne bliver målt på deres strømforbrug, og de grønne investeringer derfor kan aflæses direkte på bundlinjens sorte eller røde tal.

Strømbudgetter er derfor en helt nødvendig udvikling, hvis it-anvendelsen ikke skal udvikle sig til et globalt forureningsproblem.

Det er en rigtig, men ikke særlig ophidsende udvikling, for ifølge Elsparefonden er it-udstyrs andel af verdens samlede CO<sub><font style="font-size: 10px;">2</sub></font>-­udledning trods alt kun to procent.

Vi har manglet projekter

Så er perspektiverne langt mere spændende i klima-it - altså informationsteknologi, der fokuserer på at skære i de resterende 98 procent af verdens CO<sub><font style="font-size: 10px;">2</sub></font>-udledning.

Mulighederne bør være enorme.

Der har bare ikke været så mange projekter, der for alvor har kunnet illustrere informationsteknologiens mulighed for at redde verden fra energifrås, røg og møg.

Men netop i disse måneder tiltrækker flere projekter med el-biler sig stor opmærksomhed.

Den tidligere topchef i Microsoft Jens Moberg er vendt hjem til Danmark for at stå i spidsen for Better Place-projektet, der vil gøre det muligt at skifte vores forurenende benzin- og dieselbiler ud med lige så store og rummelige elbiler, der enten kan lades op hjemme i garagen om natten eller få friske batterier på tankstationer, hvis det skal gå stærkt.

Læs mere om projektets it-anvendelse her.

Forretningsmodellen ligner teleselskabernes. Én ting er bilerne i sig selv.

Noget helt andet er et net af kompatible ladesta­tioner fra forskellige selskaber, som bilerne frit kan "roame" imellem, og som kan identificere hver enkelt bil og dens strømforbrug.

Det kræver avanceret software.

Køb strøm, når den er billigst

Og det bliver endnu mere avanceret hjemme i garagen, hvor laderen skal kunne kommunikere med familiens kalender og vide, hvornår bilen skal bruges igen, så den kan planlægge at hente strøm på det rigtige tidspunkt.

Det rigtige tidspunkt kan være, når vindmøllerne står og snurrer om natten, uden at strømmen kan bruges til meget andet end opladning af bilerne i garagen.

Men det rigtige tidspunkt kan også være lige nu, hvis familiens kalender viser, at den skal være til middag i den anden ende af byen om tre timer.

Det kræver it-løsninger i verdensklasse. Løsninger som blandt andre IBM, Siemens, DONG Energy og DTU arbejder på at udvikle i konsortiet Edison.

"Vi laver en åben arkitektur med åbne standarder. Det er vigtigt for at fremtidssikre projektet, og for at det ikke bliver et spørgsmål om den ene eller anden producent. Vi står ved begyndelsen af en enorm teknologisk udvikling, og det, vi nu udvikler i Danmark, er begyndelsen til et system, der også om 10 år kan betjene de elbiler og systemudbydere, der måtte være."

Sådan skal det lyde.

Kan gøre hele forskellen

Og sådan lyder det fra IBM's nordiske ansvarlige for energi og miljø Tim Mondorf.

Åbne og intelligente softwareløsninger kan komme til at betyde forskellen på, om Better Place eller andre virksomheder får succes.

Og en succes for el-bilerne vil være et enormt skridt i en bæredygtig og klimavenlig udvikling, fordi vores transportmuligheder både er store energislugere og næsten synonyme med vores frie livsstil.

Derfor er der også grund til at lytte til professor Henrik Madsen fra DTU.

Han advarer mod at tro, at elbiler, der fungerer som lagre for vindmøllestrøm, alene kan bringe os fra grøn-it til klima-it.

"Der er for meget spild i den løsning. Vi bør i stedet satse på at gøre forsyningsnettet intelligent og styre det med it."

Men det er netop en kombination af teknologi og variable tariffer, der er nøglen til den udvikling. Det må it-branchen sammen med politikerne med ansvar for el-forsyningen sørge for.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere


Computerworld Summit 2024

Vi kigger ind i scenariet for fremtiden it-afdeling og hvordan virksomheden bedst muligt udnytter både nye og etablerede teknologier til at understøtte vækst og dermed sikre overlevelse i en konkurrencepræget verden.

23. maj 2024 | Læs mere


Den digitale trussel er konstant, kompleks og stadigt stigende - også i den offentlige sektor

I dagens Danmark har vi indrettet os sådan, at alt kommunikation mellem det offentlige og borgerne foregår på forskellige digitale platforme, hvilket gør både borgerne og de offentlige institutioner skrøbelige overfor cyberkriminalitet. Samtidig lyder det fra rapporter, at de offentliges it-systemer er støvede og fulde af teknisk gæld. Dette er en farlig cocktail for de offentlige institutioner, men en særdeles lækker drink for cyber-kriminelle.

28. maj 2024 | Læs mere