Artikel top billede

I forbindelse med dagens regnskab fortæller TDC-topchef Henrik Poulsen blandt andet, at Sunrise kan indgå i et salg af TDC. Foto: Jørgen True/TDC

Fyrede medarbejdere redder TDC's bundlinje

Koncernchef Henrik Poulsen kunne i dag fremvise øget indtjening i næsten alle TDC-forretninger på trods af et mindre fald i selskabets omsætning. Personalereduktion opvejer tabet af fastnetkunder.

Selvom salget falder, kan en virksomhed stadig godt tjene flere penge.

Det beviste TDC i dag, da teleselskabet præsenterede regnskab for årets første seks måneder. Således faldt omsætningen i koncernen med 0,4 procent, mens indtjeningen steg med 8,4 procent.

"Det er klart, at de omkostningsreduktioner, vi har taget, slår igennem og hjælper med at holde indtjeningen på et meget flot vækstniveau," fortæller administrerende direktør og koncernchef Henrik Poulsen til Computerworld.

Det er i årets første seks måneder lykkedes TDC at nedbringe personaleomkostningerne med 14,5 procent i forhold til samme periode sidste år.

I andet kvartal i år var der 13.158 ansatte i TDC Koncernen mod 15.066 året før.

Den eneste division, der går tilbage i TDC-regi, er Privat. Forretningen omfatter internet, mobiltelefoni og fastnettelefoni, og det er specielt den sidste enhed, der lider. Stadig færre danskere vælger at beholde den traditionelle fastnettelefon.

"Vi ser nogle muligheder, men det går alt sammen op imod en PSTN-forretning (fastnettelefon, red.), som fortsat falder med de her 11 til 12 procent området," siger Henrik Poulsen.

Fullrate og Telmore trækker op

Han tror på, at selskabet med fortsat fokus på omkostninger samt vækstmuligheder kan hæve indtjeningen igen.

I årets første seks måneder faldt omsætningen i forretningen med 2,4 procent til 4,95 milliarder kroner, mens resultatet før afskrivninger (EBITDA) ligeledes faldt med 2,4 procent og endte på 1,95 milliarder kroner.

"Vi har nu tre brands i Privat-divisionen. Fullrate og Telmore, som gør det fremragende, skal gerne fortsætte deres meget positive udvikling, samtidig ser vi også en fornuftig udvikling i TDC-brandet," siger Henrik Poulsen.

Den fornuftige udvikling tilskriver han nogle af de nye produkter, som selskabet har lanceret.

"Blandt andet på grund af HomeDuo og HomeTrio, der stadig sælger godt, og så ser vi en positiv tendens i vores mobilforretning, og men ikke mindst er der en vækstmulighed i mobildata-området - både fra bredbånd- og smartphone-siden," fortæller han.

Den positive udvikling i TDC er dog ikke nok til at kompensere for de kunder, der afmelder deres fastnettelefon.

Sunrise redder toplinjen

YouSee og det schweiziske teleselskab Sunrise er de to TDC-forretninger, der har vist mest fremgang i omsætningen i årets første halvår. Faktisk formår Sunrise at fremvise en vækst på 14 procent, men en del af væksten er tilkøbt fra Tele2, ligesom YouSee overtog kabelselskabet A+.

Men korrigeres der for tilkøb samt valutaudvikling, så formår Sunrise stadig at fremvise 3,5 procent vækst i omsætningen.

"Vi synes, at vi har fået Sunrise ind i en meget positiv udvikling de sidste seks måneder drevet af en meget positiv udvikling i vores mobilforretning, hvor vi oplever en betydelig kundetilgang. Vi oplever også et bedre mix i vores post-paid-forretning, og samtidig har vi effektiviseret på omkostningssiden i Sunrise," forklarer Henrik Poulsen.

"Der er ikke nogen konkret beslutning om, at Sunrise skal sælges. Der har vi alle optioner åbne, og vi er glade for den udvikling, den er inde i, og det er med til at øge værdien, mens vi ejer den. Men det er klart, at vi også gerne vil have den værdiforøgelse, vi er i gang med at lave," siger han.

Han uddyber, at Sunrise "udmærket kan indgå i et fuldt salg af TDC". Også ved en børsintroduktion, tilføjer han.

Jens Alder fortalte, da han var topchef i TDC, at det danske teleselskab kører Sunrise på samme måde, som eksempelvis kapitalfonde kører TDC.




IT-JOB
Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere


Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere