Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Fusion: Minus 100 stillinger

Preben Damgaard (foto t.v.) skal stå i spidsen for den daglige drift i det nye NavisionDamgaard-selskab, mens Navisions Jesper Balser (t.h.) tager sig af de store linier. På udviklingsfronten satses på en udefrakommende. Ledelsen afviser rygter om salg.

Af Dorte Toft & Søren Lauridsen, Computerworld Online

Fusionen mellem Navision Software og Damgaard vil koste 100 ud af de 1.150 medarbejdere jobbet samt 164 millioner kroner til fratrædelsesomkostninger, flytning, og integrering af selskabernes såkaldte ERP-systemer (Enterprise Resource Planning). Men derefter skulle NavisionDamgaard være i god form til at sikre øget omsætning, øget overskud, et nyt fælles produkt samt globalisering.

Sådan lød beskeden fra Damgaard-medstifteren Preben Damgaard og Navision-medstifteren Jesper Balser på et møde for presse og børsanalytikere i København kl. 13 i dag mandag.

De 100 stillinger, der skal skæres væk i det nye selskab, er dublet-stillinger. NavisionDamgaard forudser, at der alene ved at kombinere visse funktioner vil kunne spares 140 millioner kroner årligt.

Ifølge Preben Damgaard er de første fyresedler skrevet, men i øvrigt regner han med, at alene den naturlige afgang, der typisk er ret høj i IT-selskaber, vil reducere medarbejderstaben betydeligt.

Preben Damgaard og Jesper Balser bliver begge administrerende direktører for det fælles selskab. Damgaard får ansvaret for den daglige drift, mens Balser står for kontakten til finansmarkedet og for overordnede strategier. På økonomisiden bliver det Damgaards Lars Larsen, der får kasketten, mens Navisions René Stockner får den udadvendte marketingrolle, inklusive ansvaret for datterselskaber.

Udviklingsdirektør udefra
Navnet på den fælles udviklingsdirektør giver ingen indikation af, hvis udviklingsarkitektur, koncernens kommende fælles system skal læne sig op mod. Det bliver nemlig hverken Preben Damgaards bror, Erik Damgaard, eller Navision-medstifteren Torben Wind, der får denne post. De skal fremover referere til Niels Bo Theilgaard, der i midten af september blev ansat som Vice President hos Navision Software med globalt ansvar for blandt andet produktmarketing. Niels Bo Theilgaard er mest kendt som medstifter af virksomheden Beologic, der blev købt af Navision-konkurrenten, hollandske Baan.

Første skridt mod fusionen blev taget for blot to uger siden. Ifølge Preben Damgaard var det Jesper Balser, der tog kontakten. Men de to selskabers grånende bestyrelsesformænd havde vendt muligheden forinden.

- Vi mødtes over en frokost, egentlig med det formål at snakke lidt om, hvordan livet formede sig, nu hvor vi begge havde forladt poster som administrerende direktører i erhvervslivet, men så kom vi til at drøfte et muligt samarbejde, siger den tidligere koncernchef i ISS Waldemar Schmidt, der i oktober blev valgt som ny bestyrelsesformand for Navision Software.

Schmidt fortsætter som formand for det fælles selskab, hvor Navisions grundlæggere alene ejer 43,8 procent af aktierne. I alt kommer Navision-aktionærer til at eje 72 procent af det nye selskab, mens Damgaard-aktionærerne har 28 procent, hvoraf stifterne har de 18,1 procent.
Damgaards bestyrelsesformand, den tidligere Sophus Berendsen-topchef Hans Werdelin, bliver næstformand i bestyrelsen for det fælles selskab, som er en fortsættelse af Navision.

Waldemar Schmidt bebuder, at det kombinerede selskab vil have præsteret en vækst på 10 procent i omsætningen, når regnskabsåret sluttes den 30. juni. Den såkaldte primære driftsmargin (før finansposter og afskrivning på goodwill) forventes at være på 10 procent. Schmidt skønner, at om tre år vil den primære driftsmargin ligge på omkring 20 procent, hvilket vil give kontanter nok både til den øgede drift og til opkøb af virksomheder. Hvilke typer virksomheder er det for tidligt at tage beslutning om nu, siger Jesper Balser.

Ingen markedsledere
De to administrerende direktører tror, at det fælles selskab får gode muligheder for at blive en stor global leverandør til det såkaldte mid-segment. Det er selskaber med en omsætning på under 250 millioner dollar.
- Der er ingen leverandør, der i dag har været i stand til at sætte sig afgørende på markedet for mellemstore virksomheder, sagde Preben Damgaard.

Koncernen vil fortsætte med levering af alle de nuværende produkter: Damgaards C5, XAL og Axapta samt Navision Solutions. Hvor længe kan ingen sige. Hvorvidt selskabets salgspartnere også vil tage den tidligere konkurrents produkter på hylderne er op til partnerne selv, oplyser Jesper Balser.

Som svar på spekulationer blandt aktieanalytikere om, at selskaberne faktisk gør sig parate til sammen at blive købt af en større global spiller som SAP eller Oracle, lyder der en lynhurtig afvisning fra begge topchefer.

Til lykke fra Oracle
Hos SAP og Oracle er nyheden om fusionen modtaget positivt.
- Jeg synes, at man skal sige et stort tillykke. Det er rigtigt set, at de hver for sig ville være for små til at klare sig. For os i IT-branchen er det et godt træk, siger Peter Perregaard, administrerende direktør for Oracle Danmark.

Peter Perregaard har i øvrigt tidligere, som IBM-direktør, spillet en ret central rolle for både Navision og Damgaard. IBM havde ønsket at købe sig ind i Navisions udviklingsafdeling, men fik et nej, hvorimod Damgaard sagde ja tak til tilbudet. Allerede den gang, i 1994, sagde Peter Petergaard til en journalist fra Computerworld, at det ville tjene det to firmaer bedst med en fusion.
- Jeg sammenligner det med tidligere tiders diskussion om, hvilket tekstbehandlings-program der skulle bruges. Det var indlysende, at der ikke var plads til alle de små-programmer. Sådan er det også med ERP-systemer. Størrelse er nødvendig, siger Perregaard.

Fornuftsægteskab
Hos SAP i Danmark betegner den administrerende direktør Henrik Rasmussen fusionen som ?et fornuftigt ægteskab?.
- Fusionen kan medvirke til, at man bliver mere slagkraftig og hurtigere til at udvikle nye produkter, siger han.

Men fusionen får ikke SAP til at ændre strategi i sin satsning på også at få andel i salget til mellemstore virksomheder.
- De er fortsat spillere i den lave del af markedet, og vi ser ikke noget truende overhovedet, siger Henrik Rasmussen.

Han vil ikke give et bud på, at NavisionDamgaard har potentiale til at blive en stor global spiller.
- Men det bliver spændende at se, hvilket system, der bliver fremtidig platform. Jeg har fornemmelsen af, at det nærmest er noget religiøst hos kunderne vedrørende hvem, man satser på, siger Henrik Rasmussen.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
OT og IT: Modernisér produktionen og byg sikker bro efter et årelangt teknologisk efterslæb

Moderne produkter skal have mere end strøm for at fungere – og deres navlestreng skal ikke klippes når de forlader fabrikshallen. På denne konference kan du derfor lære mere om hvordan du får etableret det sikre setup når der går IT i OT.

30. april 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

01. maj 2024 | Læs mere


ERP-trends 2024

Bliv derfor inspireret til, hvordan du kan optimere dine systemer og processer når af nogle af de fremmeste eksperter på ERP-markedet dele deres iagttagelser af det aktuelle marked og vurderinger af, hvad vi har i vente de kommende 3-5 år. Vi sætter også fokus på, hvordan udviklingen kommer til at påvirke din organisation, hvordan du bedst forbereder og planlægger ERP-indsatsen og om, hvilke faldgruber du skal være opmærksom på.

02. maj 2024 | Læs mere