Ajour

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 18. oktober 2002.


Dåseduft til næste generation
Glasgow: Endnu en af de menneskelige sanser vil komme på arbejde, når der snakkes mobilt i fremtiden. Et skotsk firma, Electronic Aromas, vil nemlig udstyre fremtidens 3G-mobiltelefoner med lidt til næsen - også.
Ifølge avisen Glasgow Herald er firmaet i gang med en teknologisk forædling af en lang række dufte - fra parfumer til en snert af skotsk højland - som skal give opringninger fra venner og bekendte den helt særlige personlige flavour.
Det foreløbige system vil ikke reelt transmittere duftene, men lade dem slippe ud af en lille beholder fyldt med duftmolekyler, der sidder monteret på selve telefonen.
Den enkelte aroma aktiveres personligt i forhold til opringeren: Hvad enten den kommer fra Kurt, der er på fiskeriauktion i Esbjerg, eller fra Svend Ejnar, som hygger sig på et af byens røgfylte værtshuse, vil en snak med gutterne blive som "at være der selv".

Må jeg føle din mail-adresse?
Tokyo: Den japanske telegigant NTT og datterselskabet DoCoMo skulle ifølge Nando Times være ved at udvikle en ny teknologi, som udbygger det menneskelige legeme til et kommunikationskredsløb.
Den særdeles håndgribelige teknologi består af en PDA, påhæftet en special-dingenot. Med PDA-udstyret i lommen vil folk kunne bruge kroppens medfødte evne som fysisk leder til at udveksle navne, telefonnumre, e-mail-adresser og andre data gennem et simpelt håndtryk.
PDA-dimsen henter de relevante data i afsender-PDA'ens hukommelse og transmitterer dem - ved bredbåndshastighed - som svage elektriske impulser gennem de håndholdte kroppe til modtagerens lomme-PDA. Vupti!

Kød for sig og bøf for sig
Kilmarnock: En McDonald's-restaurant i den skotske by Kilmarnock har fået en alvorlig reprimande af hovedkontoret for at ødsle for meget med kødet.
Såvidt vides har stedets Big Mac'er, hvad kødindhold angår, dog ligget stabilt på vanlig McDonald's-standard. Derimod har der været tale om en sand overflod på de fire opstillede kunde-computere med internetadgang.
Ved bestilling af en såkaldt MegaBreakfast-menu til 24 kroner har man fået et kvarters internetsurfing med i købet, og det har åbenbart fristet lidt for mange kunder til at kigge på "voksen-indhold", mens børn indtog deres uskyldige burgere i øre- og øjenhøjde med computerskærmene.
Indtil McDonald's får installeret et passende børnefilter på de misbrugte computere, er tjenesten ude af kraft, forsikrer en talsmand for McDonald's over for online-avisen Ananova.

Sort får på hvidt lærred
Framingham: Det er lidt af en sørgelig historie, men den er tilpas god og dramatisk til, at tv-stationen MTV har valgt at investere i rettighederne til en tv-filmatisering af Shawn Fannings unge liv og levned. Det skriver Cnet.
Musikudvekslingstjenesten Napsters idÈmand og stifter - cyber-helt eller enfant terrible, alt efter temperament og branchemæssigt tilhørsforhold - er foreløbig ude af peer-to-peer-faget, men er dermed ikke blevet uinteressant. Shawns livshistorie, fra upåagtet college-studerende til selve symbolet på det anarkistiske internet-boom (for til sidst at få den ganske pladebranche på nakken), skal muligvis spille rollen som sig selv i tv-filmen, som ventes klar til udsendelse i sæsonen 2003-2004.
En unavngiven køber overtog for nylig de resterende aktiver i Napster for 11 millioner dollars. Men det forhindrer ikke det legendariske websted www.napster.com i at skilte med "work in progress" - selv om aktiviteterne for tiden begrænser sig til uskyldigt salg af t-shirts til støtte for Napster-sagen.

Billedtekst:
Napsters stifter Shawn Fanning: Farvel til P2P - goddag til MTV!
Foto: Scanpix/AP

En halv million løse forbindelser
Buenos Aires: 500.000 argentinere er uden telefon. Ja, apparatet har de ganske vist, men ingen "linie ud af huset".
Den er nemlig stjålet, i helt bogstavelig forstand. Alene her i 2002 er 200.000 kilometer - 500 ton - kobberkabler gravet op af jorden og formentlig eksporteret ud af landet som ædelt metal.
Fænomenet har været kendt noget tid, men er på det seneste taget til i en sådan grad, at den lokale afdeling af spanske Telefonica nu frygter for driften af telefonsystemet. Tyvene nøjes nemlig ikke med at fjerne kobberkabler - de ribber også infrastrukturen for udstyr som transformatorer og elektriske ledninger.
I den værste økonomiske krise i lands minde kæmper argentinerne desperat for det daglige brød. Hver femte er arbejdsløs, og cirka halvdelen af befolkningen på 36 millioner skønnes at leve på, eller under, fattigdomsgrænsen.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Computerworld Cloud & AI Festival 2025

Med den eksplosive udvikling indenfor cloud & AI er behovet for at følge med og vidensdeling større end nogensinde før. Glæd dig til to dage, hvor du kan netværke med over 2.400 it-professionelle, møde mere end 50 it-leverandører og høre indlæg fra +90 talere. Vi sætter fokus på emner som AI; infrastruktur, compliance, sikkerhed og løsninger for både private og offentlige organisationer.

17. september 2025 | Læs mere


IT og OT i harmoni: Sikring uden at gå på kompromis med effektiviteten

IT og OT smelter sammen – men med risiko for dyre fejl. Få metoder til sikker integration med ERP, kundesystemer og produktion. Tilmeld dig og få styr på forskellene og faldgruberne.

24. september 2025 | Læs mere


NIS2: Vi gør status efter tre måneder og lærer af erfaringerne

Vær med, når vi deler oplevelser med implementering af NIS2 og drøfter, hvordan du undgår at gentage erfaringerne fra GDPR – og særligt undgår kostbar overimplementering.

30. september 2025 | Læs mere