Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den BioTech d. 8. maj 2003.
Mens militærstrateger skændes om den teoretiske mulighed for, at et missil dumper ned i nærheden af Thulebasen på Grønland, kæmper forskere verden over en virkelig kamp for at holde et sikkert skjold op mod sygdommen kaldet SARS. Sygdomskilden var et ukendt virus, og som med HIV-virus repræsenterer det en af de sygdomme, der i vores moderne tilværelse med store byer og travl trafik over hele kloden let kan udvikle sig til epidemier.
Mens det i 80'erne tog to år at identificere HIV som årsag til AIDS, er kilden til SARS fundet på kun en måned. Tre af hinanden uafhængige laboratorier fandt og fotograferede en ny og endnu unavngivet corona-virus. En opdagelse, der er afgørende for, at man kan komme i gang med at udvikle en vaccine imod sygdommen. Epidemi-skjoldet virker på grund af flere afgørende faktorer: Laboratorier kan samarbejde verden over i et netværk koordineret af WHO, og massive investeringer har de seneste år frembragt nye bioteknologiske værktøjer såsom PCR-maskiner og omfattende internationale gen-databaser.
Ikke mindst det sidste er interessant. Databaserne er brugbare, fordi de er gratis og offentligt tilgængelige. Ja, mange af dem er en direkte følge af offentlige bevillinger. Derfor indeholder de oplysninger om gensekvenser, der aldrig ville være identificeret og registreret, hvis en virksomhed skulle betale for det. Det er et eksempel på, hvad grundforskning kan bruges til, og hvorfor det er så vigtigt, at det offentlige vedholder med at bidrage til den.
Uden disse offentligt betalte ressourcer svækkes beredskabet mod virus, og sammenligningen med missilskjoldet er ikke tilfældig. Det er meget lettere, billigere og effektivt at udstyre en selvmordsterrorist med virus end med et missil. Et nys i en flyver eller et host i biografen er i teorien rigeligt til at sætte gang i en dødelig kædereaktion. Derfor er det nuværende arbejde mod SARS en vigtig generalprøve, der ser ud til at gå godt. Men epidemiskjoldet kan ikke opretholdes uden tilførsel af offentlige midler til forskningen, hvorfor det er yderst bekymrende, at beregninger fra regeringens eget analyseinstitut dokumenterer, at bidraget til den offentlige forskning falder og falder. Danmark ligger sidst i både Norden og Europa målt på dette bidrag. Barcelona-erklæringen fra 2002 forpligter den danske regering til at hæve niveauet for forskningsbidrag til tre procent af BNP - et niveau, vi fjerner os længere og længere fra.
Hvad regeringen vil gøre for at nå Barcelona-målet, vides endnu ikke, da forskningsminister Helge Sanders hidtil eneste svar har været, at han nok skal finde på noget inden for de næste seks år, der er tidsfristen. Det er bare ikke godt nok. Et forskningsmiljø skal plejes og tager tid at opbygge. En hovsa-
bevilling om seks år kan ikke bruges til noget fornuftigt. Vi skal have et bedre svar. For en sikkerheds skyld.
