Danmark har 3D-potentiale

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 15. maj 2003.


Danmark er fyldt med talenter inden for 3D-grafik og animation, siger chefen for Disneys digitale produktion Isaac Kerlow, som i sidste uge besøgte landet.

Interview
- Der er en masse talenter her og tradition for computerbrug og animation. Hvis man tænker i små og mellemstore virksomheder, så mener jeg, at Danmark har den perfekte grobund for en voksende 3D-industri.
Sådan siger Isaac Kerlow, forfatter til bogen "The Art of 3D Computer Animation and Imaging" og chef for Disneys digitale produktion. Han talte ved året 3D-festival, der løb af stablen i København i sidste uge. Isaac Kerlow har over 20 års erfaring i branchen, og han har studeret dens vækst fra de første primitive tegneprogrammer i 60'ernes militære, industrielle og universitetsmiljøer til nutidens visuelle mesterværker som "Toy Story" og "Shrek".
Hvordan vil du beskrive branchen for 3D-animation?
- Som et ekspressionistisk maleri, fyldt med udtryk. Kaotisk, levende og uhæmmet. Den er fyldt med passionerede animatorer, der tror 100 procent på det, de laver, og det gør den til et fantastisk spændende sted at være.

Strømline produktionen
De seneste år er biografgængerne strømmet til film som "Shrek", spilbranchen boomer, og det er effekterne i "Ringenes Herre", som skaber de største overskrifter - hvorfor kommer den massive interesse nu?
- Redskaberne, hardwaren og softwaren, har nået et kvalitetsniveau, der tillader dem, der kreerer, at skabe produkter, som er sofistikerede nok til at konkurrere med andre former for medier. Det er blevet mainstream. Og når interessen kommer nu og ikke i 80'erne, hvor der blev skabt avancerede kortfilm som for eksempel Pixars "Luxo jr"... tja... kortfilm er som poesi. Meget smukt, men hvor mange kender man, der læser digte?
Hvad betyder det for branchen, at der nu er kommet penge i den?
- Det samme som for enhver anden industri. Mere interesse, mere vækst, flere investeringer og muligheder for at udvikle et medie. Det gode er, at du ikke behøver være i Hollywood for at være en anerkendt del af industrien. Du kan være hvor som helst, bare historien og talentet er i orden.
Hvad er branchens udfordringer?
- Det kreative hænger sammen med stil. I hvert fald på filmsiden. De 3D-produktioner, vi ser nu, er næsten udelukkende i stil med "Toy Story", du ved, den sjove tegneserieagtige stil. Vi har set en del af dem - spørgsmålet er, om vi gider se 30 mere? En udfordring bliver at finde en ny stil inden for computeranimation og bibeholde succesen.
Og uden for det kreative?
- At få strømlinet produktionen! Lige nu vil studierne gøre hvad som helst for at få filmene ud, derfor hører man tit sætninger som "altså, jeg må simpelthen udvikle et nyt renderingsværktøj for at gøre dette eller hint, intet andet dur!" Men det er der nu tit noget, der gør. Der må komme et punkt, hvor vi ikke længere behøver opfinde hjulet og egenudvikle, hver eneste gang vi starter en produktion. Det er dyrt, og vi kunne komme langt ved at standardisere produktionen mere.

Kreativ revolution
Hvad er dine forudsigelser for fremtiden?
-Jeg er meget spændt på, hvad der kommer til at ske de næste ti år. Denne generation af unge er vokset op med computere på en hel anden måde end min generation, og det kommer vi til at se effekten af. En kreativ revolution om man vil. Mere håndfast tror jeg på, at Oscar-statuetten om få år vil gå til et mindre studie. De har bedre plads til at eksperimentere, og det vil give bonus. Og det er værd at bemærke, at det studie kan komme alle steder fra. USA, Japan... eller måske et mindre land i Europa, siger han.

Billedtekst:
Eksempel på den lange vej fra animation til færdig film. Når alle informationer i filerne, der handler om lys, overflade og baggrund, er færdige, skal det hele oversættes til et eneste billede, også kaldet renderingsprocessen. Det kan tage alt fra seks til 90 timer at rendere et enkelt billede, som blot repræsenterer 1/24 sekund på det store lærred. Fotos: Pixar Finding Nemo 2003

Billedtekst:
Isaac Kerlow
Isaac Kerlow er chef for Disneys digitale produktion, hvor han arbejder med at integrere nye digitale teknikker og teknologier. Tidligere har han været chef for udvikling og produktion af Disneys cd-rom, online- og platformspil samt undervist som professor på Pratt instituttet i New York, et universitet for kunst, kommunikation og arkitektur, hvor han var med til at stifte afdelingen for computergrafik og interaktive medier.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

14. maj 2025 | Læs mere


Computerworld Summit 2025, København – AI transforming business

Årets uomgængelige konference for dig, der er med til at træffe beslutninger om din organisations teknologiske fremtid, og vil have det samlede overblik over aktuelle tendenser i IT-branchen.

27. maj 2025 | Læs mere


Årets CIO 2025

Vi skal finde Årets CIO 2025 og den kvinde eller mand, som i et helt år kan bryste sig af at være landets bedste CIO.

03. juni 2025 | Læs mere