Dansk IT siger god for rockerlov

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 23. maj 2003.


Rockerloven vil ikke føre til industrispionage og uvelkomne gæster på it-systemerne, mener Dansk
IT og ITEK. De maner
til besindelse, efter fagforbundet Prosa
har råbt vagt i gevær.

BIG BROTHER
It-organisationerne frygter ikke for dansk retssikkerhed i
regeringens rockerlov, der står til at blive vedtaget af et bredt flertal i Folketinget. Loven vil give politiet stærkt øgede beføjelser til at aflytte og overvåge private pc'er. Men Prosa mener, at loven blandt andet vil føre industrispionage, fordi hackere vil kunne benytte samme bagdøre som politiet. Fagforbundet lancerede tirsdag et website, der med gode råd og programmer sigter mod at sætte en kæp i hjulet for politiets overvågningsmuligheder.
Prosas holdning deles altså ikke af hverken ITEK eller Dansk IT.
- Jeg har tiltro til, at Folketinget kan finde en balance i de regler, som vi skal have og tillid til, at myndighederne gør deres arbejde ordentligt, siger formand for Dansk IT, Per Buchwaldt, til Computerworld Online.

Ingen grund til uro
ITEK kan heller ikke få øje på problemet.
- Loven giver politiet mulighed for at hacke sig ind på private computere, men sikkerhedsmæssigt frygter vi det ikke. Vi har grundlæggende tillid til politiet og grundlæggende mistillid til hackere og scriptkids, siger Henning Mortensen, sekretær for ITEK's it- og sikkerhedsudvalg.
I regeringens lovforslag, L218, sidestilles pc-overvågningen direkte med den rumaflytning, som politiet i dag har lov til at udføre af mistænkte. Den sammenligning er formand for Dansk IT, Per Buchwaldt enig i. - Der er åbenlyse paralleller til ting, som vi for længst har lært at leve med. I dag kan politiet for eksempel sagtens risikere at få et privat fotoalbum med, når det ransager et hjem. Men derfor skal man jo ikke holde op med at efterforske kriminalitet, siger han. Formand for Folketingets retsudvalg, SF'eren Anne Baastrup, mener, at vedtagelsen af lovforslaget bør udskydes, så sagen kan undersøges nærmere. Det sker næppe, da et bredt flertal bestående af regeringspartierne, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet ser positivt på lovforslaget. - Vi skal i hvert fald have en forklaring på det her af ministeren. Det lyder meget voldsomt, hvis loven kan give fri adgang til mange uskyldige menneskers computere, siger Anne Baastrup.