Venture Woman

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den BioTech d. 2. oktober 2003.


KARRIERE & KOMPETENCE: Helle Busck Fensvig tror inderligt på den danske biotekbranche. Så meget, at hun forlod sin
stilling hos Danske Bank, da ledelsen trak stikket ud for venturefonden Danske Life Sciences. Så meget, at hun har brugt sommeren på at kæmpe for en ny biotek-venturefond.
Så meget, at hun langt fra er færdig med industrien.

Det ville være nemt at gå tilbage til finans, men jeg vil have berøring med enten farma eller biotek, så det er den vej, jeg ser nu, og om ti årÉ der har jeg lavet min egen biotek-venturefond.
Sådan siger Helle Busck Fensvig om sit fremtidige karriereforløb i en branche, der for en kort stund blev hyldet som det nye hotte og derefter sat i bås som det næste dotcom-eventyr.
Hun er kvinden, der stod i spidsen for børsnoteringen af Lundbeck, og hun er tidligere partner i Danske Banks Life Science venturefond, der blev lukket i 11. time. Hun har gennem sommeren sammen med tidligere kollegaer fra Life
Science-projektet kæmpet for at starte egen venturefond til biotekbranchen uden for Danske Bank-regi. På trods af, at sommerens kamp var forgæves, brænder hun stadig for branchen og bekymrer sig om dens fremtid i et frossent ventureklima.
"Vi har vanvittig mange gode projekter her i landet. Men vi har brug for to ting. Dels succeshistorier i markedet, dels at investorerne ruller ærmerne op og tager et ansvar og indser, at vi kan gøre det anderledes. Men der vil formodentlig være nogle år endnu, hvor vi ikke ser
seed-investeringer. Og helt nøgternt betyder det, at det hårde udskilningsløb fortsætter," fortæller hun.

Skjult bio-passion
Når man taler med Helle Busck Fensvig, er der ikke tvivl om hendes engagement i biotekindustrien, også selv om det ikke umiddelbart kan læses i karriereforløbet. For CV'et handler mest om tal, og øverst står en master i økonomi og administration fra Københavns Handelshøjskole anno 1991. Det første job som assistent hos Danske Banks investment-bank Danske Securities fik hun allerede i 1987, og der står Danske Securities ud over det meste af karriereforløbet frem til 2000.
Men væk fra papiret. Midt i samtalen tegner der sig hurtigt et billede af den passion for biologi, kemi og naturvidenskab, som har ligget under overfladen af kroner, øre, dollars, pund og yen igennem hendes karriere. Efter eget udsagn var biologi favoritfaget i gymnasiet, og karrieren var da også på vej i den retning, da hun fortsatte fra gymnasiet over på biokemi-studiet. Her satte et kedeligt organiseret studie imidlertid et effektivt - om end midlertidig - stop for den retning.
"Jeg holdt et halvt år på biokemi i sin tid. Spørgsmålet om, hvad jeg egentlig skulle bruge det til, blev ved med at melde sig. Dengang var det svært at sætte faget i perspektiv for mig og mange andre. Oven i det var studiet ekstremt hårdt. Der var uendeligt mange timer i fag, der ikke havde meget med biologi at gøre. Det var, som om de havde lagt alle de kedelige fag i de første år og ikke nok af det, jeg synes var sjovt - nemlig de biokemiske øvelser, så det holdt ikke," siger hun.
"For ikke så lang tid siden var jeg faktisk tilbage på universitetet. Jeg fik næsten traumer. I auditoriet kunne jeg se den ene formel efter den anden skrevet ned over tavler tre fag høje og tre fag lange, det var endeløst," griner hun.

'Frække' medicinal-ord
Ikke desto mindre lå interessen for det naturvidenskabelige stadig i hende, og hun peger på den som hovedårsag til at kaste sig over Lundbecks børsnotering. Noteringen af den danske medicinalgigant i 1999 er til dato en af landets største nogensinde. Og det var samtidig starten på Helle Busck Fensvigs nære samarbejde med kollegaer med naturvidenskabelig baggrund og en genoplivning af hendes passion for området.
"Der var en masse ting, de hos Lundbeck skulle rådgives om, før de var klar til en egentlig børsintroduktion, men det var ikke altid lige let for mig at diskutere med dem. Der blev smidt en masse 'frække' medicinal-ord på banen, som jeg ikke nødvendigvis forstod. I større banker i USA er der en tradition for at ansætte folk med en fagforståelse til de her projekter. Det gjorde vi også, i dette tilfælde Henrik Ernø, der kom med en naturvidenskabelig baggrund. Vi supplerede hinanden rigtig godt. Og sammen fandt vi ud af, hvordan man sætter værdi på de her ting, og hvordan man sælger det," siger hun.

Mennesker
Fra børsnoteringen af Lundbeck fortsatte Helle Busck Fensvig, der nu var Vice President i Danske Securites, samarbejdet med Henrik Ernø, og sammen begyndte de at opsøge mindre virksomheder i biotekindustrien.
Da Danske Bank stiftede Danske Private Equity Partners - en fond, der bl.a. investerer i venturefonde - fik hun chancen for at arbejde tæt sammen med en række internationale venturefonde i biotekindustrien, og den greb hun. Da Danske Bank senere stiftede Danske Life Science, stod hun med en solid viden og et stærkt netværk og accepterede stillingen som partner i fonden, der skulle have bragt milliarder til den danske biotekindustri. Modellen med at kombinere personer med en finansiel baggrund med folk med naturvidenskabelig baggrund tog hun med over i Life Science-projektet, og det var en model, der gav hende nemmere adgang til de mange små biotekvirksomheder, som fondens medarbejdere undersøgte som investeringsprospekter.
"Jeg er blevet godt modtaget i miljøet, selv om jeg er en finansperson. Det er altid godt at åbne døren med en pose penge, men det hjalp også, at jeg havde en med, der kom fra det naturvidenskabelige."
Mødet mellem finansielle og naturvidenskabelige folk har hun kun oplevet som spændende.

Leder efter en sandhed
"Det er et anderledes folkefærd, og de tænker anderledes om alt fra frokostemner til livsopfattelse. De tænker meget højt og meget svævende. De leder efter sandhed. Og det kan jeg godt lide, det er en sjov kontrast, når man kommer fra et finansielt miljø. At de ikke nødvendigvis tilhører det mest strukturerede folkefærd, gør ikke så meget," siger hun og griner, mens hun fortæller historier om forskere, der gemte deres arbejde på computeren, men ikke helt havde fanget ordensmenneskernes hang til fil- og mappesystemer. Oplysningerne lå på computeren, punktum, så kunne hun selv finde ud af hvor.
Det var et chok for den danske biotekindustri, da Danske Bank lukkede Danske Life
Science-projektet. Den officielle begrundelse var et ugunstigt marked. Helle Busck Fensvig vil ikke kommentere beslutningen nærmere, men stiller sig som mange andre dele af industrien undrende over for handlingen
"Danske Banks andel af pengene var klar, og vi var meget tæt på de første investeringer, da meldingen kom. Markedet så faktisk godt ud, og det gik den rigtige vej, så det var et pudsigt tidspunkt, beslutningen kom på," siger hun.
Oven på meldingen forlod Helle Busck Fensvig Danske Bank og fortsatte sammen med tidligere kollegaer fra Danske Life Science-projektet arbejdet med at få etableret en biotek-venturefond uden for Danske Banks regi, og i starten så det godt ud.
"Investorerne var med, vores advisory board var med, men i sidste ende viste det sig, at der var for mange pæne ord og alt for få penge. Det, vi hørte, var: Lad os se om tre til seks måneder. Der var ingen penge her og nu."
Tiden fra starten af Life Science-projektet og til nu afskriver hun som gode lærepenge.
"Selvfølgelig var alle skuffede, men vi har også lært noget alle sammen. Dem med naturvidenskabelig baggrund har fået indblik i finansverdenen, vi har fået et kig ind i det naturvidenskabelige felt, og sammen har vi fået et kæmpe netværk internationalt. Man kan sige, at jeg har fået lov til i to-tre år at uddanne mig inden for noget, som jeg brænder for, på Danske Banks regning. Men jo, vi ærgrede os, da det sidst på sommeren viste sig ikke at fungere. Industrien har brug for de her finanser. Og de troede, at her var der nogen med penge."
For tiden går Helle Busck Fensvig hjemme og venter på næste udfordring.
"Jeg har arbejdet ekstremt meget de sidste år, så det gør ikke noget at have tid til at slappe lidt af. Det er imidlertid ikke noget, jeg kan se mig selv gøre i længere tid. Der er noget "heal the world" over mit forhold til biotekbranchen. Jeg har aldrig været tilhænger af udsagnet om, at er man sælger, er det ligegyldigt, hvad man sælger; hagesmækker eller møtrikker, det er underordnet. Det går ikke med mig. Jeg vil brænde for det, jeg gør, og jeg brænder for denne branche," siger hun.

Boks:
burnrate
Danske Life Science gennemførte
inden lukningen en analyse, der viser,
at burn-raten - eller den mængde venturekapital, der er brug for - er 4,2 milliarder kroner årligt for alle typer biotekselskaber i Norden.

Fem ord-associationer fra Helle Busck Fensvig
¥ Mennesker: Netværk, netværk, netværk.
¥ Biotek: Industri på vej op, vi skal være positive.
¥ Penge: Rare at have, ikke styrende for mig.
¥ Forskere: Interessante, videnbegærlige, sandhedssøgende.
¥ Venture: Mangel på penge.

seed-fasen
En opgørelse fra Vækstfonden viser, at selv om der bliver foretaget nye venture-investeringer i Danmark i år, ligger kun en femtedel af dem i seed-fasen - den helt tidlige fase, hvor man udvikler produktet eller prototypen ud fra det oprindelige koncept.

Blå bog
Assistent i Danske Securities til 1987.
Analytiker i Danske Securities 1991. Associate i Danske Securities 1997.
Vice President i Danske Securities 1998.
Chef for forretningsudvikling i Danske Private Equity 2000.
Partner i Danske Life Science, Copenhagen 2001-2003.
Helle Busck Fensvig er gift med Jesper Fensvig. De bor i Charlottenlund nord for København sammen med datteren Eva.

Billedtekst:
Helle Busck Fensvig har aldrig været tilhænger af udsagnet om, at er man sælger, er det ligegyldigt, hvad man sælger.
"Det går ikke med mig. Jeg vil brænde for det, jeg gør, og jeg brænder for denne branche," siger hun.
Foto: Torben Klint

Boks:
Det grønne guld
Næste generation af ledere er på vej frem i biotekindustrien. Grundlæggerne har fået følgeskab af en flok højt kvalificerede folk, der knokler på med at modne industrien samtidig med, at de selv vokser. Helle Busck Fensvig, tidligere Danske Bank, er den syvende i en række portrætter af morgendagens ledere.

Citat:
Investorerne var med, vores advisory board var med, men i sidste ende viste det sig, at der var for mange pæne ord og alt for få penge.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

14. maj 2025 | Læs mere


Computerworld Summit 2025, København – AI transforming business

Årets uomgængelige konference for dig, der er med til at træffe beslutninger om din organisations teknologiske fremtid, og vil have det samlede overblik over aktuelle tendenser i IT-branchen.

27. maj 2025 | Læs mere


Årets CIO 2025

Vi skal finde Årets CIO 2025 og den kvinde eller mand, som i et helt år kan bryste sig af at være landets bedste CIO.

03. juni 2025 | Læs mere