Når vingummien skal føles helt rigtig

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. januar 2004.


Hos slikproducenten MalacoLeaf er der hele tre systemer med i vurderingen af, hvornår et stykke slik har fundet dets endelige form. Processen, der fintuner samarbejdet mellem de menneskelige følesanser og en række rapporteringsværktøjer, kaldes sensorik.

Danskerne er et slikkent folk - meget slikkent, for statistisk set spiser vi, ung som gammel, cirka ti kilo hver om året.
Det er man glad for hos MalacoLeaf i Slagelse. Slikproducenten, der tidligere hed Lagerman, lever af vores søde tand.
Inden karamellerne, lakridserne, skumsvampene eller de røde vingummier når ud til forbrugerne, har de imidlertid været igennem en proces kaldet sensorik. En proces, der sørger for, at det er det helt rigtige stykke slik, som når forbrugerne.
- Sensorik handler om at bruge de menneskelige sanser til at finde produktets rette form. Ikke bare hvordan det smager, men også hvordan det lyder, når det knaser, føles i munden, ser ud og dufter, siger Hanne Kjærsgaard, der står i spidsen for MalacoLeafs sensorik-
afdeling.
Processen er en kombination af de menneskelige sanser og it i form af en række rapporterings- og analyseprogrammer, og den bruges ikke bare, når et nyt produkt skal på hylden, men også til kvalitetskontrol, tjek af hvordan et produkt udvikler sig over tid og en række andre funktioner.
- Hvis en af vores sukkerleverandører for eksempel hæver prisen voldsomt, kan vi gå på jagt efter en ny og billigere. Men den ny type sukker skal kunne levere præcis den samme type "knas" i drageringen som forgængeren, så slutproduktet ikke ændrer sig, siger hun.
Profilering
Første skridt i processen hedder profilering. Den menneskelige del tager et fast panel af 12 testere sig af. I et sindrigt system af forskellige slik-rækkefølger, smagspauser og stramme regler for stykker af slik, der må smages inden for en bestemt test, vurderer de produkterne på forskellige parametre for eksempel for surhedsgrad.
Og så tager maskinerne over, nærmere bestemt sensorik-holdets computere, der har det pc-baserede profileringsværktøj Fizz fra franske Biosystemes installeret. Testpanelets data tastes ind i Fizz, der så tegner en præcis profil af produktets karakteristika.
Hvis man følger eksemplet med sukker, vil rapporten for eksempel kunne afsløre forskelle på sukkerets "knasbarhed", og hvilken type af sukker der bedst matcher det oprindelige sukker. Produktets oprindelige data ligger i en tilhørende database.
Slik til test
Når en præcis profilering er vigtig, er det, fordi sensorik-processens næste fase ifølge Kjærsgaard er meget subjektiv.
Det er en forbrugerundersøgelse i traditionel forstand. En gruppe forbrugere får tilsendt en pakke med de sliktyper, der skal testes. De skal fortælle, om de kan lide det eller ej, hvorfor, om det er for sødt eller stærkt. Den proces foregår online med researchværktøjet Easy Research.
- Det er et simpelt og meget nemt system at bruge, og at man kan gøre det online, sikrer os en svarprocent på cirka 75 procent. Der er imidlertid altid et følelseselement med i en forbrugertest, der gør den subjektiv og betyder, at den ikke altid står godt alene. Derfor hjælper det, at vi har en profilering liggende af de enkelte produkter, så vi kan gå ind og se meget detaljeret, hvad det er, forbrugeren kan lide.
Præference
Det sker i den sidste del af sensorik-processen. I programmet Unscrambler fra norske Camo bliver forbrugertestenes data sammenstillet med den profilering, som blev udarbejdet i Fizz-programmet. Unscrambler er et analyseværktøj. Det går ind og finder forbrugerpræferencer, der kan stilles spørgsmål, og det finder mønstre i forbrugerpræferencer.
- Alt efter, hvilken test vi udfører, kan de tre systemer bruges sammen eller hver for sig, og processen kan tage alt fra en uge til et helt år. Det sidste for eksempel, hvis vi giver os i kast med at udvikle en helt ny produkttype.
Men det, at vi nu understøtter den proces, som det er at finde ud af, hvad forbrugerne egentlig godt kan lide, med it, gør det langt mere præcist. Og du sparer tid og penge, fordi det kræver færre forsøg at finde svaret, siger Hanne Kjærsgaard.

- Sensorik handler om at bruge de menneskelige sanser til at finde produktets rette form. Ikke bare hvordan det smager, men også hvordan det lyder, når det knaser, føles i munden, ser ud og dufter, siger Hanne Kjærsgaard, der står i spidsen for MalacoLeafs sensorik-afdeling. Foto: Torben Klint




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

14. maj 2025 | Læs mere


Computerworld Summit 2025, København – AI transforming business

Årets uomgængelige konference for dig, der er med til at træffe beslutninger om din organisations teknologiske fremtid, og vil have det samlede overblik over aktuelle tendenser i IT-branchen.

27. maj 2025 | Læs mere


Årets CIO 2025

Vi skal finde Årets CIO 2025 og den kvinde eller mand, som i et helt år kan bryste sig af at være landets bedste CIO.

03. juni 2025 | Læs mere