Styr på svartiderne

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 23. januar 2004.


Hvor langsomt er langsomt egentligt? Det var bare et af de spørgsmål, som Beskæftigelsesministeriets it-afdeling, BIT, gerne ville have besvaret. BIT investerede i et værktøj til performance-målinger og det har givet bedre dialog med brugerne og styr på leverandører.

For halvandet år siden flyttede Beskæftigelsesministeriets centrale it-afdeling, BIT, det tidligere skandaleombruste Amanda-system fra en OS 2-platform til Windows og opgraderede samtidig hele infrastrukturen. Et af målene var hurtigere sagsbehandling ude hos brugerne. Efter endt flytning så det på BIT's centrale installationer ud som, at målet var nået. Ude i landet meldte brugerne imidlertid om lange svartider. Noget var galt.
- Det var vores dilemma. Så vidt vi kunne måle, var der god oppetid og fornuftige svartider på brugernes søgninger, men det, vi fik at vide ude fra regionerne, var, at man periodisk oplevede systemerne som langsomme. Og så melder spørgsmålet sig, om hvad langsomt egentlig betyder, siger Michael Wright, it-direktør hos BIT.
For at afhjælpe situationen og få et overblik over problemet bad man fra centralt hold de it-ansvarlige fra regionerne om at rapportere svartidsproblemer manuelt, men meldinger som: "nogle brugere har oplevet lange svartider i tidsrummet 11-15" betød, at rapporteringen aldrig blev mere end en lappeløsning. Der var stadig brug for et mere præcist billede af situationen.

Ydeevne
Derfor gik BIT på jagt efter et nyt system til at overvåge ydeevnen i hele landet. Valget faldt på Performance Guard, et system fra Premitech, der kan rapportere svartider målt i millisekunder brudt helt ned på hver enkelt maskine i tidsintervaller på fem minutter Eller vise ydeevnen hos de enkelte AF-kontorer eller hele regioner. BIT har købt over 3.000 licenser, softwaren er implementeret hos brugerne over hele landet og overvåger ikke bare Amanda, men også Notes og økonomisystemer. Det er samtidig blevet implementeret i alle Arbejdstilsynets kredse.
- Vi har kørt med Performance Guard et år hos Arbejdsformidlingen og en måned hos Arbejdstilsynet, og det virker. Det giver os et samlet overblik over, hvordan vores systemer kører. Det giver os et langt mere troværdigt grundlag for diskussioner med vores brugere om, hvad acceptable svartider er, og ikke mindst giver det os mulighed for at kigge vores leverandører over skuldrene, siger han.
Det sidste blev udnyttet umiddelbart efter implementeringen af Premitech-systemet. Her kørte BIT en omfattende landsdækkende måling på svartider, for at finde de flaskehalse, der betød forsinkelser hos brugerne.
BIT fandt flaskehalse i form af en række centrale routere, der ganske enkelt ikke levede op til de specifikationer, som var blevet stillet i udsigt.
- Det havde vi nogle diskussioner med vores netværksleverandører og deres underleverandører om. I den henseende er det et rigtig godt værktøj at have. Vi kan være sikre på, at vi får, hvad vi har betalt for, siger han.
Investeringsoverblik
Primært fremhæver Wright dog muligheden for at få overblik over investeringerne - både dem som BIT allerede har foretaget og dem, de overvejer at kaste sig ud i.
- Det giver svar på en masse spørgsmål som: "Når vi nu har opdateret og opgraderet vores netværk, får vi så også værdi for vores kroner?" Samtidig det giver også mulighed for at planlægge fremtidige investeringer. Vi har mange brugere på vores netværk og deres arbejde bliver mere og mere ressourcekrævende. Hvis man sjusser sig frem vil man måske være tilbøjelig til at købe yderligere kapacitet, men systemet hjælper med at vurdere, om det nu i realiteten også er nødvendigt, og der er vi flere gange kommet frem til, at det var det faktisk ikke, siger han.

Billedtekst:
- Hvis man sjusser sig frem, vil man måske være tilbøjelig til at købe yderligere kapacitet, men systemet hjælper med at vurdere, om det nu i realiteten også er nødvendigt. Vi er flere gange kommet frem til, at det var det faktisk ikke, siger Michael Wright, it-direktør i Beskæftigelsesministeriets it-afdeling. Foto: Hans Juhl

Boks:
Open source-systemadministration - fri og åben

Der er flere open source-løsninger inden for systemadministration, men kigger man på de forskellige projekter på open source-webstedet www.sourceforge.net efter aktivitetsniveau er Nagios (www.nagios.org) en af de mere aktive og satser i modsætning til flere andre af open source-systemerne også på
applikationsovervågning.
Systemet har en browser-baseret brugerskilleflade og har et komplet alarmsystem, der blandt andet kan sende sms'er ved alarmer.
Mindre komplet i applikationssammenhæng, men lige så aktivt brugermæssigt er Webmin (www.webmin.com), der mere er et traditionelt værktøj til overvågning og styring af enheder i netværk.
Også Big Brother (bb4.com) falder i denne kategori. Der eksisterer en kommerciel udgave af programmet med flere egenskaber.
Disse programmer er populære, da de alle kender Linux og andre open source-programmer som MySQL og Apache og dermed er med til at drive omkostningerne endnu længere ned ved at anvende open source. De bruges tilmed i professionelle driftsmiljøer, idet Steria i Danmark anvender Big Brother i deres service-tilbud.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

14. maj 2025 | Læs mere


Computerworld Summit 2025, København – AI transforming business

Årets uomgængelige konference for dig, der er med til at træffe beslutninger om din organisations teknologiske fremtid, og vil have det samlede overblik over aktuelle tendenser i IT-branchen.

27. maj 2025 | Læs mere


Årets CIO 2025

Vi skal finde Årets CIO 2025 og den kvinde eller mand, som i et helt år kan bryste sig af at være landets bedste CIO.

03. juni 2025 | Læs mere






White paper
Tidsbegrænset kampagne: Overvejer du at udskifte eller tilføje printere i din forretning? Vi kan tilbyde én eller flere maskiner gratis