Populære telefoner overskrider strålingsgrænser

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 11. maj 2004.


Flere af de mest populære mobiltelefoner lever ikke op til de skrappe krav om stråling og ergonomi, som det svenske miljømærke TCO-01 opstiller.

Stråling
Flere af markedets mest populære mobiltelefoner stråler så meget, at de klart overskrider strålingsgrænserne i det svenske kvalitets- og miljømærke for mobiltelefoner, TCO-01.
Det viser en test, som den svenske TCO-organisation har foretaget.
I testen slap kun seks ud af 25 testede mobiltelefoner fra store producenter som Sony Ericsson, Nokia, Samsung og LG gennem nåleøjet som værdige til at få TCO-01-mærket.
Resten dumpede - enten fordi de stråler for meget, eller fordi de ikke lever op til en række ergonomiske krav.

Koreansk sejr
Ingen af de testede telefoner fra Sony Ericsson og Nokia - i alt 10 ud af de 25 testede telefoner - bestod testen, som koreanske LG vandt med sin G7100-telefon. Også Motorola C550 og Panasonic EB-GD87 klarede sig pænt i testen.
TCO-01-testen er skrappere krav end de EU-krav, som mobil-producenterne normalt anvender.
EU-kravene tillader for eksempel en SAR-værdi (Specific energy Absorption Rate) på 2,0 w/kg, mens TCO-01-kravene kun tillader 0,8 w/kg. SAR-tallene fortæller noget om, hvor meget stråling der kommer fra mobiltelefonerne.
Desuden kigger TC0-01-testen også på sende- og modtageforhold og måler, hvor god telefonen er til at udnytte radiosignalerne.
Af de 25 telefoner klarede seks også de ergonomiske krav.
Miljøkonsulent Hanne Svenningsen fra Informationscenteret for Miljø & Sundhed mener, at mobilproducenterne bør mærke deres mobiltelefoner på baggrund af den svenske test, så forbrugerne kan se, hvor meget de forskellige telefoner stråler.
- Forbrugerne har i dag ikke mulighed for at se, hvordan telefonerne adskiller sig fra hinanden. Informationerne er meget begrænsede, og man skal være ualmindelig ihærdig, hvis man vil have en mobiltelefon, som både stråler mindre, og som er et miljømæssigt godt valg, siger hun.