Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 26. november 2004.
Otte kommuner klar til eDag2
Digital signatur Blot otte af landets 271 kommuner er klar til eDag2, der løber af stablen 1. februar 2005. Den dag skal myndighederne ifølge en aftale mellem regeringen, amterne og kommunerne være i stand til at modtage e-mail sikret med den digitale signatur fra både andre myndigheder, borgere og virksomheder.
Der er imidlertid lang vej endnu. Den Digitale Taskforce, der står for eDag2, har kun fået klarmelding fra otte kommuner. Resten er stadig i forberedelsesfasen, efter implementeringsfasen gik i gang 1. september.
Taskforcen har i den seneste tid været i telefonisk kontakt med samtlige kommuner. Alle har meldt, at de regner med at blive klar til eDag2. Også selv om det bliver lige til øllet.
Der er større bekymring over, om kommunerne når at omlægge de bagvedliggende arbejdsgange i forbindelse med indførelsen af de digitale signaturer. Her skal den virkelige gevinst hentes. Alligevel er det et område, der har været meget lidt fokus på fra kommunernes side.
Intet tyder på, at området vil få større bevågenhed i den kommende tid, fordi kommunerne i vid udstrækning har sat de store omlægningsprocesser på stand by, indtil der er fundet en afklaring på kommune-sammenlægningerne.
Den første eDag løb af stablen 1. september 2003. Fra denne dag skulle samtlige myndigheder kunne kommunikere elektronisk med hinanden - hvilket primært vil sige via e-mail.
Perioden mellem den første eDag og eDag2 bliver omkring halvandet år, og der er for tiden ingen planer om en tredje af slagsen.