Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 6. maj 2005.
Udgifterne til indførelse af elektroniske patientjournaler i Århus Amt løber op.
Indførelse af elektroniske patientjournaler kommer til at koste hver eneste indbygger i Århus Amt 400 kroner. Det fastslår amtets sundhedsdirektør, Leif Vestergaard Pedersen.
Århus Amts samlede udgifter til patientjournalerne løber dermed op i omegnen af 256 millioner kroner. Det er væsentligt over det oprindeligt budgetterede beløb, som i 1999 var på blot 50 millioner kroner - dog for et mere skrabet system.
Det århusianske EPJ-projekt har været præget af en stribe markante budgetforhøjelser, og Leif Vestergaard Pedersen erkender, at mange ting skulle gøres anderledes, hvis man kunne lave projektet om.
- Det kunne gøres langt billigere, hvis vi gik i gang i dag. Vi har jo egentlig bestilt en rumraket uden at vide, hvad en rumraket er, og det har vi betalt lærepenge for, siger han.
Århus Amt har netop indgået aftale med århusianske Systematic Software Engineering om levering af det kliniske procesmodul, der er helt centralt i de elektroniske patientjournaler. Systematic står i forvejen bag en væsentlig del af Århus Amts elektroniske patientjournaler, der står for en relativ stor del af selskabets omsætning.
I det lys glæder Leif Vestergaard Pedersen sig trods alt over, at en række af de århusianske leverandører af EPJ-relaterede produkter klarer sig godt i konkurrence med andre leverandører. Det kan skyldes Århus' fokus på området, mener han.
- Det er da i hvert fald tankevækkende, siger han.
Århus Amt forhøjede sidste sommer det samlede EPJ-budget med yderligere 60 millioner til samlet 240 millioner kroner. Det var dog ikke nok, idet amtet i december forhøjede det generelle it-budget med 4,2 millioner kroner om året. Mens amtet har pumpet millioner af kroner i det prestigefyldte EPJ-projekt, har resten af amtets it nemlig vansmægtet.