Dilling fandt kniven frem

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 27. maj 2005.


Den danske chef for Ementor, Carsten Dilling, har ryddet grundigt op i organisationen. 36 medarbejdere er fyret, men samtidig er Ementor
i fuld sving med at ansætte nye folk.

Fyringsrunde 
Nyansættelser venter lige om hjørnet i den danske afdeling af Ementor, selv om blækket på de fyringssedler, der netop nu raserer selskabet, knap nok er blevet tørt. Selskabets nye chef, Carsten Dilling, gik tirsdag i gang med sin store oprydning af det kriseramte selskab, der gennem det seneste år har tabt millioner og for længst er blevet udråbt til det børsnoterede norske moderselskabs sorte får.
Det kostede tirsdag 36 ansatte deres job.

Op mod 70 nyansættelser
Men samtidig er Carsten Dilling i fuld gang med at ansætte nye folk. Der skal ansættes helt op mod 70 nye medarbejdere med tunge kompetencer inden for SAP, .Net, på portalsiden og inden for outsourcing og drift.
- Vi er allerede begyndt at tage tunge spidskompetencer om bord. Vi vil have løftet niveauet, fordi mere tyngde også skaber bredde, siger Carsten Dilling.
Ementor i Danmark har tabt millioner af kroner i det seneste år, og Carsten Dillings løsning er nu at simplificere hele organisationen.
Antallet af topledere er skåret fra ni til fem, og der er rokeret kraftigt rundt. Antallet af forretningsområder bliver skåret fra ni til tre, og antallet af ikke-producerende mellemledere og medarbejdere er blevet beskåret.
Vil have producerende folk
Carsten Dilling lægger da heller ikke skjul på, at de omkring 500 producerende ansatte ikke står mål med at have 230 medarbejdere, der ikke producerer.
Antallet af salgsledere er samtidig reduceret fra 13 til 4.
- Ementor har nu fået en meget mere ensidig struktur, hvor vi kun har én mand på hver bold frem for som tidligere fire-fem mand, siger Carsten Dilling.
Han tør ikke sige, hvornår forandringerne slår igennem på bundlinien. Men han håber, at tallene skifter kulør fra rød til sort inden for det næste år.

Flot kundeliste
- Ementor har en meget flot kundeliste, der har et stort potentiale, hvis den fungerer. Vi er inde på mange områder med kraftig vækst. Men vi er nødt til at lægge om, så det også bliver profitabel vækst, siger Carsten Dilling.
Et af problemerne for den danske afdeling har været et komplet ansættelsesstop dikteret fra Norge, mener Carsten Dilling. Det har betydet, at selskabet i stedet har entreret med masser af underleverandører for at kunne opfylde sine kontrakter.
Samtidig har det ifølge Carsten Dilling plaget Ementor, at det er bygget af en lang stribe selskaber, der er fusioneret eller er blevet opkøbt. Det betyder, at Ementor er bygget af mange forskellige virksomhedskulturer, der hver især har gennemsyret de forskellige afdelinger.
- Så man kan sige, at den overordnede plan med oprydningen er at skabe én virksomhed, hvor vi blandt andet får mere salg på tværs, siger Carsten Dilling.

Billedtekst:
- Ementor har nu fået en meget mere ensidig struktur, hvor vi kun har én mand på hver bold frem for som tidligere fire-fem mand, siger Carsten Dilling, landechef i Ementor Danmark.
Foto: Hans Juhl

Boks:
De dyre danskere
Den danske afdeling af Ementor har længe været en torn i øjet på det børsnoterede norske moderselskab. For eksempel havde den samlede Ementor-koncern et underskud på 79 millioner kroner i de første tre måneder af 2005. Heraf stod den danske forretning for tabet af 42 millioner kroner.