Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 27. maj 2005.
Efter halvandet års uenighed og en voldgiftssag har børsnoterede Hands indvilliget i at punge ud med tre millioner kroner til Columbus IT Partner.
MILLONFORLIG
Columbus IT Partner har indgået forlig med norske Hands i den voldgiftssag, som de to selskaber har været involveret i siden efteråret.
Med forliget har Hands indvilliget i at vinke farvel til tre ud af fem millioner kroner, som selskabet ellers havde til gode hos Columbus, efter at Columbus købte Hands' danske afdeling.
Betalingen afslutter dermed konflikten mellem de to selskaber, som har været i flæsket på hinanden siden januar 2004.
Parterne deler desuden udgifterne til voldgiftssagen.
Uenigheden mellem de to selskaber brød ud kort efter forrige nytår - blot få måneder efter Columbus IT Partners køb af børsnoterede Hands' danske afdeling.
Columbus IT Partner ønskede med købet at fjerne en stærk konkurrent, ligesom Hands Danmark blev vurderet til at være en stor pristrykker på det danske marked.
Det var fra begyndelsen meningen, at kunderne og aktiviteterne skulle indlemmes i Colmbus IT Partner, og man forventede betydelige synergieffekter og konsolidering.
Samtidig var det meningen, at Hands Danmark skulle nedlægges som selvstændigt firma.
Ret hurtigt fandt Columbus IT Partner dog ud af, at tingene i Hands Danmark ikke helt forholdt sig så rosenrødt, som sælgeren havde lovet.
Året igennem har Columbus IT Partner fundet mangler i overdragelsesaftalen.
Selskabet mener, at mange af kundeprojekterne mangler mere arbejde og er mere økonomisk krævende, end nordmændene havde stillet Columbus i udsigt.