Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 13. januar 2006.
Den danske del af Capgemini arbejder på en sammenlægning med Malmøafdelingen for at skabe en stor Øresundsafdeling. Planerne har allerede ført til to topchefers afgang.
SLUT Danske Capgemini med 300 ansatte kan være på vej mod en sammenlægning med Capgeminis svenske selskab i det, der i første omgang skal blive til en stor Øresundsafdeling.
Planen er blandt årsagerne til, at to topchefer, viceadministrerende direktør Morten Kjær og teknisk direktør Stig Korgaard, forlader selskabet.
For samtidig med den kommende sammenlægning er der udsigt til, at det danske Capgemini-kontor ændrer status til i langt højere grad at være et front-kontor, hvor udviklingsopgaver og andet skal udføres i eksempelvis Indien.
Usikkerhed om fremtid
Det har skabt usikkerhed om karrieremuligheder og fremtidsperspektiver for højtplacerede medarbejdere som Morten Kjær og Stig Korgaard i selskabet, fortæller administrerende direktør i Capgemini Danmark John Jaques.
- Den retning, som selskabet har taget, så ikke ud til at kunne imødekomme deres ambitioner inden for de kommende to-tre år, siger John Jaques.
Planen for en sammenlægning med det svenske søsterselskab er endnu i sin vorden, men den svenske udfordring bekræftes af Morten Kjær.
- Vi er ikke enige i den fremtidige strategi og har svært ved at se os i et forventet kommende setup i selskabet, siger han.
Morten Kjær bliver afløst af Pia Rybenfeldt, mens Stig Korgaard bliver erstattet af Jens Markussen. Begge er blevet rekrutteret internt.
I næste uge begynder de indledende samtaler med Capgeminis kontor i Malmø med 100 medarbejdere. Det er i første omgang planen alene at vurdere fordele og ulemper ved en sammenlægning.
- Vi er i den grad rustede til vækst og står bedre i Capgemini Danmark end nogensinde før. Derfor skal vi nu undersøge mulighederne for mere vækst. I første omgang handler det om at få mere synergi ud af Øresundsregionen, siger John Jaques.
De to direktørers afgang kommer umiddelbart efter, at Capgemini har afleveret det bedste danske regnskab nogensinde.
Capgemini, der har 300 medarbejdere, har blandt andet fået sorte tal på driften, ligesom selskabet i 2005 har omsat for 485 millioner kroner. I 2004 blev der omsat for 303 millioner i Danmark.
Centralt i den nye strategi står, at Capgemini i højere grad skal trække på de internationale ressourcer, som selskabet har.
Det betyder, at opgaver i større omfang fremover kan løses af medarbejdere i Indien, Holland, Frankrig eller andre steder, hvor specialisterne befinder sig.
- Det vil blive en stor forandring. Vi har ikke til hensigt at skabe vækst alene ved at udvide det danske kontor til 2.000 medarbejdere. I stedet skal Danmark være en "front-end", som vi altså nu vil forsøge at få gjort større ved at sammenlægge med Sverige, siger John Jaques.
Han mener ikke, sammenlægningen bliver svær, da de to afdelinger ligner hinanden meget.
Samlet nordisk organisation
Går den danske sammenlægning med Capgeminis Malmøkontor efter bogen, kan det meget vel være, at sammenlægningerne fortsætter i resten af Capgeminikontorerne i Skandinavien, mener John Jaques:
- Hvis det går godt med Malmø, er det svært at se, hvorfor vi ikke skulle fortsætte. Jeg har naturligvis en fornemmelse af, hvad det kan føre til, men nu må vi se, siger han.
Den endelige plan for en eventuel sammenlægning ventes at ligge klar inden sommerferien.
Billedtekst:
Stig Korgaard har sagt stop.
Billedtekst:
Morten Kjær har sagt stop.
Billedtekst:
- Den retning, som selskabet har taget, så ikke ud til at kunne imødekomme deres ambitioner inden for de kommende to-tre år, siger administrerende direktør for Capgemini Danmark, John Jaques, efter direktørerne Morten Kjær og Stig Korgaard har valgt at forlade virksomheden.