Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 3. november 2006.
Vilkårene for viral markedsføring vil ændre sig, mener ekspert fra reklamebranchen
Reklameproducenter har i flere år pumpet vores indbakker fulde med sjove og ulækre reklamefilm.
For producenterne har det længe været en billig måde at få spredt budskaberne til forbrugerne. Billig blandt andet fordi brugerne selv sender dem videre til venner, familie og kolleger.
Men i takt med, at der kommer flere film på nettet, handler det i høj grad om skille sig ud med flotte og kreative produktioner. Samt sikkerhed for at reklamerne rent faktisk rammer forbrugerne.
Og begge dele koster mange penge.
Ifølge internet planning director Christian Strand fra mediebureauet Initiative Universal er trenden med seksuelle og voldelige overtoner samt lave produktionsomkostninger i de virale film ved at vende til fordel for flotte produktioner, der ligner de film, som man kender fra biografmørket.
Også på distributionsområdet er der store forandringer på vej. Tidligere satsede reklameproducenterne blindt på, at forbrugerne sendte film videre til venner og kolleger.
Men de tider er forbi, fordi forbrugerne nu filtrerer i de mange modtagne mails og i stigende grad selv opsøger underholdningen på nettet.
Ofte må producenten betale indehaverne af såkaldte seedingsites for dels at være på selve sitet og dels at fremstå som populær blandt seedingsitets brugere.
Et seedingsite er en kommerciel betegnelse for hjemmeside, hvor der findes computerspil, videoer, billeder og vittigheder. Gratisting.dk og netsummary.dk er de mest kendte eksempler på danske seedingsites.
Ifølge Christian Strand er seedingsites blevet en næsten uundværlig del af enhver viral kampagne.
Mange af den slags hjemmesider har ofte hundredtusindvis af ugentlige besøgende. De anser disse hjemmesider som uafhængige kilder til underholdning blandt andet på grund af, at filmene optræder på en rangliste.
OriginalModTime: 03-11-2006 09:16:49