Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 1. juni 2007.
Det kan godt være, at der er mange, der ved noget om programmering. Og det kan også godt være, at der er mange, der ved noget om at drive en forretning. Men der er ikke ret mange, der ved noget om begge dele.
Og det er et problem i SOA-sammenhæng, mener IBM. For nylig viste en undersøgelse, at 56 procent af IBM's SOA-kunder mangler lige netop de kompetencer, der kan smelte de to verdener sammen, så man får skabt en forretningsmæssig strategi og en underliggende serviceorienteret it-infrastruktur, der harmonerer.
"For at være i stand til at arbejde med de systemer, vi nu designer, har vi brug for folk, der ikke bare forstår teknologien, men også de forretninger og industrier, som de designer systemerne til," siger Dr.
Irving Wladawsky-Berger, der er vice president i IBM's afdeling for teknologiske strategier og innovation.
Problemet med de manglende kompetencer skal blandt andet løses med et nyt, virtuelt undervisningsmiljø, Innov8.
Skal spille sig til viden
Spillet er i 3D-grafik, bliver spillet med et joystick og giver brugeren mulighed for en visualisering af, hvordan en serviceorienteret arkitektur har indflydelse på forskellige dele af organisationen. Det bygger på erfaringerne fra en SOA-konkurrence blandt studerende på Duke University og universitetet i North Carolina. Brugerne kan i bogstaveligste forstand se de forskellige forretningsprocesser, identificere flaskehalse og opleve forskellige scenarier, inden de går i gang med det virkelige arbejde med SOA. Og ifølge Irving Wladawsky-Berger er der brug for kreative undervisningsformer, hvis travle it-folk skal tilegne sig nye kompetencer på en effektiv måde.
"Vi drukner allerede i dag i informationer i form af e-mail, instant messaging, internet, voicemail, video og audio. Der er begrænsninger for, hvad menneskets hjerne kan klare, og derfor arbejder IBM så meget på at skabe visuelle og interaktive interfaces," forklarer han. IBM har også skabt et vidensmiljø i Second Life, hvor der er forskellige former for undervisningsredskaber. Målet er, at man via sin avatar skal kunne deltage i forskellige arrangementer og drage nytte af de tredimensionelle muligheder i den virtuelle verden.
"Grunden til, at Second Life får så meget opmærksomhed, er, at vi kan skabe virtuelle møderum, hvor folk kan sidde omkring et bord og se på hinanden frem for blot at lytte til en stemme i den anden ende af røret. Det er et enormt skridt i internettets evolution," lyder forklaringen fra Irving Wladawsky-Berger.
Foruden Innov8 og SOA-initiativerne i Second Life er IBM også ved at stable en webportal på benene, hvor man kan hente podcasts, videocasts, demoer og whitepapers med udgangspunkt i SOA.
OriginalModTime: 01-06-2007 10:04:53