Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 15. juni 2007.
Obskønt og forbudt materiale som eksempelvis Hollywood-film beskyttet af ophavsrettigheder eller børnepornografi kan i princippet sendes fra de mange personlige tv-stationer.
"Vi kan selvfølgelig ikke kontrollere, hvad brugerne sender. Men vi logger IP-adresser på både afsendere og modtagere og kan overvåge, hvad der bliver sendt. Så vi er klar til at trykke på den røde knap, hvis nogen viser børnepornografi eller noget i den dur. Hvis der er hold i anklagerne, vil de blive meldt til politiet og kommer aldrig til at broadcaste hos os igen," fortæller Mikkel Dissing, RawFlows danske direktør.
Han påpeger dog, at RawFlow ikke vil mistænkeliggøre nogen fra starten. Derfor vil selskabet heller ikke skride til udelukkelse af sine medlemmer, med mindre der kommer anmeldelser om misbrug ved udsendelse af ulovligt indhold eller indhold, der er beskyttet af ophavsret.
"RawFlow har en pointe, fordi det sjældent er teknologien, der er ulovlig, men snarere brugen af den. Derfor kan jeg umiddelbart ikke vurdere, om selfcast lægger op til misbrug, for det er den praktiske brug, der er afgørende," siger juridisk repræsentant fra anti-piratgruppen, Joachim Kundert.
Advokat Kasper Heine fra advokatfirmaet Bender von Haller Dragsted, som er specialiseret inden for it-ret, kan heller ikke umiddelbart se noget juridisk galt med forretningsidéen men understreger samtidig, at den potentielt rummer tunge juridiske problemstillinger.
"Når det er direkte tv over nettet, så forhøjer man alt andet lige risikoen for misbrug, da der ikke er noget filter på, og de private broadcastere har ikke nødvendigvis kendskab til grænserne for, hvad der må og ikke må udsendes. Overtrædelserne kan være utallige og kan eksempelvis være transmission af ulovligt indhold, ophavsretligt beskyttet materiale uden samtykke fra rettighedshaverne, personfølsomme oplysninger eller billeder af andre uden deres tilladelse," siger Kasper Heine.
Spørgsmålet er bare, om det for politiet bliver som at lede efter nålen i høstakken, når de skal finde lovovertrædere på direkte net-tv, hvis et selskab som RawFlow alene får flere millioner tv-stationer.
OriginalModTime: 14-06-2007 14:51:08