Øvelse: Danske Banks datacenter brænder

Husker du at afprøve dit firmas beredskab? En øvelse, der simulerede brand i et datacenter hos Danske Bank, afslørede flere fejl i nogle af bankens vitale systemer.

Artikel top billede

Arkivfoto: Falck

Flere hundrede it-medarbejdere hos Danske Bank deltog lørdag aften i en øvelse, der simulerede brand i et af storbankens to datacentre.
 
"Vi lukkede for alle systemer i Ejby klokken 20.30, og så var det meningen, at alt skulle køre videre i det andet datacenter. Og det gjorde det meste sørme også," siger Peter Trier Schleidt, it-direktør hos Danske Bank.
 
Han fortæller, at systemerne havde nedetider på mellem 30 sekunder og op til nogle minutter alle de steder, hvor tingene virkede som planlagt.  
 
Heldigvis virkede blandt andet betalingskortenes trafik på tværs af landene upåklageligt. Netop betalingskortene er det mest kritiske at undvære en lørdag aften, fortæller it-direktøren. Dermed kørte Dankort og kreditkortbetalinger videre uden gener for koncernens mange bankkunder i en række lande.
 
"Vi havde faktisk slet ikke nogle udfald," siger Peter Trier Schleidt.  
 
Afslørede flere fejl
Til gengæld drillede et vigtigt system til bankens porteføljestyring, som ikke af sig selv kom op at køre igen på det andet datacenter. Systemet bruges af medarbejderne og indeholder oplysninger om investorer og aktier for mange hundrede milliarder kroner.  
 
"Det knoklede vi med i tre timer, før det kørte. Det gør ikke så meget en lørdag aften, for der bruger vi det ikke til noget. Men det kunne have været vigtigt, hvis det havde været en hverdag," siger it-direktøren. 
 
Øvelsen afslørede også en fejl, som betød, at forbindelsen til den fælles logon-tjeneste NemID ikke automatisk kørte videre på bankens andet datacenter.
 
"Vi fandt en fejl i vores setup på netværket. Så det tog et par timer, før vi var oppe igen på NemID, men vi havde vores backup-løsning," siger Peter Trier Schleidt, der fortæller, at kunderne var blevet advaret om mulige problemer gennem annonceringen af et servicevindue i perioden.
 
Ifølge Peter Trier Schleidt er en øvelse som lørdagens super god, fordi den kan afsløre problemer, der ellers ville dukke op den dag, øvelsen bliver alvor.

Lukkede serverne pænt ned

"Var det her sket i virkeligheden, var det blevet til et reelt kundeproblem. Nu fandt vi ud af, at vi havde et problem, og vi ved også allerede, hvad fejlen er. Nu er der bare nogen, som skal have det rettet, så det virker, når det sker i virkeligheden, siger Peter Trier Schleidt.
 
Derfor er beredskabsøvelser ifølge it-direktøren utroligt værdifulde, og derfor laver banken hvert år en øvelse.
 
Peter Trier Schleidt fortæller, at øvelsen var lavet med realisme for øje. Systemerne blev fysisk slukket. Dog blev serverne alle lukket pænt ned, da de ellers kan gå i stykker.  
 
For at give øvelsen et ekstra pift havde bankkoncernen i år taget datterselskabet Danicas systemer med i simuleringen.
 
"De kom pænt op igen," siger Peter Trier Schleidt, der er godt tilfreds med forløbet af lørdagens øvelse. 
 
Nye systemer mest risikable
Han fortæller, at banken typisk tager årets nytilkomne systemer med i øvelsen, fordi det er her, der er flest risici. Det er typisk også her, at fejlene dukker op.
 
Peter Trier Schleidt fortæller, at øvelsen næppe var overraskende for medarbejderne, fordi de på forhånd var blevet kaldt på vagt lørdag aften.
 
"Så de vidste godt, at de ikke skulle drikke rødvin, men de vidste ikke, hvad der skulle ske," siger Peter Trier Schleidt.
 
Bankens systemer kørte efter øvelsen videre på det andet datacenter indtil søndag frokost, hvor systemerne blev flyttet tilbage til det normale drifts-setup uden problemer.
 
"Hvis man skal være sikker på, at fejltolerance virker, så skal man have prøvet det af. Og det skal man gøre løbende," er it-direktørens budskab til kollegerne.

Læses lige nu

    Annonce

    Navnenyt fra it-Danmark

    Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation, har pr. 1. september 2026 ansat Alfredo Paladino, 32 år,  som Account Manager for det danske marked. Han skal især beskæftige sig med salg af Iduras MitID- og signaturløsninger i Danmark. Han kommer fra en stilling som Head of Business Development hos Goodwings. Han er uddannet kandidat i e-business. Han har tidligere beskæftiget sig med at opbygge Goodwings' kommercielle funktion og lede et internationalt BDR-team på 12 personer. Nyt job

    Alfredo Paladino

    Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation,

    Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation, har pr. 1. september 2026 ansat Maria Juliane Friedrichsen, 47 år,  som Office Manager. Hun skal især beskæftige sig med at holde overblik og sikre, at alt på kontoret kører, som det skal. Hun kommer fra en stilling som Office Manager hos Kontorhotellet H2M. Hun er uddannet professionsbachelor i ernæring og sundhed og har en korrekturlæseruddannelse. Hun har tidligere beskæftiget sig med korrekturlæsning og den daglige drift af kontorer. Nyt job

    Maria Juliane Friedrichsen

    Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation,

    Sophie Dalsgaard Myhrmann, er pr. 1. september 2026 ansat hos Elbek & Vejrup A/S som Project Manager i Logistik & Produktion. Hun skal især beskæftige sig med projektledelse indenfor logistik og produktion. Hun er nyuddannet cand.it, i IT, kommunikation og Organisation fra Aarhus Univeristet. Nyt job

    Sophie Dalsgaard Myhrmann

    Elbek & Vejrup A/S

    Elbek & Vejrup A/S har pr. 1. august 2026 ansat Nathalie Kajberg Knudsen som Supportkonsulent i Evita/Forsyning. Hun skal især beskæftige sig med support af Evita/Forsyning samt bidrage til videreudviklingen af supportsetup på Evita og Appia. Hun kommer fra en stilling som support indenfor Kundeadministration og Afregning hos KMD Easy Energy. Hun har tidligere beskæftiget sig med kørselskoordinering og kørselsledelse hos FKS Slamson og Godik. Nyt job

    Nathalie Kajberg Knudsen

    Elbek & Vejrup A/S