Facebook stor-opkøber Microsoft-patenter

Facebook vil købe en stor del af de mere end 900 patenter, som Microsoft for nylig har købt.

Artikel top billede

Computerworld News Service: Microsoft og Facebook har de seneste år indgået en hel del aftaler inden for både forretning, teknologi og annoncering. Mandag offentliggjorde de to selskabet at have indgået en aftale angående de patenter, som AOL for nyligt solgte.

Som en del af aftalen vil Facebook købe en god portion af de patenter, som Microsoft for nyligt købte fra AOL.

Facebook vil betale Microsoft 3,1 milliarder kroner for omkring 650 AOL-patenter og -patentansøgninger plus en licens til Microsofts resterende AOL-patenter og -patentansøgninger.

Tidligere på måneden indgik Microsoft en aftale om at betale AOL knap seks milliarder kroner for omkring 925 patenter og en ikke-eksklusiv licens til AOL's mere end 300 tilbageværende patenter.

De pågældende patenter dækker områder såsom online-annoncering, søgning, indholdsgenerering og -håndtering, sociale netværk, kortlægning, multimedia og streaming samt sikkerhed.

Når denne aftale med Facebook er endeligt indgået, vil Microsoft eje omkring 275 AOL-patenter og -patentansøgninger og have licens til Facebooks 650 patenter samt til AOL's omtrent 300 tilbageværende patenter.

Med denne Facebook-aftale genvinder Microsoft over halvdelen af sine udgifter til AOL-aftalen og opnår samtidigt sine mål, udtaler Microsofts juridiske chef, Brad Smith.

Smiths modstykke hos Facebook, Ted Ullyot, udtaler, at aftalen er endnu et skridt mod selskabets mål om at opbygge en patentportefølje.

Facebook og Microsoft er partnere på adskillige områder, da de har Google som fælles fjende inden for blandt andet sociale netværk, søgning, online-annoncering, mobilitet og cloud-applikationer.

Det er blevet populært blandt de store it-leverandører at bruge anseelige summer på at udbygge deres patentporteføljer som en proaktiv forsvarsforanstaltning mod potentielle immaterialretslige søgsmål.

Facebook står på nuværende tidspunkt overfor et sagsanlæg fra Yahoo, som hævder, at Facebook har krænket 10 af selskabets patenter. Dette sagsanlæg blev indgivet i marts og handler ifølge anklageskriftet om patenter, der dækker områder såsom online-annoncering. Nogle uger senere gav Facebook igen med et modsøgsmål også om patentkrænkelse.

En talskvinde for Yahoo fortæller via e-mail, at Facebooks køb af patenter ikke ændrer Yahoos sag.

"Selskaber, der køber patenter, står ofte i en svag position og tager disse skridt for at styrke deres porteføljer. Vi ser denne offentliggørelse som en bekræftelse af vores sag mod Facebook," siger hun.

Analytiker Brian Blau fra Gartner ser dog købet af patenter som et positivt tiltag for Facebook især i lyset af den kommende børsnotering.

Ved at styrke sin patentportefølje, som indtil videre har været tynd, forbedrer Facebook ikke alene sin juridiske position overfor Yahoo og andre eventuelle fremtidige sagsøgere, men selskabet gør også sig selv mere attraktivt for investorer, hvilket er et helt reelt behov hos det snart børsnoterede selskab.

"Det Facebook lige har gjort, er at styrke sin position på alle disse områder," siger Blau i et telefoninterview.

Microsofts motivation ser ud til at have været, at selskabet var et af de eneste med ressourcer til at købe AOL's patenter, selvom Microsoft ikke rigtigt havde brug for dem, vurderer han.

Microsoft vidste dog, at der stod en villig køber i kulissen, så Microsoft var i sikker forvisning om, at selskabet hurtigt kunne komme af med dem igen til Facebook, siger han.

For Facebook og alle andre store spillere på internettet er en patentportefølje selvfølgelig blot en foranstaltning, der skal beskytte immaterielle rettigheder, mens den faktiske succes kommer fra fortsat innovation og gennemførelse af forretningsstrategien, lyder det fra Blau.

Oversat af Thomas Bøndergaard

Læses lige nu

    Annonce

    Navnenyt fra it-Danmark

    Arctic Wolf Networks har pr. 3. august 2026 ansat Johnny Krogsboll som Head of Sales Engineering for Norden.Med base i Stockholm får han ansvaret for Arctic Wolfs samlede Sales Engineering-organisation i den nordiske region.<br /><br />Johnny Krogsboll skal være med til at udbygge Arctic Wolfs tilstedeværelse i Norden og hjælpe virksomheder og organisationer med at stå stærkere over for et stadig mere komplekst cybertrusselsbillede. Det skal blandt andet ske i tæt samarbejde med Arctic Wolfs vigtigste kanalpartnere i regionen.<br /><br />Gennem sin karriere har Johnny Krogsboll arbejdet med og rådgivet virksomheder hos blandt andre Hewlett-Packard, Trend Micro og Palo Alto Networks med fokus på at skabe konkret værdi af deres teknologiinvesteringer. Nyt job

    Johnny Krogsboll

    Arctic Wolf Networks

    Dansk AM Hub har pr. 1. november 2026 ansat Rasmus Pedersen som Chief Digital Officer. Rasmus skal især beskæftige sig med fokusudviddelse fra additive manufacturing til produktinnovation gennem AI, automatisering og andre nye teknologier. Rasmus er uddannet maskiningeniør med speciale i produktudvikling og med ph.d. i udvikling af modulære produktplatforme. Rasmus har tidligere beskæftiget sig med transformation og digitalisering i værdikæden fra produktudvikling til produktion. Nyt job

    Rasmus Pedersen

    Dansk AM Hub

    Lars Erik Larsen, it-arkitekt hos Jyske Bank, har pr. 29. juni 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i softwarekonstruktion på Aarhus Universitet via It-vest – samarbejdet. Færdiggjort uddannelse

    Lars Erik Larsen

    Jyske Bank