Artikel top billede

Guide: Sådan kommer du godt i gang med Windows 8

Windows 8 kan installeres i en virtuel maskine, i en dual boot-opsætning med dit aktuelle styresystem eller som en helt almindelig installation. Her er alle fordelene og ulemperne.

Læs også:

Windows 7 eller Windows 8: Sådan træffer du dit valg

Computerworld News Service: Hvis du har besluttet at kaste dig over Windows 8, så er det en god idé at bruge et øjeblik på at overveje, hvordan du vil gribe det an.

Du har nemlig tre måder at installere Windows 8 på:

Du kan (a) køre det i en virtuel maskine på dit nuværende styresystem, (b) køre det i en dual boot-opsætning side om side med dit nuværende styresystem, eller (c) foretage en fuld installation og overskrive dit nuværende styresystem.

Selvom disse tre valgmuligheder er af varierende kompleksitet, så er ingen af dem sværere end, at selv en Windows-nybegynder kan finde ud af det, og hver valgmulighed har sine fordele og ulemper.

I det følgende vil vi gennemgå hver af disse valgmuligheder.

Kør Windows 8 i en virtuel maskine

En af letteste måder at komme til at afprøve Windows 8 på, uden at det påvirker det eksisterende styresystem, er at installere det i en virtuel maskine.

Til dette formål behøver man ikke punge ud til VM-software såsom Parallels Workstation. Et gratis program ved navn VirtualBox kan det samme på nær nogle få mere avancerede funktioner.

En virtuel maskine er lige præcis, hvad navnet antyder. VM-software gør det muligt at installere og køre et styresystem direkte fra ens eksisterende styresystem.

Alt, man foretager sig i dette andet styresystem, er begrænset til dette virtuelle miljø. Når du er færdig med at lege med det virtualiserede styresystem, kan du meget nemt slette det igen.

Hvad end du gør i det virtuelle miljø, så vil det på ingen måde påvirke dit eksisterende styresystem. Du kan frit slette filer og ændre indstillinger. Når du herefter lukker den installation af Windows 8, der er installeret i den virtuelle maskine, så vender du tilbage til dit normale styresystem.

Ulemper ved den virtuelle installation

Men hvad er så ulemperne? For det første kræver det flere trin at konfigurere et virtualiseret styresystem end at installere Windows 8 almindeligt.

For at kunne køre Windows 8 kræver det meste VM-software for eksempel, at ens computer indeholder en processor, der understøtter hardware-virtualisering.

Herudover skal man sikre sig, at virtualisering er slået til i BIOS.

En hurtig og let måde at kontrollere disse ting er ved at downloade Microsofts officielle Hardware-Assisted Virtualization Tool og køre det som administrator. Dette værktøj vil oplyse, om din computer er forberedt til virtualisering.

For det andet skal du sikre dig, at din pc's komponenter kan klare mosten. Ikke alene skal din maskine opfylde Windows 8-systemkravene, den skal også kunne håndtere at have to styresystemer kørende samtidigt.

Den virtuelle maskine vil selvfølgelig køre på den samme fysiske hardware som dit eksisterende styresystem, og da de to styresystemer vil køre samtidigt, anbefaler vi, at du kun virtualiserer Windows 8 på en kraftig maskine, så du er sikker på at have nok systemressourcer.

Holder hardwaren?

Hvert styresystem skal helst have adgang til minimum tre gigabyte RAM.

Selv med en kraftig computer vil man sandsynligvis få en mindre end optimal oplevelse ved at køre Windows 8 i et virtuelt miljø.

Det betyder, at man kan opleve sporadiske grafiske forsinkelser og generelle problemer med ydeevnen.

Desuden kan det være forvirrende, hvis man kører sin VM i et vindue i stedet for i fuld skærm. Det skal også nævnes, at internetforbindelsen i Windows 8 nogle gange midlertidigt falder ud ved brug af VirtualBox.

At køre Windows 8 i et virtuelt miljø er en god måde at afprøve det nye styresystem på, så du kan beslutte dig for, om du vil tage skridtet fuldt ud, men det kan ikke gøre det ud for en fuld installation.

Windows 8 i dual boot-opsætning

Læs også:

Windows 7 eller Windows 8: Sådan træffer du dit valg

Det er ingen sag at installere Windows 8 side om side med dit eksisterende styresystem i en såkaldt dual boot-opsætning.

Det indebærer, at du installerer Windows 8 på en anden partition eller disk end dit eksisterende styresystem.

Når det sekundære styresystem er installeret, får du mulighed for at vælge, hver gang computeren genstarter, hvilket af de to styresystemer du ønsker at starte op.

Hvis du ikke selv vælger en af mulighederne, starter systemet automatisk det sidst installerede styresystem op efter nogle få sekunder.

Der er åbenlyse fordele ved denne tilgang: Du får adgang til to styresystemer i stedet for kun ét, og ydeevnen på det ene styresystem påvirkes ikke af det andet, fordi det altid kun er det ene af dem, der kører.

Ulemper ved dual boot

Hvad er ulemperne, så? Når du vælger at dual boote, kan det være besværligt at fjerne Windows 8 igen og vende tilbage til kun at bruge det gamle styresystem.

Hvis det blive relevant for dig, kan du bruge Windows' Boot Configuration Data Store Editor (bcdedit.exe) til at sikre dig, at det i det hele taget er muligt at starte det gamle styresystem op igen, efter du har afinstalleret Windows 8.

Med andre ord skal du ikke uden videre slette Windows 8-partitionen.

Det kommer også til at fylde meget på din harddisk at have to separate styresystemer installeret.

Et program, der er installeret på det ene styresystem, er ikke tilgængeligt fra det andet. Derfor kan du udover de to styresystemer også få brug for at installere en række programmer to gange.

Ikke desto mindre er denne tilgang en velkendt metode til at benytte sig af to forskellige styresystemer, hvis man absolut har brug for dem begge.

Vi kan helhjertet anbefale at dual boote, hvis pladsmangel ikke er et problem. Hvis det er tilfældet, så er det måske alligevel på tide at udvide med en ekstra harddisk.

Fuld installation af Windows 8

Læs også:

Windows 7 eller Windows 8: Sådan træffer du dit valg

Hvis du er klar til at vinke farvel til dit eksisterende styresystem og tage springet til Windows 8, så er det en fuld installation, der er brug for.

Det er utroligt nemt og hurtigt at installere Windows 8. Først skal du dog lige sørge for at tage backup af alle vigtige filer fra dit eksisterende styresystem.

Du skal også tage stilling til, om du skal opgradere det eksisterende styresystem til Windows 8 eller fortage en helt ny installation.

En opgradering vil forsøge at bibeholde de gamle filer og indstillinger. Hvor stor en del af den gamle oplevelse, der bliver bibeholdt, afhænger af, hvilken version af Windows, du kører i forvejen:

Hvis du opgraderer fra Windows 7, vil Windows 8 forsøge at bibeholde alle dine personlige dokumenter samt alle installerede programmer.

Hvis du derimod opgraderer fra Vista eller XP, vil Windows 8 kun bibeholde dine personlige dokumenter, og du bliver derfor nødt til at geninstallere alle eventuelle programmer.

Ren installation er det optimale

Hvis du foretager en helt ny installation, så slettes det gamle styresystem og alle dine filer og du ender med en helt skinnende ren og splinterny installation af Windows 8.

Mere erfarne brugere, som er ude efter at få vasket tavlen ren - eller som er bange for at få det nye systems ydeevne ødelagt af gamle drivere, der måske føres med over fra Windows 7 - bør vælge en ren installation.

Det er også en god måde at få ryddet alt det rod af vejen, der samler sig i årenes løb. For eksempel kan man have en masse programmer installeret, som man faktisk aldrig bruger.

Men ellers har Microsoft forbedret opgraderingsprocessen, så det ikke er specielt besværligt at overføre alle sine gamle filer og indstillinger til den nye Windows 8-installation.

Efter opgraderingen er det dog stadig en god idé at kontrollere, om det hele er gået efter planen.

Vi kan også anbefale, at man går ind på producenternes egne websteder for at finde drivere til de forskellige systemkomponenter såsom grafikkort, lydkort, hovedkort og så videre.

Men sørg for at lave backup af dine filer og indstillinger, før du opgraderer. Selvom opgraderingen måske gemmer din yndlingsbrowser, så er det ikke sikkert, at dine bogmærker bliver overført.

Det er ikke til at sige, om det er bedst for dig at opgradere eller foretage en helt ny installation.

Begge valgmuligheder har visse fordele og ulemper. Derfor er det op til dig selv at afgøre, hvilken løsning der er bedst i netop din situation.

Konklusion

Hvis du i første omgang bare er interesseret i at afprøve Windows 8, så kan det anbefales at installere det nye system i et virtuelt miljø.

På den måde kan du nemt slette det igen uden at det påvirker dit eksisterende styresystem.

Hvis du gerne vil køre Windows 8 men samtidig beholde dit gamle styresystem, så kan det fint lade sig gøre med en dual boot-opsætning.

Men vær opmærksom på, at det tager ekstra meget plads på din harddisk. Hvis du er klar til at tage springet til Windows 8, så har du muligheden for enten at opgradere eller starte helt på en frisk.

Oversat af Thomas Bøndergaard

Læs også:

Windows 7 eller Windows 8: Sådan træffer du dit valg




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere