Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
I maj 2025 kom det frem, at chefanklageren ved Den Internationale Straffedomstol i Haag havde mistet adgangen til sin Microsoft-mail, efter at USA havde indført sanktioner mod ham.
Domstolen har siden meddelt, at den vil erstatte Microsofts software med openDesk, en kontorpakke udviklet i et tysk offentligt initiativ.
I årevis har bekymringen over amerikansk teknologi handlet om adgang til data.
Sagen fra Haag fortalte noget andet: at en udenlandsk regering via en leverandør i praksis kan slukke for de værktøjer, en offentlig institution arbejder med.
Man kunne forvente, at det ville udløse alarm. I stedet sker der stille bevægelser, drevet af økonomi, strategi og geopolitisk uro.
Digitaliseringsministeriet er begyndt at erstatte Microsoft Office med LibreOffice, Københavns Kommune har sat gang i en gennemgang af sit Microsoft-forbrug, og Aarhus er begyndt at udfase dele af Microsofts tjenester.
Ingen minister har erklæret undtagelsestilstand.
Og det er der mange gode grunde til.
Et opgør kræver alternativer
Den første er diplomatisk.
Det har en pris at erklære mistillid til virksomheder fra den stat, Europa er afhængig af sikkerhedspolitisk, og en omstilling tager år, hvor samarbejdet med de eksisterende leverandører skal fungere. Danmark har måske netop givet et bud på, hvordan en stille tilgang kan se ud.
Efter mere end et år med amerikanske trusler mod Grønland forhandlede danske, grønlandske og amerikanske repræsentanter i månedsvis uden store armbevægelser, og aftalen fra september holder Grønland i rigsfællesskabet.
Prisen kan diskuteres, men forløbet rummer tre lærepunkter. Find løftestangen: Washington havde brug for en sejr, der kunne fremvises.
Fokuser på det, der betyder noget: at Grønland forbliver i rigsfællesskabet. Og tænk ud over den politiske dagsorden: Aftalen skabte ingen danske helte, og det var heller ikke meningen.
Den anden grund er mere jordnær. Det hjælper imidlertid ikke meget at erklære sig uafhængig af Microsoft, hvis der ikke findes et realistisk alternativ.
En regering, der erklærer sin kontorsoftware for en sikkerhedsrisiko uden at have folk, der kan udvikle, drive og supportere et alternativ, har skabt en krise, den ikke selv kan løse.
Samtidig er tidspunktet det rette.
EU-Kommissionen har i år foreslået lovgivning, der skal sikre, at følsomme offentlige data ligger hos udbydere kontrolleret i EU, og åbne alternativer som openDesk og LibreOffice er gået fra hobbyprojekter til daglig drift i offentlige myndigheder. Og selve begrebet er til forhandling. Microsoft har netop lanceret en specialisering i "digital sovereignty" for sine partnere.
Hvis Europa vil have reel digital suverænitet, kræver det mere end nye produkter, der lever op til europæiske regler.
Det kræver også, at vi selv har kompetencerne til at udvikle og drive den digitale infrastruktur. Diskussionen handler derfor også om, hvad vi egentlig mener, når vi taler om digital suverænitet.
Teknologistakken er en skygge
En teknologistak er de lag af teknologi, det offentlige hviler på: chips, datacentre og cloud nederst, login-systemer, kontorprogrammer og fagsystemer øverst.
Afhængigheden varierer fra lag til lag. Tre amerikanske selskaber sidder på over 70 procent af det europæiske cloudmarked.
Til gengæld kommer de maskiner, verdens mest avancerede chips fremstilles med, fra nederlandske ASML. Europa er altså afhænfigt af amerikansk teknologi på flere områder, men afhængigheden går ikke kun én vej.
Målet er derfor ikke, at Europa laver alt selv, men at vi kan skifte: forstå, drive og ændre de teknologier, vi bruger, og forlade dem igen.
Men ser vi kun på teknologien, overser vi en væsentlig del af problemet. For spørgsmålet er også, hvem der faktisk kan udvikle, drive og vedligeholde den.
Bag hvert lag, et land reelt selv kan drive, står mennesker, der kan udvikle det, holde det kørende, reparere det og undervise andre i det.
De bliver uddannet og fastholdt af et økosystem af virksomheder, udviklere, supportfunktioner, uddannelser og undervisere. En open source-licens giver retten til at ændre koden, men den er ikke meget værd uden et økosystem, der kan gøre det.
De amerikanske leverandører har et sådant økosystem, opbygget gennem årtier: certificerede partnere, konsulenter og en arbejdsstyrke, der har lært sit fag på deres produkter.
Samtidig er der en selvforstærkende effekt i den teknologi, vi vælger. Den danske offentlige it-arbejdsstyrke kan Microsoft, fordi teknologistakken har været Microsoft. Hver generation lærer de systemer, den møder.
Det er en af grundene til, at afhængigheden er så svær at bryde.
Men mekanismen kan også bruges den anden vej: Når det offentlige begynder at bruge åbne systemer, opbygger medarbejdere og leverandører samtidig erfaring med dem. Det gør det lettere at vælge andre løsninger næste gang.
Det stille projekt
Europa kan erstatte amerikanske leverandører med europæiske giganter, eller bygge på åben kode, lokale kompetencer og fælles infrastruktur, hvor europæiske virksomheder er udviklere og integratorer snarere end nye gatekeepere.
Jeg argumenterer for det sidste, fordi offentlige penge så kan finansiere offentlig kode. Men koden er kun så stærk som de mennesker, der kan drive den.
De tre lærepunkter fra Grønland peger på tre principper.
Find løftestangen. For det offentlige er det kontraktfornyelsen. Hver fornyelse bør indeholde exitmuligheder, åbne standarder og ret til at tage data med.
Fokuser på det, der betyder noget: mennesker og kompetencer. EU's open source-strategi afsætter to milliarder euro over syv år, mens de amerikanske cloudgiganter investerer omkring ti milliarder euro i Europa hvert kvartal.
Forskellen kan imidlertid ikke reduceres til et spørgsmål om investeringsniveau. Det kræver offentlige open source-enheder, betalte vedligeholder og uddannelser i de teknologier, det offentlige vil bruge.
Den tredje opgave er måske den vanskeligste: at bygge noget, der kan overleve skiftende regeringer og politiske prioriteter. Kontrakter forhandles formelt med leverandører, men i praksis med sagsansvarlige, der måles på kvartalsmål, og inden for en geopolitik styret af politikere med valgperioder på to, fire eller seks år. Politikere, embedsmænd og leverandører arbejder alle inden for relativt korte tidshorisonter. Opbygningen af teknologisk kapacitet tager derimod flere årtier. München flyttede sin administration til Linux og vendte senere tilbage til Windows. En omstilling, der overlever sine ophavsmænd, er sværere at rulle tilbage. Det kan vi godt sige højt. Det kræver ikke nødvendigvis en storpolitisk erklæring. Det afgørende er, at arbejdet fortsætter over tid.
Digital suverænitet er en fælles europæisk teknologistak, der er driftssikker nok til, at det offentlige kan bygge sin hverdag på den. Det økosystem, der bærer den, kan ikke købes i ét udbud eller skabes i én tale. Det skal bygges gradvist op – blandt andet gennem de valg, det offentlige træffer, hver gang en kontrakt skal genforhandles. Så næste gang en udenlandsk regering rækker ud efter kontakten, er der ikke længere noget, den kan slukke.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.