Jeg tyvstartede lidt i år.
Redaktionsmødet, hvor Computerworlds litterære sommer-kanon anno 2018 skulle smedes, nåede undertegnede ikke, før klipklapperne og solcrèmen allerede var pakkede. Destination: Georgiens vindistrikter og vilde vover hen ad Kaukasus-bjergenes smalle stier.
Lidt godt at læse i blev der behov for. Bjerg-vejr er nemlig lunefuldt vejr.
Med langt til Wi-Fi hotspots og 4G-forbindelser, var mobilen front-loadet med Christian Jungersens ’Du forsvinder’ fra 2012 og svensk-fødte Max Tegmarks ’Life 3.0: Being Human in the Age of Artificial Intelligence’ fra 2017.
Se også: Min sommerferie-læsning: "Et utroligt eventyr, der begynder i kulde"
Sart fedtvæv
Mødet med Jungersen tredje roman vækker minder om mit første bekendtskab med forfatteren, dengang hans daværende bestseller ’Undtagelsen’ hittede.
Han skriver fortsat enkelt, skarpt og indlevende, hvilket er et must i sommerheden – særligt når emnet er komplekst og brutalt.
Emnet er denne gang den sarte, blævrende fedtklump vi kalder hjernen, rummer alt det vi forbinder med at leve. Tro, drømme, følelser, sjæl, viden og selvforståelse. Og meget, meget mere.
Derfor er det også noget skidt, når en tumor gnasker sig igennem dele af den.
Det er romanens præmis, når hovedperson og fortæller Mias mand, Henrik, får beskadiget en del af frontallapperne.
Som læser trækkes man ubønhørligt igennem den svære lidelses næsten fatale konsekvenser, den svære genoptræning og de svære valg som Mia må træffe. Familie, venner og andet netværk testes til bristepunktet.
Det er brutalt, men samtidig lærerigt, for Jungersen benytter sig af snedige tricks som livstro avisudklip, passager fra lærebøger om lidelsen og andet umiddelbart tørre fakta, som giver både indsigt i hjernens maskineri og et tiltrængt pusterum fra de voldsomme følelser.
Brutalt manipulerende maskinhjerner
En anden snigende trussel mod vores hjerner kommer udefra.
Den såkaldte teknologiske singularitet, hvor maskinernes kunstige intelligens på eksplosiv vis vil udkonkurrere menneskehedens ditto.
Idéen stammer tilbage fra 60’erne, hvor det allerede dengang blev spekuleret i at kunstig intelligens på et tidspunkt vil blive så kompetent, at den vil kunne forbedre sig selv til evner, som er hinsides vores begrænsede intelligens. Når den dertil er løbet kørt for menneskeheden, vurderer de mest pessimistiske eksperter.
Der er dog nogen tid endnu, før det sker.
I mellemtiden er der myriader af AI-drevne snubletråde og øvrige udfordringer for menneskeheden som vil skulle adresseres. Dem forsøger den svenskfødte astrofysikker og kosmolog Max Tegmark at kortlægge i hans anden bog ’Life 3.0’.
Her er præmissen at kunstig intelligens, allerede i sin nuværende primitive form, kan ændre radikalt på vores samfund, vores selvforståelse og hvordan vi lever.
I stedet for at bekymre os om dræberrobotter, skal vi være bekymrede for horderne af bots som på hypermenneskelig vis vil kunne spille bedre på vores følelsesmæssige tangenter end vores egen mor”, Noterer The Guardians Yuan Noah Harari i sin anmeldelse.
”Det kan ende i dommedag ved shopping”, lyder hans pessimistiske udlægning.
Læs også: Min sommerferielæsning: Hvordan ser en fremtid uden arbejdspladser ud?
