Hvis man på noget tidspunkt har forsøgt at aktivere sine indre healing-kræfter efter en hård julefrokost, ved at gøre brug af kombinationen af junkfood, cola og actionfilm, ved man også at sidstnævnte skal være af en helt særlig slags.
Her må ikke være for meget handling, historien skal være skrevet af en person uden forståelse for den slags og actionscenerne skal helst indeholde kindheste og massive eksplosioner.
Skulle man på noget tidspunkt have haft lyst til at skifte actionfilmen ud med et spil i stedet, er der nu et klokkeklart bud hvilket man bør vælge, for Just Cause 4 er ufortrødent spilvarianten af den aldrende DVD-samlings dummeste og til tider mest fornøjelige actionbrag.
Rico Rodriguez er omdrejningspunktet for det hele. En mandsperson uden for meget at sige, der dog bedre end de fleste andre kan finde ud af at betjene fartøjer, automat-geværer og sprængstoffer på en sådanne måde, at han tilkaldes hver gang den lokale, friheds-undertrykkende diktator skal have et rap over nallerne.
Her kunne man måske fristes til at tro at historien ville forsøge at pakke det hele yderligere ind for ikke at virke for simpel, men simpliciteten synes at være fortællings bedste følgesvend hele vejen gennem, men en et ønske om aldrig at spænde ben for spillets egentlige trækplaster: at sprænge alt i stumper og stykker.
Som det efterhånden forventes af denne type actionspil i tredjeperson, går der ikke mange minutter før man bliver sluppet løs i en fri spilverden, hvor målet er at hjælpe nogle frihedskæmperne med at generobre deres territorier, fra den slags knapt så farlige fjender der ser ud som var de stukket af fra en G.I. Joe-tegnefilm.
Se også: Hitman 2 anmeldelse: En problematisk fortid spænder ikke ben for elegante snigmordere
Værktøjerne der bruges til at genvinde friheden, er så absolut et af højdepunkter i Just Cause 4 og giver rig mulighed for at lege infernalsk Georg Gearløs allerede første gang man selv tager kontrollen.
Foruden maskingeværer, autokanoner og raketværn, der denne gang alle har sekundære funktioner, er man også allerede fra starten udstyret med seriens klassiske gribekrog.
Hovedpersonens evner med denne betyder at man let og hurtigt kan nå toppen af selv den højeste bygning, eller kapre en frit flyvende helikopter på sekunder. I kombination med både faldskærm og wingsuit, har man yderligere mulighed for at krydse store distancer på kort tid.
Endnu sjovere bliver det dog når man begynder at låse op for nogle af gribekrogens alternative funktioner. Her får man eksempelvis muligheden for at kæde både fjender, fartøjer og bygninger sammen med stålwirer, sende dem til vejrs med tyngdekrafts ignorerende balloner, eller påmontere dem små raketmorer og sender dem mod den nærmest klippeside.
Kombinationerne af disse forskellige egenskaber giver mulighed for at improvisere sig gennem de fleste udfordringer på virkelig original vis, og når man først er begyndt at se mulighederne er der nærmest ingen vej tilbage.
En container kan eksempelvis hurtig forvandles til et improviseret fly når først man påsætter den et par balloner, raketmorer og fjender som ballast. Andetsteds kan fjender wires sammen, for til sidst at påmontere dem et par balloner og vente på at et vindstød vil blæse dem mod varmere klimaer.
Der er en grund til at Just Cause-serien i lang tid har været en favorit på Youtube, fordi innvativ brug af de forskellige evner ofte resulterer i nogle virkeligt morsomme situationer, af en slags man sjældent oplever i andre spil.
Desværre virker det også som om at fokusset på de frie rammer er gået ud over oplevelsens mere basale virkemidler, for mange af de elementer som man ser i mere gængse actionspil halter en smule det nyeste Just Cause.
Gør man eksempelvis brug af de mange skydevåben, vil man opleve et særdeles kedeligt bud på genren, hvor ingen af de mange våben synes at have vægt, og al dynamik nærmest forsvinder fra den omkringliggende verden. Ligeledes fungerer historien og dialogen også kun hvis man selv kvikker den op gennem de mange løjerlige situationer, for begynder man at ligge for meget mærke til den, vil begge dele opleves så ligegyldige at de nærmest bliver irriterende.
En sidste ting man bør vide før et potentielt køb er at spillet også stadig lider af en del fejl og mangler, som endnu ikke er blevet fikset via en opdatering eller to.
Menuerne i PC-udgaven er ikke blevet konverteret ordentlig fra konsol-udgaverne, så man aldrig er helt sikker på om ens valg er registreret. Fysikken i spillet går nogle gange amok, med komplet ukontrollerbare resultater. Og så er der grafikken der fra tid til anden virker som om den mangler overflader og effekter, mens den på andre tidspunkter fremstår så pixeleret at man skulle tro man havde set opløsningen ned under HD-standarden.
Just Cause 4 er virkelig sjovt hvis man ikke har brug for meget mere end et par løse rammer og lysten til at forvolde maksimalt kaos. Mulighederne man bliver givet for den slags er mange, originale og ofte velvirkende. Hvis det dog samtidigt havde været muligt også at få udglattet de mange problemer, samt tilføjet det hele en mere solid og afrundet grundpakke, havde det samlede resultat også fremstået som en nemmere anbefaling.
Læs også: Spider-Man anmeldelse: Når tegneserien bliver spilbar
