Morgen-briefing: GN Audio spurter frem / Hedeselskabet udskiller digital analyseplatform i nyt selskab og søger folk / Nordisk Film hælder 70 millioner i svensk computerspilselskab / Saxo Bank satser på crowdsourcing

Morgen-briefing: GN Audio spurter frem / Hedeselskabet udskiller digital analyseplatform i nyt selskab og søger folk / Nordisk Film hælder 70 millioner i svensk computerspilselskab / Saxo Bank satser på crowdsourcing / Presset Huawei har 22 5G-kontrakter i hus / Oracle beskylder ministerium for at favorisere Amazons cloud

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Mornings fra Amager og Computerworlds fremskudte lyttepost. Her det tidlige it-nyhedsoverblik denne tirsdag morgen.

GN Audio spurter frem

2018 har været et forrygende år for headset-producenten GN Audio, som har overgået både ledelsens og markedets forventninger i begyndelsen af året, skriver Børsen.

Det er især de forbrugerrettede produkter, som har haft fremgang efter flere år med negativt bidrag til væksten. Produkter til forbrugerne udgør 20 procent af den samlede forretning og udviste i tredie kvartal en tociftret vækst.

Den samlede organiske fremgang i væksten i de tre første kvartaler var ifølge Børsen 19 procent. Samlet set forventer GN Audio en organisk vækst på 16-19 procent for 2018 og en driftsmargen på over 18 procent.

Hedeselskabet udskiller digital analyseplatform i nyt selskab og søger folk

Hedeselskabet udskiller et nyt selskab kaldet APX10. Det udvikler og markedsfører en cloudbaseret softwareløsning, der gennem kunstig intelligens optimerer forsyninger og infrastrukturvirksomheders investeringer ved at kombinere Business Intelligence, analyser og risikovurderinger på tværs af forsyningsnetværk. Det skriver selskabet i en pressemeddelese.

APX10 har gennem det seneste år været en del af Hedeselskabets datterselskab Orbicon.

Selvom selskabet er nyt, er løsningen allerede i 2018 blevet taget i brug hos en række danske vand-, spildevand- og fjernvarmeforsyningsselskaber, og der er ligeledes stor interesse fra udlandet.

Løsningen analyserer store mængder data fra bl.a. forsyningsselskabernes egne systemer, offentlige datakilder og sensorer og giver forsyningsselskaber mulighed for at forudsige problemer i deres ledningsnet, før de opstår.

Den voksende efterspørgsel har også øget behovet for yderligere kompetencer, og derfor søger APX10 allerede nu efter nye medarbejdere til virksomheden, som i dag består af syv medarbejdere.

Nordisk Film hælder 70 millioner i svensk computerspilselskab

Med en investering på godt 70 millioner. kroner har Nordisk Film øget sin ejerskabsandel af det svenske computerspilselskab Star Stable Entertainment AB.

Nordisk Film ejer nu 40 procent af selskabet, som står bag et globalt online-hestespil til børn og unge, skriver selskabet i en pressemeddelse.

Selskabet står bag online-hestespillet Star Stable Online, som har 14,8 millioner brugere i 182 lande.
"Vi kan rigtig godt lide selskabet. Hele holdet præsterer meget flot, og efter at have været ombord i seks måneder var vi ikke i tvivl om, at vi gerne vil være endnu mere involveret i Star Stables videre rejse. Vi tror på, at Star Stable Online har potentialet til at nå nye markeder og tilbyde en fantastisk og eventyrlig oplevelse på hesteryg til endnu flere børn og unge over hele verden," siger Martin Walfisz, der er senior partner i Nordisk Film Games.

Saxo Bank satser på crowdsourcing

Saxo Bank har indgået samarbejde med Wipro-virksomheden Topcoder, der er verdens største talentnetværk og crowdsourcing-platform for dataeksperter, programmører og designere til gennemførelse af bankens program for digital transformation, skriver banken i en pressemeddelse.

Samarbejdet vil blandt andet hjælpe banken med at sikre resultater af høj kvalitet gennem adgang til Topcoders netværk med mere end en million designere, udviklere og teknologiarkitekter, som vil byde på de enkelte opgaver og levere designkoncepter, prototyper og click-through-apps.

"Det er afgørende for os hurtigt at kunne afdække en innovativ idé og handle på den for at forblive helt i front på teknologikurven og fortsat levere en unik digital kundeoplevelse. Crowdsourcing-modellen og samarbejdet med Topcoder hjælper os med at føre vores ambitiøse strategi og innovationsprojekter ud i livet", siger Richard Douglas, der er Global COO, Group IT hos Saxo Bank.

Presset Huawei har 22 5G-kontrakter i hus

Telemastodonten Huawei har trods massivt amerikansk pres på sine allierede om at droppe Huawei alligevel formået at hive 22 kontrakter om 5G-udstyr hjem, skriver Børsen.

Senest har selskaber i Portugal og Polen skrevet under. Huawei fortæller også, at selskabet samarbejder med flere end 50 teleudbydere om at teste 5G.

I Polen er det T-Mobile, som har sat 5G-udstyr fra Huawei i drift. Deutsche Telekom har ellers netop meddelt, at selskabet vil revurdere sin leverandørliste under indtryk af den aktuelle debat om Huaweis udstyr.

Oracle beskylder ministerium for at favorisere Amazons cloud

Oracle hiver det amerikanske forsvarsministerium i retten med beskyldninger om at favorisere Amazon, skriver Finans.

Striden drejer sig om en cloud-kontrakt til en værdi af ti milliarder dollars. Oracle mener angiveligt, at ministeriet favoriserer Amazons løsninger.
Der er tale om en af de mest betydelige kontrakter til forsvaret i årevis. Projektet kaldes Joint Enterprise Defense Infrastructure - i daglig tale JEDI.

Læses lige nu

    Annonce

    Annonceindlæg fra Barco

    Hvorfor enkelhed er den stille drivkraft bag succes på hybride arbejdspladser

    Hvordan usynlig teknologi forvandler sikkert hybridarbejde til en daglig virkelighed

    Navnenyt fra it-Danmark

    Elbek & Vejrup A/S har pr. 15. august 2026 ansat Anne-Sofie Andreasen som Project Manager i Projekt & Service. Hun skal især beskæftige sig med ledelse og koordinering af projekter og serviceopgaver. Hun kommer fra en stilling som konsulent med fokus på digitale løsninger hos XFLow. Hun er uddannet cand.it. i IT, Kommunikation og Organisation. Hun har tidligere beskæftiget sig med analyse, udvikling, test og implementering af løsninger samt udarbejdelse af brugervejledninger. Nyt job

    Anne-Sofie Andreasen

    Elbek & Vejrup A/S

    Sophie Dalsgaard Myhrmann, er pr. 1. september 2026 ansat hos Elbek & Vejrup A/S som Project Manager i Logistik & Produktion. Hun skal især beskæftige sig med projektledelse indenfor logistik og produktion. Hun er nyuddannet cand.it, i IT, kommunikation og Organisation fra Aarhus Univeristet. Nyt job

    Sophie Dalsgaard Myhrmann

    Elbek & Vejrup A/S

    Norriq Danmark A/S har pr. 2. februar 2026 ansat Andreas Dyngberg Pedersen som Solution Architect. Han skal især beskæftige sig med at sætte de overordnede rammer for leverancerne med afsæt i best practice og skalerbarhed. Han kommer fra en stilling som Solution Architect hos Impact commerce. Han er uddannet Hos EUC Syd som Datatekniker og Programmering. Nyt job

    Andreas Dyngberg Pedersen

    Norriq Danmark A/S

    Norriq Danmark A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Ida Laursen som Junior Consultant. Hun skal især beskæftige sig med at understøtte vores konsulenter med praktiske og analytiske opgaver på diverse kundeprojekter. Hun kommer fra en stilling som Webassistent hos PWT Group A/S. Hun er uddannet bachelor i International Virksomhedskommunikation og er i gang med en kandidat i IT-ledelse. Hun har tidligere beskæftiget sig med kommunikation og webindhold. Nyt job

    Ida Laursen

    Norriq Danmark A/S