Test: BenQ´s farveægte og lysstærke 4K-skærm er en ægte vinder

Test: 4K skærme med IPS-paneler er stadig dyrt legetøj. Men arbejder du meget foran din skærm er det til gengæld en af de bedste gaver du kan give dig selv. Det viser vores test af BenQs flotte PD2720U.

Artikel top billede

Der er lysår fra min første Toshiba-bærbare med 80286 processor og to-farvet plasmaskærm til den Surface Book 2 jeg bruger i dag.

Og fra min første smartphone, en hundedyr og gumpetung Siemens SX45, til den iPhone, der i dag bor i min lomme.

Jeg er, som de fleste andre, kort sagt omgivet af transportabelt udstyr, der er mere potent og veldesignet, end jeg har turde drømme om.

Alligevel er det som regel min stationære pc, som jeg tænder, når der virkelig skal arbejdes - uanset om der skal jongleres med flere Excel-ark, justeres foto i Lightroom, eller når der skal skrives artikler som denne.

Måske er det alderen, der trænger sig på: De trætte øjne, der har brug for en større skærm.

Den værkende ryg, som gør det til en plage at sidde sammenkrøbet på en sofa med en bærbar på skødet i timevis. Eller måske er det bare det faktum, at en veludstyret stationær pc med et par gode store skærme gør mig mere effektiv - næsten uanset hvad opgaven går ud på.

En smule konservativ på hardware-fronten

Så sid bare der på din lånte sofa i et kreativt co-working space med din Macbook på skødet iført lidt for korte bukser og med dit lidt for lange skæg og kald mig en dinosaur.

Jeg kan tage det, for jeg sidder i læ af mine store skærme.

Så når det kommer til arbejdsrelateret hardware, skammer jeg mig ikke over at være en smule konservativ.

Men jeg må med skam erkende, at jeg nok har været for konservativ.

På udkig efter en farveægte 4K-skærm

Så da en af mine to ældre 30 tommer-skærme med en opløsning 2.560 x 1.440 opgav ævred var det tid til at kigge på de 4K-skærme, som jeg længe havde ignoreret på grund af prisen og en ide om, at forskellen var begrænset.

Derfor har en BenQ DesignVue PD2720U på 27 tommer og en opløsning på 3.840 x 2.160 pixels nu i to måneder prydet mit skrivebord.

Og det har den gjort godt.

Først og fremmest fordi BenQ har designet en pæn skærm med meget tynde kanter.

Og mens der ikke er tale om en såkaldt designer-skærm, så er foden i aluminium og den tynde ramme i sort plast med til at skabe et enkelt og elegant look.

Efter et længere tilløb har Windows og de enkelte softwarefirmaer også fået styr på deres skalering, så brugerfladen trods den store opløsning ikke skrumper unødvendigt ind.

Det vigtigste på en hvilken som helst skærm er dog det, der vises på skærmen.

Og her skuffer PD2720Us IPS-panel ikke.

Farverne, som er fabrikskalibrerede, står klart, flot og så præcist, som de skal på en professionel skærm, hvor tricks med at skrue op for farverne ikke accepteres.

Selv angiver BenQ at PD2720U dækker 100 procent af sRGB farverummet og 96 procent af P3.

Det er noget, som andre uafhængige test bekræfter stemmer ganske godt.

Farverne er selvfølgelig underordnede, hvis du bare skal have en 4K-skærms høje opløsning, så du kan klemme et par ekstra kolonner ind i dit Excel-ark.

Men arbejder du professionelt med design eller er du som undertegnede entusiastisk fotograf, skal farverne være præcise.

Flere farverum samtidig på skærmen

Her har PD2720U et trick oppe ærmet.

For farver er ikke bare farver, men relaterer sig til det farverum, som du arbejder i.

Med det medfølgende puk-lignende joystick kan du derfor med et par nemme tryk dele skærmen op, sådan at den ene side er den fabrikskalibrede indstilling, mens den højre er sRGB eller lignende.

Det er måske en mindre ting for mange, men funktionen gør det nemt at se, hvordan det, som du arbejder med, vil se ud på andre skærme.

Pukken, som placeres under skærmen og forbindes med et enkelt kabel, gør desuden navigationen i PD2720U's menuer til en leg.

Nu er skærmmenuer ikke noget, som man besøger hver dag, men pukken gør det nemt at skrue ned for lysstyrken, hvis du arbejder om aftenen eller lydstyrken i de indbyggede højtalere (2 x 2W).

Især lysstyrken er rar at have lige ved hånden, for PD2720U er meget lysstærk - så lysstærk, at jeg efter skiftet kortvarigt, troede, at min ældre HP LP3065--skærm var ved at stå af.

For en entusiastisk fotograf som undertegnede er det dog både farverne, kontrasten, lysstyrken og skarpheden, der har gjort en forskel.

Især ved fotoredigering har undertegnede fået øjnene op for de små forskelle i skarpheden mellem de enkelte objektiver i kameratasken – og det til trods for en normal minutiøs granskning af fotos.

Bagsiden er selvfølgelig, at de andre skærme, som du ellers omgiver dig med, kommer til at virke uskarpe og halvmørke, når du skifter til dem.

Her kommer selv den glimrende skærm på Surface Pro 2 15” til kort – og blandt undertegnedes andre skærme er det kun den nye iPad Pro 12 tommers udgave, som kommer blot tæt på.

Skærmen leverer 4K - gør dit grafikkort?

Med hensyn til spil, så vil de fleste yngre gamere sandsynligvis vrænge på næsen af PD2720U's fem millisekunders opdateringshastighed.

Men for os, der blev blæst bagover af grafikken og farverne på Commodore 64, er den slags unødig støj, for PD2720U passer fint til denne testers adstadige tempo i spil som Battlefield V.

Der er dog den lille detalje, at skærmens naturlige opløsning er 4K eller 3.840 x 2.160.

For selv kombinationen af en af Intels kraftigste CPU'ere og et Nvidia 1060 6 Gb grafikkort er ikke i nærheden af at skabe en spilbar opløsning ved den opløsning.

Er du ikke parat til at smide 4.000-5.000 kroner til et grafikkort oven i skærmens pris på cirka 8.000 kroner, kan en mindre opløsning dog gøre det.

Og PD2720U klarer da også Battlefield V i en opløsning på 2.560 x 1.440 uden synlige nykker - eller i hvert fald uden nykker, som jeg kan opdage samtidig med, at jeg til fods jagtes af en Tiger-tank.

Stik til det meste

Selve forbindelsen til skærmen kan ske via HDMI 2.0 (2 stk), DisplayPort 1.4 (1x) og der er desuden indbygget en USB 3.1 Hub i skærmen.

En smart detalje er desuden, at PD2720U har et USB C / Thunderbolt 3-stik, som gør, at min Surface Book 2 15” kan kobles direkte til skærmen samtidig med, at skærmen fungerer som en 65 watts-lader.

Du behøver derfor ikke nødvendigvis at have en stationær pc for at få den fulde glæde af en PD2720U - hvor nødigt jeg end vil indrømme det.

Du kan selvfølgelig bruge andre stik, men USB C-opkoblingen fungerede fint i vores test, men vi oplevede dog, at video har en tendens til at hakker lidt under afspilning

Det er noget, der dog handler mere om standarden end om skærmen.

Alt i alt fortjener BenQ stor ros for at skabe en IPS-baseret 4K skærm med en så præcis farvegengivelse og til en pris, der bevæger sig lige omkring 8.000 kroner inklusive moms.

Det lyder måske af meget, men skærmkendere vil vide, at der er tale om et godt køb.

Læses lige nu
    Computerworld Events

    Vi samler hvert år mere end 6.000 deltagere på mere end 70 events for it-professionelle.

    Ekspertindsigt – Lyt til førende specialister og virksomheder, der deler viden om den nyeste teknologi og de bedste løsninger.
    Netværk – Mød beslutningstagere, kolleger og samarbejdspartnere på tværs af brancher.
    Praktisk viden – Få konkrete cases, værktøjer og inspiration, som du kan tage direkte med hjem i organisationen.
    Aktuelle tendenser – Bliv opdateret på de vigtigste dagsordener inden for cloud, sikkerhed, data, AI og digital forretning.

    Sikkerhed | Online

    Connected sikkerhed: Sådan samles netværk, drift og sikkerhed i én platform

    Få indblik i, hvordan NaaS og SOC samler netværk og sikkerhed i én platform. Hør Semler Group dele erfaringer med hurtigere trusselsrespons, færre leverandører og mindre kompleks drift. Deltag og se, hvordan moderne sikkerhedsdrift skalerer i...

    Infrastruktur | Frederiksberg

    Roundtable: Suverænitet, risk management og resiliens i en urolig verden

    Digital suverænitet er rykket fra politisk debat til konkret risikostyring.På dette eksklusive dinner roundtable samler Computerworld, T-Systems og Palo Alto Networks 12-15 ledende it- og sikkerhedsbeslutningstagere til en fortrolig samtale om...

    Se alle vores events inden for it

    Navnenyt fra it-Danmark

    Pentos har pr. 2. juni 2025 ansat Erik Ebert som Country Manager. Han skal især beskæftige sig med udvidelsen af Pentos til Danmark og Norden. Det kræver bl.a. etablering af et lokalt leverance team og SAP Partnerskab. Han kommer fra en stilling som Senior Director hos Effective People. Han har tidligere beskæftiget sig med HR systemer baseret på SAP SuccessFactors hos en række danske større og mellemstore virksomheder. Nyt job

    Erik Ebert

    Pentos

    netIP har pr. 1. juni 2026 ansat Heidi Winther som Supportkonsulent ved netIP's kontor i Herning. Hun kommer fra en stilling som IT-Supporter hos Holstebro Kommune. Nyt job
    Guardsix har pr. 1. maj 2026 ansat Louise Sara Baunsgaard som Global Marketing & Communications Director. Hun skal især beskæftige sig med at positionere virksomheden som et europæisk alternativ i en tid, hvor cybersikkerhed i høj grad handler om geopolitik. Hun kommer fra en stilling som Co-Founder og CMO hos Get BOB. Hun er uddannet Ba.ling.merc fra CBS og har desuden en Mini MBA i marketing. Hun har tidligere beskæftiget sig med marketing og kommunikation i ledende nordiske roller hos bl.a. Meta og Nets. Nyt job