Hvis man har en PlayStation 4 sat til fladskærmen derhjemme, er der en god chance at både The Last of Us: Part 2 og God of War findes et eller andet sted på konsollens harddisk. Begge var gigantiske hits der solgte millioner af eksemplarer, men de var samtidigt også cinematiske oplevelser der var så fremragende stykket sammen at man ikke behøvede at være spilfan for at blive grebet af deres fortællinger.
Den slags er ikke et nyt fænomen. Godt nok har Naughty Dog, Sony Santa Monica og et væld af andre spiludviklere løftet kvaliteten gevaldigt, men cinematiske oplevelser har eksisteret i længere tid, og en af de bedste udviklere inden for den slags udgivelser hed i sin tid Delphine Software.
I starten af halvfemserne stod den franske udvikler således som afsender for spil som Cruise for a Corpse, Another World og dets efterfølger Flashback. Alle tre var fremragende præsenteret og fortalt, og særligt Flashback var en skelsættende oplevelse med sin kombination af action, opgaveløsning og velanimerede historiesekvenser.
Derfor er Olija også lidt af en afstikker i forhold til moderne udgivelser, for i stedet for at kigge på hvad spilbranchens største udgivere går og sysler med, er der i stedet blevet kigget tilbage i tiden på dengang det blandt andet var Delphine der satte standarden.
Trods at historien er en helt anden i denne ombæring og faktisk er en mere sørgmodig størrelse, er præsentationen meget lig det den franske udvikler i sin tid præsenterede. Historiesekvenserne præsenteres i kantet polygon-grafik, hvor ansigtsudtryk og lyseffekter ikke har meget med moderne teknikker at gøre, men alligevel er overraskende virksomme fordi de lader spillerens fantasi fylde på med den manglende detaljer.
Det samme gør sig gældende når man sendes afsted på halsbrækkende redningsmissioner, hvor bestialske fjender, dæmoner og drabelige fælder gør sit bedste for at spænde ben for enhver fremgang. Det hele er kantet sat sammen og sparsomt farvelagt, men animationerne, historien og stemningen giver det hele liv, og inden man ved af det er man blevet grebet af den originale blanding.
Med kontrollen over helten Faraday, bliver man kort tid efter det hele er sat i gang, udstyret med en magisk harpun der ikke kun skal vise sig at være en særlig effektivt våben, men også åbner op for en masse bevægelighed. Således kan helten bruge harpunen som en slags kastekrog, hvor han på hurtig vis kan hive sig selv hen i nærheden af den, så snart den har bidt sig fast i et stykke klippe, en platform eller sågar en fjende.
Valget af en magisk harpun som hjælpemiddel til Faraday er ikke tilfældigt, og hele eventyret fortælles som en søfarts-fortælling hvor store dele af historien foregår til vands, mens man selv får mulighed for at styre vejen gennem de mange øer som alle huserer de forskellige missioner.
Hvor det meste af eventyret er stykket sammen som en oplevelse fra en anden tid, kan det samme ikke siges når Faraday drager kamp mod nogle af de mange fjendtlige skikkelser. Knogleknusende lydeffekter, skarp kontrol, en variation af forskellige våben, høj bevægelighed og et simpelt kombinations-system betyder at kampene altid er et højdepunkt.
Desværre er Olija en kort fornøjelse. Cirka fem timers spilletid bliver det til inden det hele er slut, og trods at det til hver en tid er at fortrække fremfor et spil der trækker det hele ud i langdrag, havde det ikke gjort noget hvis sværhedsgraden var blevet skruet lidt mere op mod slutningen.
Det havde også rundet hele oplevelsen lidt bedre af, hvis der havde været noget at give sig til efter den sidste fjende er besejret, og med så vellykket action havde en ”boss rush”-funktion eller lignende været en fin tilføjelse.
Olija vil måske ikke være blandt toppen af de bedste spil når vi når enden på 2021, men derfor er det stadig en fornøjeligt eventyr med et unikt udseende, der særligt vil vække minder hos de der brugte tid på Delphines klassikere.
Læs også: Spilanmeldelse: Rogue inspirerer stadig mere end 30 senere