I mange år blev ulven betragtet som en pestilens, man ikke kunne få ekspederet hurtigt nok, og i de seneste 200 år har den reelt været fraværende i den danske natur.
Så det vakte en del opsigt, da en ornitolog i december 2012 fandt en død ulv i Nationalpark Thy – og især da det viste sig, at den ikke var alene. Det vakte stor glæde hos nogle og knap så stor glæde hos andre.
Den 26. juni åbner udstillingen Danske med ulve på Naturhistorisk Museum Aarhus. Den handler dels om ulvens historie i Danmark, dels om hvorvidt der er plads til ulven herhjemme.
Udstillingen kommer også ind på, om den glubske ulv er en realitet eller en forestilling. Samt på, om og hvilke muligheder der er for sameksistens mellem mennesker og ulve i et moderne samfund.
Udstillingen beskæftiger sig også med de mange myter og sagn, der omgiver ulven – samt med nutidens rygter om ulvedrab og med forskernes viden om dyrets migration og adfærd.
I øvrigt har ulven sandsynligvis ikke været virkeligt talstærk i Danmark på noget tidspunkt gennem de seneste 700-800 år.
Undertiden er de dog vandret over isen fra Skåne under virkeligt hårde vintre og har slået sig ned, hvilket både bønder og herrefolk var en kende trætte af.
Derfor har ulvene også været udryddet af flere omgange – i første omgang efter ordre fra Kong Valdemar i 1357. Men i perioder tog bestanden til igen, og så tog man ellers riflen på nakken og gik i skoven.
I mange år mente man, at den sidste vilde danske ulv blev skudt af godsejer og justitsråd Hans Henrik de Lichtenberg ved Bidstrup Gods i 1769. Og er man på de kanter, kan man på godset faktisk stadig se den velvoksne kanon af en riffel, herremanden skød den med.
Men den gode godsejer måtte afgive titlen som landets sidste ulvedræber til yngre kræfter i 1813, og i de senere år har atter andre gjort begge skytter rangen stridig. Det kan man sikkert også høre mere om på Dansker med ulve.
