Artikel top billede

(Foto: Lars Jacobsen)

Test: Apple Watch Ultra overgår Apples andre ure med flere klasser

Test: Apple Watch Ultra er det bedste smartwatch, som Apple endnu har udviklet. Kun pengepungen eller tynde håndled bør holde dig tilbage.

I forrige uge lancerede Apple sine tre nye smartwatches: Apple Watch SE 2, Apple Watch 8 og Apple Watch Ultra.

Og hvis du i disse valgkampstider er til hurtige forklaringer og nemme løsninger, så behøver du ikke at læse mere end dette:

Apple Watch Ultra er det bedste smartwatch, som Apple nogensinde har lavet – og kun pengepungen eller tynde håndled bør holde dig tilbage.

Er du til den lidt længere forklaring på, hvorfor det du skal kaste 7.799 hårdbeskattede, gas- og elprisplagede kroner efter et stort Apple-ur, så følger der fem gode grunde herunder.

Alt sammen er baseret på undertegnedes seneste uge med Apples nye topmodel. Inklusiv de steder, hvor Apples iPhone-fokus gør, at Garmin bare er bedre.

1. Batteriet er meget meget bedre

Den første grund er, at Apple Watch Ultra har langt bedre batterilevetid end de forudgående modeller.

Denne tester kom fra et Series 5 ur med GPS, som selv med et helt friskt batteri havde svært ved at komme igennem 24 timer på én enkelt opladning.

De efterfølgende modeller fik bedre batterilevetid, men for alle vedkommende gjaldt, at det en weekend i sommerhus uden oplader var det samme som en halv weekend uden ur.

Med Watch Ultra er batterilevetiden nu oppe på mindst to døgn. Også selvom du cykler eller løber en tur i løbet af ugen.

I vores test havde vi, selv efter en del pillen ved uret, 50 minutters mountainbike og 24 minutters løb stadig 28 procent tilbage efter 30 timer. Og det er selv om urets skærm er større, har højere opløsning og er mere lysstærk end andre af Apples Watches.

Testen fortsætter under billedet...

Undlader du træning og bruger uret mindre intensivt, så viste vores udgave 53 procent tilbage på batteriet efter 30 timer.

Og vi kunne lade 20 procent på 10 minutter med det vedlagte USB-C ladekabel (selve 220V opladeren følger ikke med).

Det er stadig langt mindre end Garmins gode topmodeller.

Men det er dybest set også meget forskellige ure, hvor du med det nuværende teknologiske niveau vælger et intelligent ur med kortere batterilevetid (Apple) eller et mere dedikeret træningsur med længere batterilevetid (Garmin).

2. Det er mere præcist og kan mere

Apples ure er smartwatchens schweizerkniv.

Det skyldes især den velfungerende app-store og Apples store teknologiske bagkatalog med Sundheds app, nogenlunde vellykket stemmestyring med Siri og en effektiv forlængelse af iPhonens beskeder over på uret.

Med hver generation af urene har Apple udvidet funktionsområdet en smule mere. Derfor er er kommet GPS, telefon, pulsmåler, always-on display og iltniveau-måler over årene. Samtidig har softwaren løbende åbnet op for mange forskellige træningsformer.

Med Ultra kan du desuden måle, hvor dybt du dykker samt din temperatur på håndleddet.

Det sidste kan efter sigende anvendes til at måle menstruationscyklus, men da det tager mindst en uges målinger og fordi undertegnede er kønsmæssigt udfordret, kan vi ikke sige noget om det.

Men til gengæld virker dykkerfunktionen fint, med det forbehold at vi testede det i en svømmehal.

Til gengæld var det præcist med hensyn til bassinets dybde og startede selv måleren i det øjeblik, hvor undertegnede kom under vandet.

På sigt handler det selvfølgelig om, at Apple vil have uret til at fungere som dykkercomputer, hvilket vi glæder os til at prøve, men indtil videre kan vi blot sige, at det ser ud til at virke.

Testen fortsætter under billedet...

Ultra kommer desuden med en mere præcis modtagelse af GPS-signaler.

Det er især relevant for løbere, hvor teknologien er bedre til at registrere hvilken side af vejen du er på, samt for eksempel mountainbikere, der typisk kører under trækronerne i skoven.

Vi har testet begge dele og kan skrive under på, at Ultra er mere præcis og med flere målepunkter.

Det ses især tydeligt ved at sammenligne kortene fra vores Garmin Edge 830 og Apple Watch Ultra på mountainbike-ruten i Store Dyrehave ved Hillerød.

Her er er Edge-ruten mere hakket, mens Watch-ruten i højere grad afspejler rutens mange skarpe sving.

På både plus og minus-siden står der, at Ultra kun kommer i én version med indbygget telefon. Det er med til at hive prisen op.

Men til gengæld er det meget meget nemt med en kode fra udbyderen – og så kan du færdes med din telefon uden, at du behøver være bekymret for at kunne ringe hjem ved uheld. Noget uret i øvrigt selv kan registrere og gøre, hvis du skulle have mistet bevidstheden.

Ultra kommer i øvrigt med flere mikrofoner og en højere lydstyrke end det normale Watch, så telefon- og Siri-samtaler er lidt nemmere – men stadig noget akavede.

Her endte vi med at parre et sæt Jabra direkte til uret – blandt andet for at kunne høre podcast på farten uden at have telefonen med.

3. Det er et mere anvendeligt ur

For at være ærlig så har det været lidt sløjt med opgraderingerne siden Watch Series 5.

Der har ikke rigtigt været en design- eller funktionsmæssig grund til at opgradere til Serie 6 og 7.

Der er mere at komme efter med 8´eren, men der er ingen tvivl om, at Ultra er et bedre og mere anvendeligt ur. Alene på grund af batterilevetiden.

Og så de ekstra knapper som gør det nemmere at starte og pause / stoppe træninger.

At man kan programmere den nye orange knap er, efter en uges brug, mest en gimmick. Men at have flere knapper gør uret mere anvendeligt.

Testen fortsætter under billedet...

At Ultras glas og titanium-hus er mere resistente over for ridser er også et stort plus. For som indehaver af et godt ridset Serie 5 Apple Watch kan undertegnede skrive under på at den runde og udsatte skærm bliver ridset under træninger i naturen.

I samme ombæring fortjener især den nye Alpine-rem ros.

Den er nem at montere, har et titaniumspænde og sidder meget bedre fast end min tidligere Nike-edition rem i gummi som flere gange er blevet flået af ved blandt andet vandsport.

Og ja, nogle Youtubere har selvfølgelig testet hvad uret kan holde til...

4. Det er et pænere ur der ikke føles større

Moden dikterer store ure, hvilket kan være en udfordring for os med smalle håndled. Og med 49 mm er Ultra Apples største ur.

Det var derfor også med nogen nervøsitet, at undertegnede spændte medium-remmen om håndleddet. Men ret overraskende føles det større Ultra-ur stort som den normale 44 millimeter Watch-model.

Det samme gælder vægten. Ultra vejer ifølge Apple 61 gram mens Series 8 uret vejer 38,8 gram.

Men reelt mærkede undertegnede kun forskellen på de 22 gram de første 200 meter på første løbetur. Derefter var tilpasningen på plads.

Testen fortsætter under billedet...

Og så er det bare pænere. Subjektivt - men det er anmeldelser jo i selve deres natur. Lev med det :)

5. Fordi prisen ikke er meget højere

Det kan ikke diskuteres: 7.799 kroner er meget for et ur, som om ét år bliver afløst af Apple Watch Ultra Pro Max eller lignende.

Men det koster nu engang det, som det koster.

Står du til gengæld og skal vælge mellem et nyt Series 8 ur med indbygget telefon, så burde valget være meget meget let.

For et 45 mm Watch 8 koster i den udgave 5.199 kroner – eller blot 2.600 kroner mindre end den meget mere anvendelige Ultra-udgave.

Derfor er valget af Ultra lige i den situation oplagt.

Vil du til gengæld nøjes med GPS og kan du leve med den kortere batterilevetid, så er GPS-udgaven af Series 8 til 4.199 kroner et langt mere økonomisk køb.

Samtidig er det vigtigt at huske, at at Ultra ikke nødvendigvis konkurrerer med andre modeller fra Apple, men med Garmins gode Fenix 7-serie, hvor prisen begynder på cirka 5.000 kroner.

Apples iPhone-monomani trækker ned

Ultra er uden tvivl Apples bedste ur. Og et af de bedste smartwatches, som du kan købe.

Men mens uret er rigtigt godt, så er der områder, hvor Apples insisteren på iPhone-forankringen trækker ned.

For alle Apples ure er en del af deres ekstremt lukrative øko-system. Derfor er iPhonen omdrejningspunktet for mange af urets funktioner – også selvom Ultra er udstyret med sit eget telefon-system.

Det giver mening rent økonomisk og ofte rent funktionelt. Men det betyder også, at en telefon er krævet til opsætning, til opgraderinger og til centrale tilpasninger.

Samtidig er træninger som udgangspunkt fanget i Apples app til fittness og sundhed.

Her har Garmin et bedre webbaseret interface til analyse på større skærme. Det kan lyde som en personlig præference, men det er meget meget nemmere at sammenligne 35 ture igennem Hareskoven via Garmins web-interface end ved at sidde og bladre frem og tilbage på sin telefon.

Man kan sige, at med Ultra har Apple bygget et ur til folk, der virkelig går op i deres sport.

Men på softwaresiden er Apples løsninger mere til hyggemotionisten, der løber en tur af og til.

Selvfølgelig kan du tilkøbe programmer som Strava, men til 7.799 kroner og med ambitionen om at levere et ur til seriøse træninger, så er det ikke godt nok at forlade sig på eksterne (betalings)-tjenester.

Så Apple: Hvis I for alvor vil konkurrere med Garmin og Strava, så skal der lidt mere til.

Men i sidste ende så er der pt. kun Apple Watch til dem af os, der både vil have et træningsur og et intelligent ur med alle funktionerne fra et ægte smartwatch.

Og med Ultra er Apples tilbud heldigvis med et slag blevet meget bedre.

Og dyrere.


Loading ikon