Artikel top billede

(Foto: IDG News Service)

Test: Giver det virkelig mening med en skærm i dine earbuds? Kort sagt: Ja

JBL Tour Pro 2 er de første earbuds med indbygget skærm til betjening af musik og smarte funktioner. Men er der virkelig brug for en skærm, når du kan styre det hele fra mobilen? Vi tester JBL Tour Pro 2 og storebror One M2.

Det er utroligt så meget teknologi, der kan klemmes ind i bittesmå earbuds.

Udfordringen er, at betjeningen ofte bliver fnidret og ubekvem, netop fordi ørestykkerne er så små, og fordi du, uanset om der er tale om touch- eller trykknapper, må prikke løs mod din øregang for at styre funktionerne.

Alternativt kan du hive mobilen op af lommen og grave dig frem til den app, der styrer dine earbuds, når du vil ændre en indstilling, men det er heller ikke altid ideelt.

Med Tour Pro 2 forsøger JBL sig med en ny løsning.

Det er markedets første helt trådløse øretelefoner med en skærm bygget ind i ladeæsken. En skærm, der giver genvej til alle de smarte funktioner i Tour Pro 2 – og dem er ikke så få af.

Tilpasser sig din hørelse

Tour Pro 2 fortsætter, ikke så overraskende, hvor forgængeren, Tour Pro, slap. Et headset med alt der skal til for at retfærdiggøre ”Pro”-prædikatet, og en del mere.

Der er effektiv støjreduktion, som endda kan fintunes specifikt til din øregang. En særlig kalibreringsproces sørger for dette.

Vi oplevede dog ikke den helt store forskel efter kalibreringen var foretaget.

Der er ligeledes mulighed for at tilpasse lyden din hørelse, så der kompenseres for eventuelle ujævnheder i de frekvensområder du er i stand til at høre.

Det sker ved en grundig lyttetest, hvor du angiver hvor godt du hører en række frekvenser - lidt som at være ved hørerlægen. Efterfølgende analyseres resultatet, og der dannes en unik lydprofil på baggrund af det.

Det fungerer rigtig fint. Vi oplevede en klar forbedring – i vores tilfælde med et pænt løft i det øvre spektrum - efter vi havde gennemgået proceduren.

Der er også EQ til yderligere lydindstillinger og mulighed for ”Rummelig lyd” - en funktion, der via digital lydbehandling giver en større fornemmelse af rum i lydbilledet.

Det fungerer bedst til film og gaming, men kan også være fint til live-optagelser af musik.

Lydkvaliteten er grundlæggende rigtig god. Der er flot klarhed og detaljering i lydbilledet samt en fyldig, men ikke mudret, bund, der ligger hvor den bør i både film, musik og gaming.

Lydforbindelse sker med det nye Bluetooth 5.3 LE Audio og Tour Pro 2 er klar til hi-res-streaming, med en kommende opdatering. Til opkald klarer de sig også fint.

Diskret skærm

Tilkobling til mobilen sker nærmest af sig selv, så snart du åbner opladeæsken. Du sendes direkte videre til download af JBL-appen, og så er du kørende.

Ørestykkerne er placeret på en måde, så de er lidt svære at hive ud af æsken, men sidder fint og komfortabelt i ørene, når du har tilpasset med det rette gummi.

JBL Tour Pro har den størrelse de fleste earbuds har. Det lille 1,45” LED-touchdisplay dækker det meste af opladeæskens ene side, men gør umiddelbart ikke noget til at øge æskens størrelse.

Og det er ret afgørende, da det kompakte format vel er den mest tungtvejende årsag til at vælge earbuds.

Batteritiden er umiddelbart heller ikke svækket, selvom skærmen snupper lidt strøm. Der er 10 timer i øretelefonerne og yderligere 30 timer i etuiet.

Skærmen gør derfor ikke noget direkte negativt for headsettet. Men gør den noget positivt?

Befrier dig fra mobilen

Den kan ikke noget, du ikke også kan med JBL-appen, men det er faktisk dejligt befriende at betjeningen er henlagt til en lille skærm, som udelukkende har til formål at styre øretelefonerne.

Hiv Tour Pro 2 ud af lommen, stik øretelefonerne i ørerne og tryk Play på skærmen, så lytter du videre på din musik, hvor du slap, sidst du tog dem ud.

Og du kan nemt skrue tilbage eller skippe videre til næste nummer. Lydstyrke, ANC-funktioner, EQ, Rumlig lyd er der adgang til, ligesom du kan tilgå funktionen VoiceAware, der styrer hvor meget af din egen stemme, der høres under opkald samt SilentNow, der lukker dig inde i en lydtæt boble af støjreduktion.

Du kan ligeledes styre skærmens lysstyrke, baggrundsmotiv samt aktivering af auto play/pause. Der er endda en timer, hvis du vil tage tid, når du koger æg.

Batteritid for begge øretelefoner og for æsken fremgår med et lille ikon, og der er desuden et ur og en simpel notifikation, som angiver om der er kommet mails på mobilen.

Ved at have betjeningen fuldt tilgængelig på selve enheden, bliver dine earbuds i højere grad et selvstændigt produkt og knap så afhængigt af mobilen.

Det havde selvfølgelig været uendelig meget smartere, hvis Tour Pro 2 havde haft deres egen internetforbindelse og adgang til dine streamingtjenester.

Så var der intet behov for andre enheder, når du skulle på farten med musik i ørene.

Skærmen er således, i sin nuværende form, en feature, man snildt kan undvære, men den giver ikke desto mindre noget bekvemmelighed i daglig brug.

Vi ville ikke vælge Tour Pro 2 kun for skærmen, men når lyd og funktionalitet befinder sig i den klasse de gør, er der god grund til at overveje dette headset.

Større lyd, ingen skærm

Tour Pro 2 kommer i butikkerne sammen med Tour One M2, et overear-headset, som i deres funktionalitet er stort set identisk, dog selvsagt uden en ladeæske med skærm. De smarte funktioner til optimering af ANC og lydprofil går igen, lige som stort set alle andre features.

Der er dog forskel i ydelsen.

Støjreduktionen er mere effektiv - faktisk blandt de mest effektive vi har prøvet. Den lukker af for stort set alt i dine omgivelser.

Lyden er også en anelse større. Der er mere punch og samtidig et større rum for lydelementerne at boltre sig i.

Komforten er ligeledes god og batteritiden ganske udmærket med op til 50 timer uden ANC og 30 timer med.

Det er et headset der hører til i den bedste klasse, men med en ganske fornuftig pris.


Loading ikon