Morgen-briefing: Kinesiske Temu presser danske iværksættere / Ny bestyrelsespost til Michael Holm / Trifork godkender mindre navneændring / Datatilsynet søger whistleblower-chef

Kinesiske Temu presser danske iværksættere. Michael Holm bliver bestyrelsesmedlem i Energinet. TV 2, DR og B.T. kritiserer Meta: ”Stop vildledelsen af danskerne”. Investorerne er vilde med nordjyske MapsPeople. Trifork godkender mindre navneændring. Datatilsynet søger whistleblower-chef.

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Godmorgen og velkommen til ugens første Morgenbriefing fra Computerworld.

I dag og resten af ugen er det mig, Thomas Møgelbjerg, der sammensætter de hurtige it-nyheder til jer.

Jeg håber, I vil læse med. God mandag.

Kinesiske Temu presser danske iværksættere

Bliver du også hele tiden præsenteret for varer fra den kinesiske webshop Temu, når du bevæger dig rundt på nettet?

Den kinesiske webshop er siden efteråret 2023 stormet frem på det danske og europæiske marked ved at markedsføre og sælge alverdens varer til enormt billige priser.

Markedsføringen sker blandt andet på Google, hvor Temu køber alle de topplaceringer, de kan få fingrene i.

Og det har fået annoncepriserne på Google til at stige, hvilket går hårdt udover danske virksomheder, som sælger varer på nettet, og som nu skal betale væsentligt flere annoncekroner for at få Google til at placere dem i toppen af søgeresultaterne.

En af dem er den danske webshop Temashop, der i løbet af de seneste måneder har måttet betale 3-4 millioner kroner mere i annoncepenge til Google, fordi Temu har presset priserne op. Det skriver Børsen.

“De (Temu, red.) har så mange penge i ryggen, at de kan købe så stor en del af eksponeringerne gennem Google, at de skubber os andre ud. Det er voldsomt,” siger Daniel Diness Andersen, der er stifter og medejer af Temashop til erhvervsmediet.

Ny bestyrelsespost til Michael Holm

Efter 38 år som CEO i Systematic gav Michael Holm den 14. december 2024 direktørstolen videre i det nu enorme softwareselskab, som han stiftede i 1985.

Han er dog fortsat en stor del af Systematic, hvor han i dag er bestyrelsesformand.

Og nu har Michael Holm så fået endnu en bestyrelsespost – denne gang i Energinet. Det skriver den mangeårige direktør på sin LinkedIn-profil.

Energinet er en selvstændig offentlig virksomhed under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Michael Holm besidder i forvejen en række bestyrelsesposter; blandt andet er han næstformand i bestyrelsen for Jyllands-Postens Fond, medlem af Dansk Industris hovedbestyrelse, bestyrelsesmedlem i Salling Fondende – og altså bestyrelsesformand i Systematic.

Systematics tidligere Group Senior Vice President for People & Culture, Nikolaj Bramsem, overtog CEO-posten fra Michael Holm.

TV 2, DR og B.T. kritiserer Meta: ”Stop vildledelsen af danskerne”

Facebook og Instagram flyder over med falske annoncer og artikler, der vildleder danskerne ved at præsentere dem for falsk indhold, som umiddelbart ligner noget fra kendte danske medier.

Sådan lyder det i et åbent brev til Meta – moderselskabet bag Facebook og Instagram – der er sendt fra TV 2, DR og BT.

”Det falske indhold forsøger at lokke danskerne til at tro, at de kigger på troværdig, redigeret journalistik. Men det er det rene humbug, som snylter på både vores mediers og værters troværdighed. Og det egentlige formål er at vildlede og lokke penge ud af danskerne til svindlere,” står der blandt andet i brevet.

”Det eskalerer nu så voldsomt, så vi bliver nødt til at råbe jer op. For I er svære at få i tale, og de veje, som vi har forsøgt os med, virker nyttesløse,” lyder det videre.

Læs det hele på DR’s LinkedIn-profil her.

DR og TV 2 har desuden tidligere på måneden foretaget en politianmeldelse af Meta.

Investorerne er vilde med nordjyske MapsPeople

Efter at Platform-as-a-Service (PaaS)-virksomheden MapsPeople den 19. marts 2024 fremlagde et fremragende årsregnskab, steg selskabets aktie med over 200 procent på bare tre dage.

Aktionærerne strømmer til MapsPeople, der fra hovedkontoret i Nørresundby i Aalborg laver software inden for kortlægning og navigation i større bygninger. Siden årsregnskabet har MapsPeople opnået en vækst i aktionærerne på 20 procent.

Det udnytter selskabet nu ved at rejse fem millioner kroner for at ”styrke virksomhedens finansielle beredskab yderligere,” som selskabet meddeler i en pressemeddelelse.

”Kapitaltilførslen giver os likviditet og fleksibilitet til at arbejde med længere horisonter, hvor vi sikrer, at nye partneraftaler og store ordrer bliver landet på bedst mulige måde. Den øgede interesse og den volumen, vi oplever, er for os et klart signal om, at folk ser det store vækstpotentiale, der er i smart-building-markedet og teknologien,” siger Morten Brøgger, CEO for MapsPeople.

De fem millioner kroner er hentet gennem salg af egne aktier for 1,1 millioner kroner og ved at iværksætte en udstedelse af nye aktier i en rettet emission til en værdi af 4,2 millioner kroner, oplyser MapsPeople.

Trifork godkender mindre navneændring

Ved fredagens årlige generalforsamling i Trifork godkendte aktionærerne bestyrelsens forslag om at foretage en mindre navneændring i det danskstiftede software-selskab.

Det er dog med streg under en mindre navneændring, for der er tale om, at moderselskabet Trifork Holding skifter navn til Trifork Group.

”Bestyrelsen forventer, at denne navneændring vil hjælpe med at skabe et brand, hvor interessenter opfatter Trifork som en samlet gruppe af virksomheder, der arbejder sammen.”

Trifork er i Danmark stiftet af Jørn Laursen men har siden 2014 haft hovedkontor i Schweiz, hvor generalforsamlingen også blev afholdt.

Datatilsynet søger whistleblower-chef

Vil du være chef for Den Nationale Whistleblowerordning?

Så er det nu, du skal tørre søvnen ud af øjnene og læse jobopslaget fra Datatilsynet, der søger en ny kontorchef, der skal sikre en velfungerende whistleblowerordning, som der er tillid til, og som effektivt kan håndtere indberetninger og gennemføre undersøgelser inden for tidsfristerne.

Udover at føre tilsyn med, at myndigheder, virksomheder og andre dataansvarlige følger reglerne, så er en af Datatilsynets vigtige opgaver også at agere ekstern indberetningskanal for whistleblowere, der indberetter overtrædelser af visse områder af EU-retten, og indberetninger vedrørende alvorlige lovovertrædelser af dansk ret – og at beskytte de personer, som indberetter overtrædelserne.

Du kan læse mere om stillingen og søge den her.

Computerworld Events

Vi samler hvert år mere end 6.000 deltagere på mere end 70 events for it-professionelle.

Ekspertindsigt – Lyt til førende specialister og virksomheder, der deler viden om den nyeste teknologi og de bedste løsninger.
Netværk – Mød beslutningstagere, kolleger og samarbejdspartnere på tværs af brancher.
Praktisk viden – Få konkrete cases, værktøjer og inspiration, som du kan tage direkte med hjem i organisationen.
Aktuelle tendenser – Bliv opdateret på de vigtigste dagsordener inden for cloud, sikkerhed, data, AI og digital forretning.

Andre events | Kongens Lyngby

Årets CIO 2026

Vi samler Danmarks stærkeste digitale ledere til en dag med viden og visioner. Årets CIO 2026 fejrer 21 års jubilæum, og NEXT CIO sætter spotlight på næste generation. Deltag og bliv inspireret til at forme fremtidens strategi og eksekvering.

Digital transformation | Hellerup

Roundtable: Stærkere data og skarpere beslutninger i en AI-æra

AI kræver data, ledelsen kan stole på. Computerworld samler digitale ledere til en fortrolig rundbordssamtale om datagrundlag, beslutninger og skalering af AI i organisationen. Få konkrete erfaringer og nye perspektiver. Ansøg om en plads.

Sikkerhed | Klampenborg

CISO Challenges 2026 - København

Computerworld stiller skarpt på, hvordan du som CISO eller sikkerhedsansvarlig, kan leve op til alle krav om sikkerhed og risikostyring, gennem dialog og erfaringsudveksling. Gennem både korte oplæg og rundbordsdiskussioner, vil du blive klædt på...

Se alle vores events inden for it

Navnenyt fra it-Danmark

IFS Danmark A/S har pr. 1. april 2026 ansat Sarah Warm som Account Executive, Energy & Utilities. Hun skal især beskæftige sig med salg af IFS' løsninger til nye kunder inden for energibranchen. Hun kommer fra en stilling som Account Executive hos Synergy Investment Group i Holland. Hun er uddannet BSc Economics and Business Economics, Neuroscience & MSc Business Administration Digital Business. Hun har tidligere beskæftiget sig med Solution Sales & Cybersecurity. Nyt job

Sarah Warm

IFS Danmark A/S

Jakob Dirksen, SVP, Nordic Customer Delivery & Operations hos GlobalConnect, er pr. 1. maj 2026 forfremmet til EVP, Infrastructure Delivery & Operations. Han skal fremover især beskæftige sig med at lede Infrastructure Delivery & Operations, der har til opgave at drive og udvikle fibernetværket på tværs af virksomheden. Forfremmelse

Jakob Dirksen

GlobalConnect

Renewtech ApS har pr. 15. marts 2026 ansat Jouni Salo som Account Manager for Sverige. Han skal især beskæftige sig med med at styrke Renewtechs nordiske tilstedeværelse med fokus primært på det svenske marked. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos GoGift. Han har tidligere beskæftiget sig med udvikling af salgsaktiviter og kunderelationer på tværs af flere markeder. Nyt job

Jouni Salo

Renewtech ApS

Guardsix har pr. 1. maj 2026 ansat Louise Sara Baunsgaard som Global Marketing & Communications Director. Hun skal især beskæftige sig med at positionere virksomheden som et europæisk alternativ i en tid, hvor cybersikkerhed i høj grad handler om geopolitik. Hun kommer fra en stilling som Co-Founder og CMO hos Get BOB. Hun er uddannet Ba.ling.merc fra CBS og har desuden en Mini MBA i marketing. Hun har tidligere beskæftiget sig med marketing og kommunikation i ledende nordiske roller hos bl.a. Meta og Nets. Nyt job