Et aktuelt tilbud gør LG’s 32GX850A er blandt markedet absolut billigste OLED-skærme – og historisk set også en af de billigste skærme med teknologien nogensinde.
Det har ikke været synderligt sjovt at købe elektronik på det seneste af den simple grund, at det er blevet hundedyrt.
Når AI-datacentre sluger hele klodens lager og hukommelseskomponenter i sig, levnes der ikke meget til forbrugerne.
Der er dog en slags elektronik, som den massive AI-udbygning ikke benytter sig, og der kan man aktuelt finde nogle rigtig spændende tilbud – såsom dagens testeemne.
Fuld plade på lærredet
Når det kommer til skærme, har man som bruger som regel altid måtte ty til visuelle kompromisser for at holde prisen.
Enten skal man gå ned i en eller flere af følgende forhold for at få noget, der er til at betale: Størrelse, opløsning, lysstyrke, kontrast eller farvekvalitet.
I dagens testemne synes der dog at være fuld plade. LG 32GX850A byder på 32 tommer biograflærred, en skarp 4K opløsning, opulente OLED-farver og kontrast samt op til 330 Hz frekvens til spillefuglene.
Og den leverer det hele i et prisleje som hidtil har været udelukket for OLED-skærme med den aktuelle tilbudspris på 4197 kroner.
Solidt indtryk
Skærmen er en del af LG’s UltraGear-familie, hvilket formelt set gør den til en del af den sydkoreanske tech-kæmpes gaming-lineup.
Designet er dog relativt nedtonet, hvilket gør den tilpas seriøs til, at den også kan stå på kontorets skrivebord, mens andre vil begræde, at der ikke kan blusses op til RGB-diodefest.
Selve foden er meget stabil og kan let justeres i både højde, vinkel og tiltning.
Gamer-rødderne sikrer dog at der kan fås tårnhøje frekvenser på 330 Hz ved Full HD-opløsning, mens der i fuld 4K-opløsning må nøjes med mere adstadige, men fortsat kvikke, 165 Hz. Responstiden kan gå ned til 30 mikrosekunder.
Selve skærmen består af plast, men konstruktionen er hærdet af metal på strategiske steder, hvorfor den virker mere end almindelig solid og driftssikker.
Blank fornøjelse
Skærmen er af den blanke slags, hvilket er en sjældenhed efterhånden blandt desktop-skærme, men som immervæk virkelig klæder den ombordværende WOLED-teknologi, da dennes ekstreme kontrast og opulente farver vækker alt indhold til live – lige fra tekst til fotos, spil og film.
Det skal bemærkes, at skærmen er af WOLED-typen, hvilket sætter en lidt lavere loft for farvemætningen i forhold til nyere QD-OLED-skærme. Farvemæssigt dækker den dog 98,5 procent af det ekstremt farverige P3-farvestandard, hvilket er tæt på ideelt.
Hvad der er vigtigere i min bog er, at LG her garanterer ’delta E’ værdier under to – hvilket er synonym med, at farverne er velkalibreret. Har du med foto- eller videoredigering at gøre, vil du dog skulle justere på gamma-indstillingerne, da de har det med at være for mørke fra LG’s hånd.
Arbejde du med fotos, film eller spil, behøver du ikke at frygte, at refleksioner af omkringværende lys går ind og spolerer det flotte glansbillede, da skærmen har en yderst effektiv ’zero-haze’ optisk belægning som nedtoner reflekteret lys til trods for skærmen er af den blanke type. I praksis spejler den markant mindre end hvad jeg oplever i andre blanke OLED-skærme.
Det er velset, da den maksimale lysstyrke alene går op til rimelige, men på ingen måde ekstreme 275 nits lysstyrke. Det rækker til de fleste omgivelser, om end den kan komme til kort, hvis dit kontor ofte er badet af solens stråler.
Slår du HDR til, kan du lokalt få 1300 nits maksimal lysstyrke og på den vis vække indhold yderlige til live.
Det du går glip af
LG’s store vidunder har ikke rigtig udvist nogle større svagheder, men de er der så snart man ser på skærmens tilslutningsmuligheder.
Her er den største undladelsessynd, at der er sparet USB-C strømforsyning og hub væk, hvorfor du må ud og investere i dongles eller et USB-B kabel for at kunne slutte tilbehør til via den aldrende standard.
KVM-switch, webcam og højttalere er også nice-to-haves som du må undvære her.
Slutteligt skal du også gøre dig en overvejelse om OLED-teknologien og dennes tendens til at få såkaldt ’burn-in’ over tid. Har du det samme Excel-ark fremme på skærmen samme sted dag ud og dag ind, vil det efterlade et permanent indtryk på skærmpanelet som årene går.
Et vidunderligt lærred
OLED-teknologien har på mange måder været den hellige gral, når det gælder skærme. Man får bare ikke lige så levende og kontrastrig et udsyn andetsteds.
Med LG’s UltraGear 32GX850A lykkedes det at servere teknologien i et solidt og glansfuldt format, hvor der tilmed tilbydes høje frekvenser til spillefuglene.
Resultatet er en skærm, som ganske vist ikke er perfekt, men hvor svaghederne er til at overse – de ligger ganske ikke i skærmens ganske vidunderlige panel, men i nogle af de tilslutningsmæssige frynsegoder, som altså ikke følger med.
Til den normale salgspris på omkring 5.000 kroner er det et godt køb. Til den aktuelle tilbudspris på 4.197 kroner er det et femstjernet køb.