På begravelsespladser og kirkegårde er det ikke usædvanligt at høre mennesker tale til en afdød eller vedkommendes gravsten.
Får man et svar fra graven, er vi nok typisk ovre i gysergenren, men ved hjælp af kunstig intelligens kan pårørende rent faktisk via digitale efterligninger komme til at føre samtaler med afdøde.
De såkaldte sorgrobotter kan efterligne den dødes stemme, talemåder og personlighed ved hjælp af beskeder, mails, lydoptagelser og andre digitale spor.
Men er der forskel på at chatte med en sorgrobot eller tale til en gravsten? Og er kunstig intelligens et skridt på vejen mod at overvinde døden?
De spørgsmål har tech-journalist Marie Høst og AI-forsker Anders Søgaard sat sig for at undersøge i den nye bog ”Genskabt: Teknologiens løfte om evigt liv”.
I bogen diskuterer forfatterne gennem interviews og filosofiske overvejelser, hvordan kunstig intelligens påvirker vores forhold til døden, og hvordan drømmen om evigt liv påvirker vores liv her på Jorden.
Forfatterne forklarer, at mennesket altid har forsøgt at bevare kontakten til de døde, uanset om det har været ved at skrive breve til afdøde, tale til gravsten eller forsøge at skabe kontakt gennem spiritisme.
I Japan har man såkaldte vindtelefoner, hvor efterladte kan tale til deres afdøde gennem en telefon uden forbindelse.
I dag kan en AI-baseret sorgrobot dog gøre meget mere, for den kan skabe en oplevelse af gensidig kontakt.
I Genskabt får vi eksempelvis historien om danske Katrine, som i 2023 begyndte at indsamle materiale til at genskabe sin dødeligt syge mand, Stephan, digitalt.
Efter hans død kunne hun og sønnen tale med en chatbot, der efterlignede Stephan, men den var langt fra en fejlfri digital kopi.
Sorgrobotter er efterhånden blevet en del af en større industri, som kaldes for ”digital afterlife”. Der findes blandt andet firmaer, som kan hjælpe de nærmeste med at skabe en sorgrobot, når deres elskede ikke længere er her.
Disse robotter eller chatbots rejser ifølge forfatterne spørgsmålet om, hvorvidt det altid er godt at kunne fortsætte samtalen med et menneske, man har mistet.
Det kan være en trøst at høre en velkendt stemme og få mulighed for at stille spørgsmål. Men det kan også gøre det vanskeligere at acceptere tabet, hvis den afdøde tilsyneladende stadig er til stede.
Marie Høst og Anders Søgaard fortæller eksempelvis historien om chatbotten ELIZA fra 1960’erne, som fik nogle brugere til at tillægge den menneskelige egenskaber, selv om dens evner naturligvis ikke kunne måle sig med nutidens AI-modeller.
I dag er der mange eksempler på, at mennesker knytter sig følelsesmæssigt til chatbots, som med AI-systemer i ryggen kan føre langt mere overbevisende samtaler end ELIZA kunne.
På den måde kan kunstig intelligens gøre døden mindre definitiv i vores oplevelse af den. For hvad vil det egentlig sige, at nogen er væk, når man stadig kan tale med dem, stille dem spørgsmål og fortælle dem om nye oplevelser, man har haft?
Sorgen over at miste er noget, vi alle kommer til at opleve. Men i dag er der mange andre muligheder for at tale om sorgen end at tale til en gravsten.
Genskabt behandler også biologiske og filosofiske spørgsmål om blandt andet forlængelse af livet og rejser en række interessante spørgsmål om, hvordan teknologien kan ændre vores forhold til døden.
