I 1980 sammenlignede Steve Jobs en computer med en cykel. Forklaring følger.
Jobs’ pointe var, at det tager relativt lang tid for os at komme noget sted hen, hvis vi går, men på en cykel går det pludselig meget hurtigere.
I Jobs’ optik var en computer ligesom en cykel for vores hjerne: Ved hjælp af computeren kunne vi pludselig forstærke vores mentale evner.
Vi skruer tiden frem til i dag, hvor MIT-professor Eric C. So siger, at Jobs’ cykel med AI er blevet til en motorcykel, hvor vi kan komme langt hurtigere frem uden selv at træde i pedalerne.
Udfordringen er, at vi risikerer at blive passive passagerer frem for aktive førere, lyder det fra Eric C. So.
Han forsker blandt andet i kunstig intelligens, menneskelig adfærd og beslutningstagning. Og så har han skrevet bogen ”The Collision: What AI Does to Us”, som netop er udkommet.
Det er værd at understrege, at Eric C. So på ingen måde er modstander af teknologi eller kunstig intelligens.
Tværtimod fremhæver han, at The Collision ikke handler om at vælge AI til eller fra, men i stedet, om hvordan vi kan udnytte teknologiens muligheder uden gradvist at svække vores evne til at tænke selv.
Fordi vi ifølge forfatteren er programmeret til at vælge den nemme løsning, kan det være fristende at overlade vanskelige opgaver til AI.
Men på den måde risikerer vi ifølge Eric C. So at miste vores egne færdigheder. Det gælder ikke mindst, hvis vi udliciterer den del af vores tænkning til teknologien, som kræver den største mentale anstrengelse.
Og hvorfor er det et problem?
Det skyldes, at det besværlige arbejde ofte er det, vi lærer mest af. Når vi kæmper med en vanskelig opgave, udvikler vi ifølge Eric So vores evne til at løse den opgave, men den mentale anstrengelse styrker også vores hukommelse, forståelse og modstandskraft.
En af de interessante pointer i The Collision er, at virksomheders investeringer i AI for at øge produktiviteten på længere sigt kan underminere de kompetencer, de selv er afhængige af.
Det skyldes ifølge Eric C. So, at øget produktivitet ikke nødvendigvis er ensbetydende med dygtigere medarbejdere, hvis man lader AI overtage for meget af det intellektuelle arbejde.
Han argumenterer for, at AI skal gøre os klogere i stedet for at lade teknologien tænke for os.
I bogen giver han en række anbefalinger til, hvordan vi kan udnytte AI uden at svække vores egne evner.
Vi skal lære at bruge AI rigtigt. Det handler for Eric So om fortsat at udfordre vores hjerner og betragte AI som en samarbejdspartner, der udfordrer os og udvikler vores evner frem for blot at levere færdige løsninger.
Det kræver også, at vi bevidst vælger, hvornår AI skal hjælpe os, hvornår vi selv skal udføre arbejdet, og ikke mindst hvornår vi helt bør undlade at bruge AI.
Han anbefaler også, at vi bruger AI som en slags mental træner. Hvis vi bruger AI til rutineopgaverne, kan det frigøre tid til vanskeligere og mere krævende opgaver.
Som et af verdens mest cykelglade lande er vi allerede vant til at træde i pedalerne. Med The Collision får vi interessante anbefalinger til, hvordan vi bliver ved med det frem for at lade kunstig intelligens gøre det hårde arbejde.