Velkommen til morgen-briefingen fra Computerworld.
Din vært i dag er Dan Jensen.
Her er vinderne af EM i Cybersikkerhed 2026
Det danske cyberlandshold landede efter flere dages intens kamp på en syvende plads til det netop afviklede EM i Cybersikkerhed 2026 i Bochum i Tyskland.
Turneringens sejrherre blev det svenske cyberlandshold, der altså nu kan kalde sig europamestre.
Det vandt EM i Cybersikkerhed, mens Finland fik sølv og Østrig bronze.
"Der har været kæmpet hårdt hele vejen igennem" lyder det fra landstræner Jens Myrup Pedersen, der også er professor i cybersikkerhed på Aarhus Universitet.
Du kan læse mere om turneringen, se hele resultat-listen og anmarks placeringer gennem årene her.
Accenture vil ud af Kina: Sætter hele sin forretning til salg
Verdens største it-konsulenthus, Accenture, vil trække sig ud af Kina og har sat hele sin kinesiske forretning til salg.
Ifølge Financial Times har selskabet hyret storbanken JP Morgan til at undersøge markedet og udføre en strategisk gennemgang af hele forretningen.
Avisen citerer unavngivne kilder for, at prisen meget vel vil kunne lande i omegnen af halvanden milliard dollar - omkring 10 milliarder kroner.
Accenture har i den seneste tid fået styr på både omsætning og aktiekurs efter længere tid med tvivl og nedgang på grund af spekulationer om, hvordan AI vil påvirke den store konsulent-forretnings fremtid og evne til at tjene penge.
Microsoft trækker sig fra europæisk datacenter-aftale: Kan ikke få strøm
Microsoft har i al stilhed annulleret sin aftale med det britiske datacenter-selskab Nscale om brug af et kommende kæmpe-datacenter i britiske Loughton uden for London.
Microsoft er sammen med OpenAI det britiske selskabs ubetinget største kunder. Modellen er, at Nscale bygger AI-datacentre, som Microsoft og OpenAI dernæst lejer sig ind i.
Ifølge avisen Telegraph har det store datacenter-projekt uden for London imidlertid haft store problemer med at få garanti for, at det kan få leveret den nødvendige strøm.
Som det også er tilfældet i Danmark er det britiske energisystem under pres for tiden. Og datacenteret i London har udsigt til først at blive koblet på strøm-nettet engang i 2030'erne, skriver avisen.