Velkommen til tirsdagens morgen-briefing fra Computerworld.
Efteråret har for alvor meldt sig, og det har snuen også for mange.
Men fortvivl ikke, hvis du er blevet ramt af efterårets sygdomme og almindelige sløjhed.
For er du sløj, er der statistisk set stor sandsynlighed for, at det hele fra dette punkt ville gå fremad og ikke tilbage, og det er jo alt i alt egentligt et udmærket udgangspunkt, når man tænker over det.
Din morgenvært er Dan Jensen.
It-kæmpe overvejer køb af et af verdens største vagt-selskaber for 120 milliarder kroner: Vagter skal erstattes af robotter
Den japanske software-kæmpe SoftBank Group drøfter overtagelse af en af verdens store sikkerhedsselskaber, nemlig amerikanske Allied Universal, der herhjemme nok er bedst kendt som ejer af sikkerhedskoncernen G4S, som Allied Universal overtog i 2021.
Allied Universal beskæftiger sig med både fysisk og it-baseret sikkerhed og har næsten 800.000 ansatte.
Det kan måskle forekomme lidt usædvanligt, at et software-selskab som SoftBank vil købe et selskab specialiseret i vagtjenester og lignende, men SoftBank-stifter Masayoshi Son ser fælles interesser og muligheder.
Han ser nemlig store muligheder i at erstatte de fysiske vagter med AI-styrede robotter i fremtiden. Og AI-løsningerne kan SoftBank levere.
Læs den fulde historie på cw.dk her.
Googles tidligere CEO har i al hemmelighed satset stort på Anthropic: Står til at score milliarder på børsnotering
Googles mangeårige topchef, Eric Schmidt, har i al stilhed og bag kulisserne fulgt nøje med i Anthropics rivende udvikling. Og det har han haft en god grund til.
Ifølge Bloomberg var Eric Schmidt nemlig en af de tidlige investorer i Anthropic, som han i 2021 pumpede et to-cifret millionbeløb i dollar ind i af egen lomme.
Det betyder, at han i dag ejer omkring en procent af selskabet, hvilket gør ham til en af de største enkelt-aktionærer i det fremadstormende AI-firma.
Anthropic har i lang tid været i gang med at forberede sin børsnotering, som har været en af de nok mest omtalte og ventede af slagsen i nyere tid.
Der har været mange rygter fremme om datoer, men Bloomberg skriver nu, at hele processen frem mod den egentlige børsnotering går i gang 9. november.
Ifølge Bloomberg var Anthropic vurderet til at være 421 millioner dollar værd, da Eric Schmidt investerede i 2021.
I dag vurderes selskabet til at være i omegnen af to billioner dollar værd - altså mere end 4.300 gange værdien i 2021.
Det betyder, at Eric Schmidt ifølge mediet står til at kunne score omkring 10 milliarder dollar på sin investering.
Datacenter-selskab har på godt to år landet kontrakter for 700 milliarder kroner: Nu er ny aftale på vej
Det blot godt to år gamle datacenter-selskab Nscale, der bygger og driver datacentre, er godt i gang med forhandlinger om en ny lejeaftale med Anthropic.
Og det er ikke små-beløb, der er på bordet. De to parter forhandler nemlig om aftale om leje af datacenter-kapacitet for over 45 milliarder dollar - altså 305 milliarder kroner.
For de penge vil Anthropic købe sig ind i et helt nyt datacenter, som Nscale er ved at opføre i West Virginia i USA.
Her indgik de to selskaber i forvejen en lejeaftale for få måneder siden om plads i det nuværende datacenter. Men det er ikke nært stort nok til at kunne dække den kapacitet, som Anthropic har brug for.
Den nye aftale dækker således endnu et datacenter, der skal ligge side om side med det nuværende.
Også et tredje datacenter er på vej, og også det har Anthropic sikret sig forkøbsret til.
Nscale blev etableret i London for blot godt to år siden og har siden skovlet kontrakter ind.
Selskabet samlede kontrakter havde ved etableringen i maj 2024 en samlet værdi i omegnen af 100 millioner dollar. I dag lyder den på mere end 103 milliarder dollar, og selskabet regnes i dag for at være blandt de helt store spillere på datacenter-markedet.
Microsofts pris-model for AI bliver mere og mere indviklet
Microsofts prismodeller for Copilot er blevet komplekse, da der skiftes fra faste månedspriser til forbrugsbaserede tokens for nye AI-agenter som Cowork og Autopilot.
Det skaber usikkerhed, særligt fordi betalte værktøjer integreres direkte ved siden af den gratis chat-funktion, og fordi Microsofts planlagte automatiske funktionsvalg kan skabe interessekonflikter.
afregning er vanskelig at budgettere for vidensarbejdere, da udgifterne afhænger af opgavens sværhedsgrad og brugerens AI-erfaring.
Da historiske data mangler, anbefaler Gartner, at it-afdelingen bevarer overblikket, mens lokale afdelinger styrer token-budgetterne og måler den reelle produktivitetsgevinst.
Du kan læse den fulde historie på cw.dk her: Microsofts pris-model for AI bliver mere og mere indviklet