Det vil være en rigtig god ide at fusionere Tesla og SpaceX til et mægtigt selskab, som i givet fald vil komme til at bestå af produktion af både AI, biler og rumraketter.
Sådan lyder det fra Elon Musk, som er i gang med at overveje planerne og allerede har nedsat en arbejdsgruppe, der skal kigge på planerne om at lade SpaceX opsluge Tesla.
SpaceX, der også ejer satellit-netværket Starlink, overtog i begyndelsen af februar Elon Musks AI-selskab xAI - blandt andet med det formål at lade AI-teknologien smelte ind i rumfarts-industrien, herunder i datacentre i rummet.
Senere på året blev SpaceX børsnoteret i verdenshistoriens største notering - og selskabet har netop præsenteret sit første regnskab som børsnoteret firma. Omsætningen er steget med 161 procent på et år - og selskabets AI-omsætning er blevet ni-doblet på udlejning af datacenter-kapacitet til selskaber som Anthropic, Alphabet og Google.
Elon Musk siger, at han venter løbende årlig omsætning (ARR) på mellem 500 milliarder og en billion dollar i slutningen af 2027 - ikke mindst genereret af datacentre i rummet og AI.
Musk ejer en femtedel af Tesla og lige under halvdelen af SpaceX. Ifølge ham er der flere naturlige overlap mellem Tesla og SpaceX, som begge selskaber kan få glæde af.
De to selskaber står i fællesskab allerede bag chipselskabet Terafab, der ventes at teste første chip i foråret 2027.
"Det vil give god mening at slå de to virksomheder sammen. Begge selskaber er dybt inde i super-intelligens [Musk bruger her Trumps ord om AI, red], og der er meget at vinde ved at samarbejde om at udvikle software til super intelligens, chip, Terafab, robotter og masse-opsendelser med Starmind og connectivity," siger han.