Test: Samsungs nye Ultra-ur frister især med prisen

Samsung Galaxy Watch Ultra 2 lokker med sin ualmindelige stærke hardware til prisen. Den har dog en graverende svaghed.

Artikel top billede

(Foto: Niels de Boissezon)

Du finder ikke nogen større veteran på smart-watch scenen end Samsung.

Allerede inden der overhovedet fandtes Apple Watch og Google Wear smart-ure, havde Samsung præsenteret verdenen for ure med store flotte skærm og avancerede funktioner såsom indbyggede kameraer.

Til trods for sit forspring har den sydkoreanske tech-kæmpe været sent ude med et vaskeægte top-ur til at udfordre sports-ure såsom Apples Watch Ultra og Garmins’ Fenix serie.

Galaxy Watch Ultra debuterede i sommeren 2024 og er nu klar i sin version 2.0 – den som man som regel skal vente på, når det gælder ny elektronik, for så er børnesygdommene forhåbentligt overståede.

Den tester vi i dag.

Stort og behageligt

Galaxy Watch Ultra 2 hører til blandt de lidt større smart-ure du kan få med en bredde på 47 mm.

Selve formen er en mellemting mellem det runde og kvadratiske, mens bagsiden er tilpas afrundet til, at uret ikke føles for bredt i brug.

Sammen med den 24 mm brede rem og en relativ lav vægt på 61 gram, får man et ganske behageligt ur, som man også kan holde ud at have på mens der soves eller trænes.

Konstruktionen kan der heller ikke udsættes noget på, da der indgår noble materialer som safirglas og titanium, som er serveret i et nydeligt design. Det dur altså til både bestyrelsesmødet og bjergbestigningen.

Selve betjeningen foregår fortrinsvis igennem den 1,5 tommer store runde skærm samt tre dedikerede knapper, som giver kvikadgang til udvalgte apps, såsom træning eller Gemini AI. Uret kan derfor drille mere end de mere dedikerede sportsure, hvis du har handsker på eller hvis skærmen er våd.

Til trods for det, er Galaxy Watch Ultra 2 mere vandhund end sin forgænger, da det nu er så vandtæt, at det tåler at komme med på decideret dykketur ned til 40 meter dybde, mens det samtidig kan spille sammen med app’en fra dykkespecialisten Mares.

Strålende sag

Alt er altså flot og lovende indtil videre i Ultra 2, og bliver det yderligere, når der blusses op for skærmen og dennes potentielle 5.000 nits lysstyrke.

Det er nærmest dobbelt så lysstærkt end både forgængeren og Apples nyeste Watch Ultra, hvilket Samsung er lykkedes med uden at den oplyste batteritid forkortes, blandt andet ved at integrere et batteri som er over en tredjedel større. Uret er endda blevet en tand slankere i denne opdatering.

Samsung lover her op til 60 timers drift med always-on slået til og 80 timer uden. I praksis kunne jeg dog godt klemme knap tre døgns drift ud af uret, mens der kan klemmes en ekstra dag ind mellem opladningerne ved altså at lade skærmen gå i sort, når man ikke ser på uret.

Tvivlsom træningsmakker

Ultra-navnet forpligter, når nu ærkerivalen Apple lægger op til at sit Ultra-ur skal forene sportsur-egenskaber med et smartwatch.

Samsung har også fået flere af de funktioner på plads, som kan gøre uret til en mere seriøs træningsmakker. Her får du i samspil med ’Galaxy Health’ app serveret træningsvejledninger, et fitnessindeks samt et overblik over din træningsbelastning.

Skal du på off-piste kan du også indlæse en GPX-rute og få vejvisning undervejs eller bare lade urets indbyggede 4G-forbindelse assistere. Ultra 2 kan også forbindes direkte til kompatible cykelwattmålere samt hastigheds- og kadencesensorer.

Der er altså vaskeægte ambitioner om at være en træningsmakker, men en grundlæggende svaghed gør, at de ambitioner må droppes.

Pulsmålingen under løb, har nemlig vist sig at være så ustabil, at den reelt er ubrugelig som grundlag for strukturerede træningspas, såsom intervalløb. Det er ganske enkelt ikke muligt at se, hvorvidt jeg har holdt mig inden for en bestemt intensitet ved hvert interval – i modsætning til det Garmin Epix 2 Pro, jeg brugte som reference på mit andet håndled.

Desuden synes uret at have deciderede fejl, såsom en fejlvisning under urets tilstand for intervaltræning, hvor flere tal og tekstfelter blev lagt oven på hinanden.

Omfattende sundhedspakke

Samsung Galaxy Watch Ultra 2 bygger dog på nogle mere smartwatch og helbredsorienterede rødder, hvilket her omsættes til en ganske omfattende sundhedspakke og mange smart-funktioner.

Her bliver hverdagens puls og søvn fulgt og vurderet ganske overbevisende, mens det omsættes til Energy Score for dagens overskud.

Uret er endda i stand til at måle og monitorere avancerede mål såsom kropssammensætning og oxidativt stress og metabolisk alder (AGE), hvilket er interessant som et pejlemærke for en eventuel udvikling mere end noget absolut mål, for måleusikkerheden synes at være høj.

I samme dur kan blodtryk måles her, men kræver at du investerer i medicinsk udstyr for at få en baseline at sammenligne med.

En anden begrænsning ligger i at visse nøgletal kræver en Samsung telefon, før du kan måle dem: EKG, blodtryksmåling, advarsler om uregelmæssig hjerterytme og registrering af tegn på søvnapnø. Øvrige Android-ejere får altså en mindre komplet pakke.

Snubler til træningen

Selvom Samsung er en af veteranerne, når det gælder smart-ure og at selskabet i øvrigt kan diske op med noget af det mest imponerende hardware, snubler selskabets top-ur der, hvor det skulle brillere: Til træningen.

Det er en synd og skam, da uret ellers er noget af det mest behagelige, veldesignede og funktionelle på markedet ellers.

Det får mig som udgangspunkt til at lande på tre stjerner.

Den aktuelle pris på 3.633 kroner hiver dog en ekstra stjerne hjem, når nu konkurrenter som Apple Watch Ultra 4, Garmin Fenix 9 eller Suunto Ocean alle er en del – eller meget – dyrere.

For kan du leve med svaghederne under pulsstyret træning, får du meget smartwatch for pengene.

Annonce

Event: Årets CIO 2027

Andre events |

Vi samler Danmarks stærkeste digitale ledere til en dag med viden og visioner. Årets CIO 2027 afholdes for 22 gang, og NEXT CIO sætter spotlight på næste generation. Deltag og bliv inspireret til at forme fremtidens strategi og eksekvering.

3. juni 2027 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

IFS Danmark A/S har pr. 1. september 2026 ansat Gustav Olsen som Business Development Representative. Gustav skal især beskæftige sig med forretningsudvikling & identificering af muligheder med fokus på AI, automatisering og optimering af forretningsprocesser. Gustav kommer fra en stilling som Business Development Specialist hos SAP Danmark A/S. Gustav er uddannet Cand.merc Sales Management. Gustav har tidligere beskæftiget sig med forretningsudvikling og salgsstrategi inden for ERP-teknologi. Nyt job

Gustav Olsen

IFS Danmark A/S

Norriq Danmark A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Ida Laursen som Junior Consultant. Hun skal især beskæftige sig med at understøtte vores konsulenter med praktiske og analytiske opgaver på diverse kundeprojekter. Hun kommer fra en stilling som Webassistent hos PWT Group A/S. Hun er uddannet bachelor i International Virksomhedskommunikation og er i gang med en kandidat i IT-ledelse. Hun har tidligere beskæftiget sig med kommunikation og webindhold. Nyt job

Ida Laursen

Norriq Danmark A/S

Genetec har pr. 1. august 2026 ansat Jan Julin som Channel Account Executive. Han skal især beskæftige sig med styrke samarbejdet med partnere og kunder i Danmark, Finland og Baltikum. Han kommer fra en stilling som Senior Business Development Manager hos Dahua Technology. Han har tidligere beskæftiget sig med videoovervågning, adgangskontrol, sikkerhedsteknologi, salg og forretningsudvikling. Nyt job

Jan Julin

Genetec

Sophie Dalsgaard Myhrmann, er pr. 1. september 2026 ansat hos Elbek & Vejrup A/S som Project Manager i Logistik & Produktion. Hun skal især beskæftige sig med projektledelse indenfor logistik og produktion. Hun er nyuddannet cand.it, i IT, kommunikation og Organisation fra Aarhus Univeristet. Nyt job

Sophie Dalsgaard Myhrmann

Elbek & Vejrup A/S