Med pda får 250 montører besked på sekunder

Falck Securitas opdaterer hver morgen 250 montører om dagens opgaver. Montørerne tænder deres PDA og få sekunder efter, kan de læse om dagens jobs. Investeringen har tjent sig hjem på halvandet år.

Når 250 montører hos Falck Securitas hver morgen landet over tænder deres Qtek PDA, kan de straks læse, hvilke opgaver, der venter.

- Vi har leveret en større løsning til Falck Securitas i Danmark, hvor vi integrerer virksomhedssystemet SAP, Microsofts SQL-baserede tjenestemands-planlægningssystem TJEPS og Falck Securitas eget lukkede Safecon-system med mobile klienter i marken, fortæller Lars Winther, Wireless Data.

Systemet kan integreres med almindelige mobiltelefoner, PDA'er, håndholdte pc'er, Palm OS eller bærbare computere.

Det betyder, at det er den enkelte montørs arbejdsopgaver, der bestemmer hvilken klient han bruger til kommunikationen med hovedkvarteret.

Falck Securitas har valgt Qtek PDA'er med indbygget telefoni til de første 250 montører.

Stor fleksibilitet

Løsningen, der har været i drift i næsten to år, erstattede den telefax, der hver morgen arbejdede sig ud af fax-maskinen hjemme hos montørerne.

I dag skal montørerne ikke afvente dagens fax, men kan tage hjemmefra, når det passer dem.

- Tidligere skulle lederne møde ind en time til halvanden tidligere for at skabe sig et overblik over dagens opgaver og faxe dem ud til montørerne. Systemet erstattede mindst 250.000 telefaxer om året, fortæller Lars Jørgensen, servicedirektør, Falck Securitas.

Den PDA-baserede løsning har kostet i alt et par millioner kroner, og den investering har ifølge Lars Jørgensen tjent sig hjem på mindre end halvandet år.

Flere udelukkelser

- Falck Securitas kiggede på flere andre løsninger, før selskabet valgte os. SAP Mobile blev hurtigt udelukket, fordi det på grund af SAP's licensregler blev alt for dyrt at bruge mobile klienter, og Handstep og andre løsninger udviklet i .Net duede heller ikke, fordi så kunne Falck Securitas ikke bruge hverken Symbian eller Palm på klientsiden, men var nødt til at bruge hardware baseret på Windows, siger Lars Winther.

Før PDA-løsningen blev der arbejdet med papir hele vejen igennem, og der er mange fejlmuligheder i det skrevne.

Dertil kom, at den gennemsnitlige debiteringstid for en kontantopgave var 90 dage, før pengene var i kassen.

- Med vores system er regningen skrevet i SAP senest to timer efter, at opgaven er afsluttet og data afleveret elektronisk, siger Lars Winther.

Også navigation

Det næste skridt hos Falck Securitas er at overføre det stregkodebaserede materiale- og logistikstyringssystem til PDA'en, og det slutter ikke her.

- Derudover skal vi have integration med et GPS-system. Når det er på plads, guider systemet automatisk montøren hen til den adresse, han skal arbejde på, siger Lars Jørgensen.

Navigationsmodulet bliver formentlig især en fordel om natten, hvor montørerne risikerer at skulle arbejde i områder udenfor deres sædvanlige distrikt.

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    TDC Erhverv har pr. 1. maj 2026 ansat Peter Bjerregaard Harden som Senior Vice President (SVP), Enterprise Sales. Peter skal især beskæftige sig med at drive transformationen mod at blive en førende, kundecentreret partner inden for Cloud, Cyber og integrerede ICT-løsninger. Peter kommer fra en stilling som Country Manager hos Google Cloud Danmark. Peter er uddannet Cand. Merc (AU), HD, Organisation og Ledelse (CBS), Bestyrelsesuddannelse (CBS). Peter har tidligere beskæftiget sig med at opbygge Google Cloud i Danmark samt roller hos Microsoft, Salesforce og i management consulting. Nyt job
    Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Ida Hyllested Friis som Key Account Manager ved netIP's kontor i Thisted. Hun kommer fra en stilling som Key Account Manager hos Københavns erhvervshus. Nyt job
    netIP har pr. 1. juni 2026 ansat Heidi Winther som Supportkonsulent ved netIP's kontor i Herning. Hun kommer fra en stilling som IT-Supporter hos Holstebro Kommune. Nyt job