Logo CIO Tech Eksperten IT-JOB IT-Kurser Events Podcast Søg

Log ind eller opret profil

Log ind Opret bruger
Glemt kodeord

Du kan også logge ind via nedenstående tjenester

Cookie ikon
  • Forside
  • Digitalisering
  • Forretningssoftware
  • Tele & Mobil
  • PC´er & Hardware
  • Log ind
  • Kontakt
  • Køb abonnement
  • Nyhedsbreve

10 gadgets du (næsten) ikke kan slå ihjel

Er du en fumlefinger, der er så uheldig at dræbe alle dine gadgets? Så skal du prøve nogle af de her produkter, der nærmest er lige så solide som en pansertank.

Af Mikkel William Nielsen | Udgivet 4. november 2011 kl. 13.18

1 / 10

Galleri billede

Paraply med power

Er du træt af, at din paraply knækker i den mindste form for blæsevejr?

Så skal du se nærmere på The Unbreakable Walking-Stick Umbrella. Det er en ultrastærk paraply, som du kan spænde ud mellem to stole og stå på, uden at den går i stykker.

Den vejer cirka 700 eller 800 gram, alt afhængig af hvilken type håndtag der monteres på den.

Livvagterne for Filippinernes præsident har den med i bagagen, når de skal ekskortere ham rundt.

Det skyldes, at den uskyldigt udseende paraply kan bruges som slagvåben med samme styrke som et stålrør.

The Unbreakable Walking-Stick Umbrella koster 189 dollar, cirka 1.000 kroner.

Du kan læse mere om den hårdtslående paraply her.

2 / 10

Galleri billede

Harddisk til et hårdt liv

Med Rugged Portable behøver du ikke være nervøs for dine dyrebare data, selv om der affyres et haglgevær mod din harddisk.

Rugged Portable fra ioSafe er nemlig udstyret med en skudsikker vest, der kan modstå haglene.

Desuden lyder det som en harddisk, der er skabt til den våde danske sommer, da den kan holde vejret i op mod tre meters vand i tre dage.

Hvis du skulle tabe den ud af vinduet på første sal, er den ifølge ioSafe i stand til at overleve et fald på tre meter.

Harddisken fås i størrelser fra 250 gigabyte op til en terabyte, og prisen begynder ved 150 dollar, cirka 850 kroner.

Det er også muligt at få en SSD-udgave, der er markant dyrere, men som også kan tåle lidt flere tæsk og overleve på dybere vand.

Du kan læse mere om Rugged Portable her.

3 / 10

Galleri billede

Mobil til mudder, vand og tæsk

Samsung har haft succes med sin Galaxy S II, og her har du dens brutale og steroide-pumpede tvilling, Samsung Galaxy Xcover.

Ifølge Samsung kan den overleve at ligge nedsunket på én meters vand i op til 30 minutter.

En del af hemmeligheden bag Xcover hårdførhed er, at den er pakket ind i et solidt og ultra-tæt ydre af plastik.

Det holder støv og fugt ude, og samtidig er materialet designet til at mindske risikoen for, at telefonen bliver glat og glider ud af hånden på dig.

De tre betjeningstaster under touchskærmen er desuden hævet en smule, hvilket gør dem lettere at betjene, når du i kampens hede hiver telefonen frem med fugtige og beskidte fingre.

Derudover er telefonens 3,6 tommer store skærm udstyret med Gorilla Glass, der, som navnet antyder, er særligt solidt og fire til fem gange stærkere end almindeligt glas.

Samsung Galaxy Xcover kører Android 2.3 og har en processor på 800 megahertz, og prisen er omkring 2.000 kroner.

Læs mere om Galaxy Xcover her.

4 / 10

Galleri billede

Lygten til hr. fumlefinger

Er du en klodsmajor, der taber alting på gulvet? Også din smarte lommelygte så den går i stykker, og du nu må skifte sikringer i mørke eller rode i motorrummet på din defekte bil med lyset fra din mobil?

Så skal du tage et kig på Vartas nye Indestructible-serie, der består af særdeles hårdføre lommelygter.

De kan tåle stød, slag og piver ikke, hvis de får en tur i betongulvet.

Lygterne kan overleve et fald på ni meter uden at gå itu, lover Varta.

Den billigste lygte i serien koster 150 kroner, og den dyreste 300 kroner.

Du kan læse mere om Vartas Indestructible-serie her.

5 / 10

Galleri billede

Tablet-pc med Windows og Gorilla-skærm

Du kan tillade dig at være nonchalant med håndteringen af din tablet-pc, hvis den hedder CL900 og er produceret af Motion Computing.

Tablet-pc'en kan tåle at ryge i gulvet fra 1,2 meters højde, og den 10,1 tommer store skærm er udstyret med såkaldt Corning Gorilla Glass, der skal forhindre ridser og skrammer.

Den hårdføre CL900 er målrettet blandt andet byggebranchen, hvor forholdene kan være krævende, eller der er risiko for at tabe den 950 gram lette og 16 millimeter tykke tablet-pc.

Motion CL900 kører Windows 7 Professional, og tablet-pc'en er udstyret med en Atom-processor, som ikke er verdens hurtigste motor.

Prisen for den hårdføre tablet-pc begynder ved 1.000 dollar, cirka 5.300 kroner.

Du kan læse mere om Motion CL900 her.

6 / 10

Galleri billede

Power indeni og udenpå

Panasonic har i adskillige år produceret sin Toughbook, som er født til et vanvittig hårdt liv på farten.

Den nyeste model hedder H2, og den bærbare pc er udstyret med en 10,1 tommer skærm, en hurtig Core i5-processor og Windows 7 Professionel.

Computeren overholder adskillige militære standarder, så den kan få lov at komme med til fronten.

Selve indpakningen er af polycarbonat, der er ekstremt holdbar, og indeni gemmer sig en magnesiumlegeringsplade, der sørger for, at Toughbook H2 kan tåle en tur i gulvet fra en meters højde.

Vægten er ikke så voldsom, som man skulle tro, da den "pansrede" H2 vejer 1,5 kilo.

Prisen er omkring 20.000 kroner.

Du kan læse mere om Panasonic Toughbook H2 her.

7 / 10

Galleri billede

USB-nøglen til fryseren og ovnen

Lige meget hvor klodset og uheldig du er, er det svært at ødelægge LaCie XtremKey.

USB-nøglen er designet af Constance Guisset, og den skulle overleve tre minutter i ovnen ved 200 grader.

En tur i fryseren piver den heller ikke over, og USB-nøglen er stadig frisk efter 12 timer i minus 50 grader.

Du kan ifølge LaCie tabe USB-nøglen fra fem meters højde uden at være nervøs for dine data.

LaCie XtremKey fås med hukommelse i størrelsesordenen 8 til 64 gigabyte.

Den billigste model koster 350 kroner.

Du kan læse mere om LaCie XtremKey her.

8 / 10

Galleri billede

Panserfrakke til din iPad

Der findes massevis af tilbehør til iPad - ikke mindst små tasker, der lover at passe godt på den lille tablet-pc.

Men det er de færreste, der er lige så robuste som Extreme Portfolio fra producenten G-Form.

Når iPad først er placeret i tasken, kan den tåle at ramme asfalten fra 20 meters højde og blive kørt over af en bil.

Tasken vejer 567 gram, og den er desuden vandtæt.

Prisen er 90 dollar, cirka 490 kroner.

Du kan læse mere om Extreme Portfolio her.

9 / 10

Galleri billede

Tastatur i rustfrit stål

Tastaturer er normalt af plastik, men ikke KYBX-400 fra producenten Stealth.

Det er udført i rustfrit stål og kan tåle temperaturer fra minus 20 til plus 60 grader.

Desuden kan det overleve i våde eller beskidte omgivelser uden at dø.

Tasterne er baggrundsbelyste, så du kan se dem i mørke.

Som en bonus er der indbygget trackball, du kan bruge som alternativ til en mus.

Prisen er 695 dollar, cirka 3.750 kroner

Du kan læse mere om KYBX-400 her.

10 / 10

Galleri billede

Et kamera til et hårdt liv

Pentax har længe produceret vandtætte kameraer, og med OPTIO WG-1 GPS er der - som navnet antyder - tilføjet GPS-funktion.

Kameraet kan overleve fald fra 1,5 meters højde og et tryk på 100 kilo.

Hvis du tager det med i Sahara eller lader det overnatte på et støvet loft, brokker det sig ikke.

Pentax OPTIO WG-1 GPS fungerer i 10 minusgrader, og hvis du er ude at svømme med kameraet, kan det holde vejret ned til 10 meters dybde.

Hvis du vil have fingre i kameraet, må du smide omkring 2.000 kroner.

Du kan læse mere om Pentax OPTIO WG-1 GPS her.

Se flere gallerier

Computerworld
  • Kontakt redaktionen
  • Persondatapolitik
  • Cookie-samtykke
  • Annoncering  |  Handelsbetingelser (samarbejdspartnere)
Ansvh. chefredaktør: Lars Jacobsen
Hørkær 18, 2730 Herlev
Udgiver © Computerworld A/S
Kategorier
  • It-ledelse
  • Internet
  • It-job & karriere
  • Tele & mobil
  • Pc´er og hardware
  • Whitepapers
Tjenester
  • It-events
  • It-navnenyt
  • It-brancheguiden
  • It-kurser
  • Abonnement på Computerworld
  • Annoncørbetalt indhold
Nyhedsbrev

Til- eller frameld dig nyhedsbreve

Modtag også nyheder på Facebook, Twitter eller RSS

  • Klummer
  • Søg på Computerworld