Teknologien udvikler sig hurtigere end virksomhedernes struktur, processer og ledelse kan følge med, og erfaringen hos Context& er, at gevinsten først kommer, når organisationen ændres, ikke når teknologien implementeres.
Af Flemming Østergaard
Mange virksomheder har taget AI i brug. Men undersøgelser viser, at det endnu ikke tydeligt afspejler sig i produktiviteten. Det omtales ofte som AI’s produktivitetsparadoks. Det kan der være flere forklaringer på, og Malthe Kirkhoff Stougaard, Head of Custom Solutions i Context&, har en af dem.
“AI ramte som en meteor. Ikke som en langsom forandring organisationer kan tilpasse sig til over tid, men som et nedslag, der ændrede landskabet permanent. Lige nu er vi midt i støvskyen. De organisationer, der vinder, er ikke dem, der venter på, at støvet lægger sig - det er dem, der begynder at bygge i det nye landskab, mens det stadig hvirvler,” siger han.
Det er den erkendelse, mange ikke har endnu. Det øjeblik, hvor AI går fra at være interessant til at ændre det strategiske landkort for, hvad organisationen kan gøre.
“Alle kommer til at have det øjeblik. Det øjeblik, hvor man ser, hvad teknologien rent faktisk kan - ikke i en demo, men i virkeligheden. Og det er ikke kun for kodeudviklere. Det rammer alle.”
Fra personlig produktivitet til organisatorisk transformation
Det er et øjeblik, som mange har haft på individniveau. Udvikleren, der ser en AI-agent løse en opgave på 20 minutter i stedet for en halv dag. Salgslederen, der ser et helt kundesegment analyseret på timer i stedet for uger. Projektlederen, der ser en leverance tage form i et tempo, der burde være umuligt. Og direktøren, der pludselig forstår, at ikke blot er endnu et IT-projekt, men en fundamental ændring af, hvad organisationen kan.

Malthe Kirkhoff Stougaard, Managing Director, Custom Solutions, Context&. Foto: Context&
“Vi stoppede selv med at spørge ‘hvordan kan AI gøre det her hurtigere?’ og begyndte at spørge ‘hvad kan vi gøre nu, som vi ikke kunne før?’. Det lyder som et lille skifte, men det ændrede alt,” fortæller Malthe Kirkhoff Stougaard om rejsen hos Context& selv.
Den rejse startede for alvor i starten af 2025, hvor det begyndte at stå klart, at AI fungerer. Og ikke mindst, at det var muligt at stole på det, for Context& bygger software af høj kvalitet til store virksomheder.
”Efter sommerferien i 2025 så tog vi det første store skridt i Customer Solutions med en ambition om, at nu bygger vi alt med AI-agenter. Alle medarbejdere får adgang til alle værktøjer, så de virkelig kan begynde at lege, udforske og finde ud af, hvad der virker og ikke virker.”
Når teknologien løber fra organisationen
Det er en proces, der kan give meget mere end effektiviseringsgevinster i enkeltopgaver. For hvis AI blot lægges oven på de processer, virksomheden allerede har, kan man hente op mod 20 procents produktivitetsforøgelse. En undersøgelse fra Faros AI blandt 1.255 teams viser, at medarbejdere, der bruger AI, løser 21 pct. flere opgaver individuelt. Men forbedringen på teamniveau var 0 pct. En illustration af, at den organisatoriske forandring ikke kommer af sig selv.
DORA – en af verdens største undersøgelser af softwareleverance med over 39.000 respondenter – viser, at adoption af AI korrelerer med et fald i leveringsstabilitet på 7,2 procent. Ikke fordi teknologien er dårlig, men fordi den gør det muligt at ændre mere, hurtigere, end organisationer og processer kan absorbere.
Teknologien accelererer, men organisationen gør ikke nødvendigvis. Det er her, gabet opstår. Og det er derfor, AI ikke automatisk skaber organisatorisk transformation.
Den store gevinst af AI kommer først, når organisationen tør ændre processerne, pointerer Malthe Kirkhoff Stougaard. Mange af de nuværende processer er udviklet under andre betingelser, hvor viden var koncentreret hos specialister, analyser tog tid, og arbejdet krævede kodning, godkendelser og koordinering mellem mennesker. Det er de betingelser, der har formet arbejdsgange, roller og ansvarsfordeling, og dermed sat de naturlige grænser for tempo og kapacitet i virksomheden.
”Det er her, det virkelig begynder at blive interessant. For når vi har kortlagt de forskellige muligheder som AI og AI-agenter frembyder, så kan vi se, at mange af de grænser forsvinder. Vi får mulighed for meget større viden tilgængelig i processerne og kan trække mange flere data ind fra mange flere kilder. Det betyder, at vi kan organisere arbejdet på en helt anden måde - og tænke organisation anderledes. Nogle processer kollapser nærmest, fordi de kan gøres helt anderledes end før,” siger Malthe Kirkhoff Stougaard.
Flaskehalsen er organisationen
Det er en fase, ikke alle medarbejdere er lige begejstrede for, fordi deres rolle ændrer sig. Når teknologien overtager flere delopgaver, forskydes menneskets rolle mod at prioritere, kvalitetssikre og træffe beslutninger. Det betyder ikke, at mennesker forsvinder ud af ligningen. Men det betyder, at arbejdets karakter ændrer sig.
“Teknologien er klar. Det er den sværeste erkendelse. For det betyder, at flaskehalsen er os – vores evne til at forandre os, vores villighed til at tænke anderledes, og vores tålmodighed til at tage organisationen med,” siger Malthe Kirkhoff Stougaard.
Han understreger, at det er ledelsen, der har ansvaret for, at transformationen af virksomheden lykkes, og medarbejdernes engagement og motivation bevares. Han opfordrer også til, at ledelsen bruger AI-gevinsten offensivt og ikke ser AI som et spareprojekt.
Men mange virksomheder begår stadig de samme fejl. De sender medarbejdere på kursus i prompting eller giver adgang til et værktøj og forventer, at transformationen kommer af sig selv.
”AI er ikke et træningsprogram. Det er en transformation, der starter i topledelsen og går gennem hele organisationen,” pointerer han.
Undersøgelser af McKinsey viser, at 62 pct. af organisationer sidder fast i AI-piloter, der ikke når længere. Det genkender Malthe Kirkhoff Stougaard, for Context& sad der selv. Med værktøjerne og begejstringen, men en organisation, der ikke forandrede sig hurtigt nok.
I dag er transformationen kommet langt. AI-agenter arbejder sammen med teams i hele leverancen, fra krav til arkitektur til implementering til review. Medarbejdernes arbejde har ændret sig - mindre rutine og mere af det, der kræver dømmekraft, kreativitet og forståelse. Det arbejde, der faktisk skaber værdi.
Men Malthe Kirkhoff Stougaard vil ikke påstå, at Context& har ’løst det’. For man bliver ikke færdig med at få integreret AI i virksomheden. Der er ikke noget slutmål. Det handler om bevægelse, løbende læring, tilpasning og forandring.
”Vi bevæger os så hurtigt vi kan, men ikke hurtigere end vores mennesker kan følge med. Det er balancen. Teknologien har ingen hastighedsgrænse, men det har organisationer,” siger han.
Transformation kræver, at menneskerne kan følge med
En transformation af virksomheden, der ændrer arbejdsprocesser og funktioner, er ikke en nem proces. Det skaber også uro blandt medarbejderne. Ikke alle har lyst til at få vendt op og ned på mange ting, og derfor kræver det et stort ledelsesarbejde at få folk med og skabe tryghed.
Pointen er ikke, at alle skal kunne det samme fra dag ét. Pointen er, at organisationen skal sættes op til at lære. Malthe Kirkhoff Stougaard understreger, at det ikke er muligt at lægge en færdig plan for AI-transformation flere år frem, fordi teknologien udvikler sig så hurtigt. Det, virksomheder kan gøre, er at skabe feedback-cyklusser, videndeling og en kultur, hvor alle prøver, fejler og lærer sammen.
“Vi er ikke i mål. Det er ingen. Vi er på vej, og det kommer vi til at blive ved med at være. Det er ikke en svaghed - det er pointen,” understreger han.
Det er ikke et teknologisk spørgsmål. Det er et ledelsesspørgsmål.
Det er også en diskussion, der i stigende grad fylder i mange ledelser: Hvad kræver det organisatorisk, når AI-agenter bliver en del af arbejdet, og hvordan ændrer det roller, ansvar og beslutningsprocesser?
Derfor samler Context& i maj en mindre gruppe ledere til en roundtable om, hvad det organisatorisk kræver, når udviklingsafdelinger går fra klassisk udvikling til i stigende grad at udvikle software i samarbejde med AI-agenter og agentiske processer.
Trods begejstringen over AI’s muligheder lurer der for mange også et spørgsmål i baghovedet: Hvor meget kan man stole på AI og AI-agenter, når outputtet ser overbevisende ud, men stadig kan indeholde fejl?
”Du skal ikke bare stole blindt på output. Mennesker laver fejl, og det gør AI også. Derfor skal virksomheder bygge processer med klare kontroltrin og ansvar, så AI ikke bare producerer hurtigere, men også inden for rammer, der kan dokumenteres og kvalitetssikres,” siger Malthe Kirkhoff Stougaard.
Teknologien er her allerede, og AI-agenter er på vej ind i mange arbejdsprocesser. Virksomheder kan hente både fart og kvalitet. Men AI skaber først værdi, når organisationen ændrer mere end sine værktøjer.
“Spørgsmålet er ikke, om din organisation får sit ‘meteor-øjeblik’, hvor den virkelig ser potentialet i AI. Spørgsmålet er, om I er klar til at handle, og om I kan forandre jer hurtigt nok til at udnytte det,” siger Malthe Kirkhoff Stougaard.
![]()
Om Context&
Context& samler Delegate, Consit og Projectum - tre førende Microsoft-partnere med stærke kompetencer inden for cloud, leverancekvalitet og projektporteføljeledelse. Vi bygger videre på det, der virker: dyb ekspertise, dygtige mennesker og en kultur, hvor ansvar og kvalitet kommer først. Context& er stedet, hvor alt dette forbindes. Hvor et AI-first mindset og Microsoft-teknologi omsætter reelle udfordringer til målbare resultater.
Teknologi er intet uden kontekst. Derfor hedder vi Context&. Fordi “&” gør forskellen.