Artikel top billede

Foto: Joe Wallace (Foto: © 2010 Joe Wallace. All Rights Reserved. /)

Dansk SAP-boss: Vi bryder markedet op

Computerworld har talt med SAP's danske topchef, Jim Hagemann Snabe, om fremtidens opbrud i it-markedet. Læs interviewet her.

Opbrud i markedet.

Så klar er udsigten for Jim Hagemann Snabe, der er den ene af softwarehuset SAP's to topchefer. Også kaldet co-CEO.

Ret forude ser han teknologiændringer, der vil forandre virksomhedernes it-anvendelse i samme omfang, som client/server-arkitekturen tidligere har gjort det.

Opbruddet drives af in memory-teknologi og on demand-løsninger leveret fra de store datacentre, som også bliver en vigtig del af SAP's fremtidige udvikling. Derfor bliver den traditionelle partnerstrategi også en del af opbruddet, mener Jim Hagemann Snabe.

Men udsigten skræmmer ikke kaptajnen. Tværtimod er Jim Hagemann Snabe i gang med at styre SAP ind midt i opbruddet og vinde den sejlads. For som alle andre topchefer elsker han at vinde og især konkurrenceformen i sejlsport tiltaler ham.

Rigtig konkurrenceform

Derfor er det heller ikke overraskende, at interviewet med Computerworld foregår i Kaløvig Havn nord for Århus, hvor Jim Hagemann Snabe har valgt at bruge en feriedag sammen med familien på én særlig sejlsportsbegivenhed.

I dagene frem til 5. august finder 2010 SAP 505 World Championship nemlig sted ude i Århusbugten.

"SAP var jo Formel 1-sponsor. Det er bare ikke så godt for imaget, når man gerne vil signalere bæredygtighed," siger Jim Hagemann Snabe og fortsætter:

"Konkurrenceformen i sejlads er ekstrem interessant, fordi der er et kontinuerligt behov for at analysere og lægge strategi. Det skaber et behov for planlægning og realtidsdata, og så bliver det pludselig meget oplagt, hvorfor netop sejlsport er så interessant for SAP."

Den lille bådehavn er fuld af SAP i disse dage. Inde på land gør masser af bannere og merchandise det klart, hvem sponsoren er. Og ude på vandet er den 66-årige medstifter af softwaregiganten Hasso Plattner i den lille 505'er denne søndag formiddag nummer 28 i sejladsen sammen med sin amerikanske makker.

Ideen om in memory

For knapt to måneder siden var Hasso Plattner en af nøgletalerne på SAP's årlige brugerkonference. Her fastholdt han i over en time tilhørerne med sine håndtegnede plancher om, hvorfor in memory-teknologien vil gøre databasen overflødig, når data i stedet behandles direkte i memory.

SAP's nærmeste konkurrent er softwarehuset Oracle, som med mangeårigt afsæt i databasen nu breder sig til forretningssoftware. Oracle-stifteren Larry Ellison mener ifølge The Economist, at tanken om in memory og den nye database er for wacko eller langt ude

"Vi vil ikke konkurrere på databaser. Vi mener bare den forsvinder - den relationelle slags. In memory-teknologien gør databehandling så meget hurtigere, at det vil ændre it-anvendelsen på samme måde, som client server-arkitekturen har gjort det," siger Jim Hagemann Snabe.

Sådan kommer der fart på

"Udvikling med in memory-teknologi skal gerne gå så hurtigt som muligt. Men teknologien skal selvfølgelig bruges. Ellers er det jo bare en idé," siger Jim Hagemann Snabe.

Han understreger, at SAP i dag har produkter på markedet, der udnytter teknologien. I fredags frigav softwarehuset en længe ventet ny version af den meget omdiskuterede Business by Design-service, som er SAP's on demand-løsning til små virksomheder, der benytter løsningen som en service over internettet.

"On demand giver os mulighed for selv at sætte turbo på udnyttelsen af in memory-teknologien. Nu har vi været et par generationer af on demand-løsninger igennem og tredje generation bliver baseret på in memory-teknologi," siger Jim Hagemann Snabe, der - inden han blev co-CEO i februar - var chef for SAP's udvikling.

Kunderne enige

"Et andet vigtigt element i den udvikling er, at vi kan levere innovation til kunderne, uden at de skal lukke deres nuværende system ned eller skal bruge tid på at opgradere. Siden februar har jeg besøgt mere end 100 kunder og beskeden har været ens:"

"Vi driver vores forretning på SAP-software. Vi har brug for kontinuert innovation i vores SAP-system, men vi ønsker ikke at bruge tid på at opgradere."

Derfor mener Jim Hagemann Snabe også, at det er helt afgørende, at SAP driver egen cloud-løsning - altså datacentre, der kan behandle og gemme kundernes data. Her får softwarehusene nemlig mulighed for at udvikle og levere på den nyeste teknologi.

Opbrud i branchen

Men han erkender også, at denne mulighed skaber et stort opbrud i branchen. Softwareleverandørernes traditionelle partnerstrategier vil ændre sig markant, ligesom SAP's egentlige konkurrenter vil blive andre end Oracle og Microsoft.

"Vores fremtidige konkurrenter bliver de nye on demand-leverandører. Kunderne kan jo vælge at sætte mange forskellige services sammen i en on demand-verden," siger Jim Hagemann Snabe.

"Men vores fordel er den konsistens i foreksempel arkitekturudvikling og datamanagement, som SAP-produkterne har i den model. Det betyder mindre fokus på middleware til at binde applikationerne sammen og dermed forenkling for kunden eller on demand-leverandøren."

Volumen gør en forskel

"Det betyder også, at volumen gør en forskel. For selvom en lille leverandør i princippet kan etablere sig og konkurrere på lige fod, så er størrelse og volumen afgørende for at køre en lønsom on demand-forretning," siger han.

Dermed ændres udgangspunktet for partnermodellen også. Partnere skal kunne levere andet og mere end projektformering og implementering. Jim Hagemann Snabe peger på teleselskaber som eksempler på nye partnere, der kan bruge SAP-applikationer som afsæt for leverance af produkter og serviceydelser.

Partnerudfordring

"Vi vil opleve et opbrud på partnersiden. Det er en udfordring, men vi vil stadig være ligeså loyale overfor vores partnere," siger Jim Hagemann Snabe.

Han erklærer sig enig med Microsoft-topchefen Steve Ballmers opfordring fra Microsofts World Partner Conference sidste år:

"I det lange løb ligger forretningsmuligheden i at levere værdi i forbindelse med de hostede standardløsninger. Og så må vi bare konstatere, at hvis man ikke kan lide forandring, så er it-branchen nok ikke det rigtige sted at være," sagde Steve Ballmer dengang.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere


Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere