Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

Onfone: Så let tjener man 313 millioner på fem år

De første år var det en tordnende underskudsforretning, men fem år efter fødslen er mobilselskabet Onfone solgt for 313 millioner kroner. Læs om det korte, men indbringende liv her.

Vi skriver 2006. Den blot 19-årige Morten Kjærulff Strunge stifter selskabet Onfone.

I begyndelsen må det nye selskab med blot tre ansatte låne 1,5 millioner kroner. Underskuddet første år lyder på 1,8 millioner kroner.

Siden følger en række hårde år. I hvert fald hvis man måler det på bundlinjen. Gælden vokser og egenkapitalen er blodrød.

Faktisk slæber selskabet små fem år senere rundt med en gæld på 29 millioner kroner og en negativ egenkapital på 20 millioner kroner.

Ikke et eneste år har selskabet givet overskud. Til gengæld har man succes med at skaffe kunder. 

Samarbejde med mobilkongen

Fra begyndelsen er selskabets profil præget af IP-telefoni. Blandt andet da Morten Strunges ven, den succesrige it-iværksætter og investor Peter Wilmar Christensen, kommer om bord i 2008. Læs mere om det her.

Året efter går selskabet på opkøbsjagt. I Viborg køber Onfone IP-telefoniselskabet Telefin af mangemillionær og dating.dk-stifter Morten Wagner.

Men Onfone satser nu på hele pakken: IP-telefoni, mobiltelefoni og bredbånd. Hovedfokus i forretningen er at skaffe kunder. Selskabet lejer sig ind på TDC's net.

I begyndelsen af 2010 får TDC-samarbejdet dog en brat ende, da Onfone kaster sig i armene på Telenor, der nu skal servicere Onfones kunder på sit net.

I samme omgang indleder Morten Strunge et samarbejde med systemleverandøren MVNO A/S, der ledes af Danmarks ukronede mobilkonge, Frank Rasmussen, som i sin tid stiftede både Telmore og BiBob for siden at sælge dem til telegiganter med stor fortjeneste. 

Mobilkongens nye selskab skal levere software-ydelser til Onfone.

Lars Bom buster

Det står klart for alle, at Onfones succes står og falder med antallet af kunder, som opkomlingen kan kapre.

I jagten sætter selskabet en storstilet tv-reklame i søen. Til formålet hyres den kendte skuespiller Lars Bom. Landeplagen lader til at bære frugt. I hvert fald vælter kunderne ind.

Sågar Kyllingen, alias cykelrytteren Michael Rasmussen, mærker mobilselskabets eksponeringstrang i form af et sponsorat.

Samtidig gør Onfone meget ud af at have billige pakkeløsninger, der kan give konkurrenter baghjul.

Konkurrenterne ender da også med at blive presset. TDC udtaler, at Onfone gør ondt på hele branchen. Det samme gør Telenor, der kalder det "bekymrende". Og Telia bløder ligefrem.

Glem salg

I samme åndedræt afviser flere teleselskaber dog, at Onfone vil blive købt. Det er for åbenlyst, hvad selskabet er ude på, lyder det mellem linjerne.

Underforstået at Morten Strunges projekt simpelthen går ud på at kapre kunder nok til, at et salg vil være en bremseklods for flugten af kunder fra de store televirksomheder.

Ufortrødent tordner Onfone-direktøren imidlertid videre.

Selskabet lufter tanken om en børsnotering, og målet for kundetilgang hæves atter. Morten Strunge melder ud, at selskabet satser på at nå svimlende 300.000 kunder inden udgangen af 2011.

Investorerne bedyrer hele vejen igennem, at flere penge kan være på vej til Onfone, der altså fortsat kører med underskud.

Lynsalg

Pludselig går det stærkt.

Ifølge TDC-boss Henrik Poulsen henvender Onfone sig til telegiganten om et muligt salg. Det sker, selvom TDC ifølge teledirektøren måske slet ikke er den oplagte køber.

Få dage senere er købet en realitet. Prisen, som de to parter i dag melder ud, ligger på op imod 313 millioner kroner.

Det fem-årige selskabs liv fortsætter med samme direktør, Morten Strunge, men nu under telegiganten TDC's vinger.
 
Mobilkonge: Det gjorde jeg også
Med salget skriver Onfone sig ind i tele-historiebøgerne som mobilselskabet, der fik samme skæbne som Telmore, CBB, BiBob og M1.

Altså selskaber, der lejer sig ind på telegiganternes net, opbygger en stor kundedatabase på billige produkter, og derefter sælges.

Frank Rasmussen, der fortsat samarbejder med Onfone, fortæller i dag til Computerworld:

"Det var det samme, som jeg gjorde: At sælge kunder."




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
OT og IT: Modernisér produktionen og byg sikker bro efter et årelangt teknologisk efterslæb

Moderne produkter skal have mere end strøm for at fungere – og deres navlestreng skal ikke klippes når de forlader fabrikshallen. På denne konference kan du derfor lære mere om hvordan du får etableret det sikre setup når der går IT i OT.

30. april 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

01. maj 2024 | Læs mere


ERP-trends 2024

Bliv derfor inspireret til, hvordan du kan optimere dine systemer og processer når af nogle af de fremmeste eksperter på ERP-markedet dele deres iagttagelser af det aktuelle marked og vurderinger af, hvad vi har i vente de kommende 3-5 år. Vi sætter også fokus på, hvordan udviklingen kommer til at påvirke din organisation, hvordan du bedst forbereder og planlægger ERP-indsatsen og om, hvilke faldgruber du skal være opmærksom på.

02. maj 2024 | Læs mere