Artikel top billede

(Foto: App People)

Partner: Flere er i chok over ny Microsoft-strategi

Med Computerworld til WPC Flere af Microsofts største partnere er i chok over ny cloud-strategi. Det fortæller danske Cloud People, der søndag tyvstartede konferencen med en eksklusiv strategipræsentation leveret af en række Microsoft-topchefer.

Houston: Microsofts strategiskift fra fokus på softwareudvikling til fokus på services og devices, skaber gevaldige hovedbrud blandt flere af Microsofts største partnere, fortæller Finn Krusholm, der er CEO i danske Cloud People.

"Guldkalven, som partnerne har danset rundt om i de seneste 10-15 år, bliver i den grad slagtet nu," fortæller Finn Krusholm.

Udtalelsen kommer, efter at Cloud People, som er ny dansk Microsoft-partner, tyvstartede Microsoft Worldwide Partner Conference 2013 med et såkaldt executive summit én dag før, den store konference officielt blev skudt i gang søndag 7. juli.

Her havde Microsoft hidkaldt 200 partnere til en eksklusiv fremlæggelse af, hvor Microsoft bevæger sig hen i fremtiden. Alt sammen præsenteret af en række internationale topchefer i organisationen.

Finn Krusholm jubler dog selv over den nye strategi, og set i forhold til Microsofts konkurrenceevne, er den nye linje også helt rigtig, mener han. 

CEO: Partnerne var i chok
Ifølge Finn Krusholm var flere af partnerne direkte chokerede over Microsofts nye kurs, og det er to primære årsager til, mener han.

"I går gik meget af budskabet i retning af, at nu skal I [partnerne, red.] simpelthen gå cloud, og I skal være pionerer på området, og I skal hjælpe os, fordi vi [Microsoft, red.] går all-in på cloud-produkterne," siger Finn Krusholm.

"Vi [Microsoft, red] kalder os nu for device- og services-virksomhed, fordi vi er en cloud-virksomhed nu. Her vil vi være de største og de bedste."

"Det er kæmpestore dele af de nuværende indtjeningsmuligheder, som rent faktisk falder ud,"

Det var netop disse udmeldinger, der tilsyneladende fik flere af de indbudte partnere til at synke en ekstra gang.

"Bevægelsen mod services og devices er fuldstændig skelsættende. Jeg sad sammen med mange gamle Microsoft-partnere, der var i fuldstændig chok over den udmelding, fordi Microsoft altid kun har været software," fortæller Finn Krusholm.

"Det i kombination med, at Microsoft på alle tænkelige måder prøver at få skubbet partnerne i retning af, at det meste nu skal hedde cloud-computing, og det vil partnerne tydeligvis ikke. De er rigtig bange for, at gå i den retning." 

CEO: Flere indtjeningsmuligheder fjernes
Finn Krusholm mener samtidig, at partnernes frygt virker velbegrundet.

"Det er kæmpestore dele af de nuværende indtjeningsmuligheder, som rent faktisk falder ud," vurderer han.

For partnernes kunder handler det blandt om en effektiv besparelse ved at kunne rykke sine services direkte i Microsofts Azure-løsning.

"Som kunde kan du spare ekstremt mange penge på at bruge Azure i stedet for et lokalt hostingcenter. Og med de produktudrulninger, Microsoft kommer med nu, som indeholder automatisk skalering af de virtuelle-serverstørrelser, er det meget optimalt i forhold til ren kostbesparelse," mener Finn Krusholm.

Derudover vil en del indkomster fra god gammeldags systemadministration også forsvinde.

"Konsulentdelen, hvor der bliver skruet på løsningerne og foretaget reel systemadministration, forsvinder for en stor dels vedkommende. Samtidig vil hele change management-delen forsvinde, og det er kæmpe store dele af de nuværende indtjeningsmuligheder, som der rent faktisk forsvinder," forklarer han.

Læs også:

Microsoft: Sådan vil vi genskabe vores forretning

CEO: Flere partnere virkede uoplyste

Finn Krusholm synes, det er underligt, at så mange partnere tilsyneladende ikke kan gabe over de nye udmeldinger.

"Det, der overraskede mig mest, var, at alle de partnere, jeg snakkede med i går mandag, virkede meget uoplyste. De anede egentlig ikke noget om cloud og service-modeller baseret på cloud, og de anede ikke noget om, hvordan strategien fra Microsoft var på området. De var overraskede over at høre om de nye tiltag," siger han.

"Det var chokerende i betragtning af, at det var de største af Microsofts partnere, der deltog i vores excecutive summit i søndags."

Hvad skyldes det efter din vurdering? 

"Det handler mest om, at mange partnere vil holde fast i den eksisterende forretning så længe som muligt," siger Finn Krusholm og fortsætter:

"Men at sidde i år 2013 og tænke sådan om cloud-computing, det er mig en gåde. Det er helt vanvittigt."

CEO: Det er et rigtigt træk
Men selv om flere partnere tilsyneladende ikke er himmelhenrykte over den nye strategi, er Finn Krusholm selv yderst tilfreds med Microsofts cloud-offensiv.

"Det er som manna fra himlen for os, fordi Microsoft i årevis har været bagud med cloud-produkterne. Man har nærmest talt imod det, og man har disset sine partnere ved overhovedet ikke at komme med nogen udmeldinger på det punkt." fortæller han.

I følge den danske CEO handler det om, at Cloud People allerede fra starten er oprettet med et mindset, der er meget agilt i forhold til Microsofts nye strategi.

"Når der pludselig kommer en så stor udrulning af cloud-produkter samtidig med, at man også kommer med en ny partner-model, så er det jo noget, der passer perfekt ind i vores orientering mod cloud-computing." siger Finn Krusholm.

"Vi kigger på kun på servicekontrakterne i vores virksomhed. Vi udfører ikke migrationer for kunderne og heller ikke konsulentydelser. Vi har en lidt anden tilgang, der måske passer bedre med den abonnements-forretning, som Microsoft er i gang med at etablere." fortæller han.

For Cloud People handler det i første omgang om salget af Office 365-produkter. Derefter er det naturligt for mange kunder at tage springet fuldt ud, mener han.

"Når vi sælger Office 365-løsninger har kunderne valgt at gå cloud. Det vil sige, at de får infrastrukturen og hele deres produktivitetssuite. Det naturlige næste skridt er at tage Dynamics og filserveren ud i skyen, og det kan du gøre enkelt med Azure nu."

Ifølge Finn Krusholm var det blandt andre Geoff Nyheim, der er vice president for Microsoft's Central Region Enterprise Business og Microsoft corporate vice president, Vahé Torossian, der præsenterede Microsofts nye strategi for partnerne til executive summit.

Udover Cloud People driver Finn Krusholm også virksomheden Apps People, der er Google Enterprise-partner.

Læs også:

Microsoft: Sådan vil vi genskabe vores forretning




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere